Advarselsmærkning
Advarselsmærkning for blinde og svagsynede er et lille følbart mærke med form som en advarselstrekant eller tre ophøjede prikker. Advarselsmærket skal beskytte blinde og svagsynede mod uforvarende at komme i kontakt med giftige, ætsende og meget sundhedsskadelige stoffer.
Opdateret juni 2024
Advarselsmærket findes i 4 forskellige versioner. Dansk Standard har udgivet en vejledning for mærkning.
Den følbare advarselstrekant hæver sig i den normale udførelse mellem en kvart og en halv mm op over emballagens overflade. Trekantens sider skal være 18 mm lange. Symbolet findes også i en udgave med sider på 9 mm. Hvis der ikke er plads til den, kan der anvendes et symbol bestående af 3 ophøjede prikker.
På de allermindste emballager kan der bruges en udfyldt trekant med sider på 3 mm. Mærket er således tilpasset de forskellige emballagers størrelser og former.
På flasker og lignende emballage skal den følbare advarsel sidde på den lodrette side højst 5 cm fra bunden.
På spraydåser skal markeringen sidde oven på betjeningsknappen, og på tuber skal symbolet sidde på “skulderen” rundt om tubens munding.
Det eksisterende mærke afløser en tidligere følbar advarsel fra 1989, der kun havde form som en trekant. Trekanten var enten 18 mm eller 9 mm i højden. Dette mærke blev obligatorisk i Danmark den 21. august 1991. Det nye mærke blev vedtaget som europæisk standard i 1998 jf. DS/EN ISO 11683:1998 (”Emballage – følbar advarsel – krav”)