Bankservice for medlemmer i Dansk Blindesamfund

På denne side kan du læse om mulighederne for bankservice hos henholdsvis Danske Bank og Nordea.

Opdateret maj 2025

Danske Bank

Dansk Blindesamfund og Danske Bank har indgået en aftale om, at medlemmer af Dansk Blindesamfund kan bestille en konto i Danske Bank med en række særlige ydelser for blinde og svagsynede. Tidligere kendt som blindegiro.

Konto i Danske Bank:

For at få glæde af de særlige ydelser for blinde og svagsynede skal du tilmelde dig Danske Banks kundeprogram og vælge kundepakken Danske Hverdag+, der beskrives nedenfor.

Hvad er Danske Banks kundeprogram?

Kundeprogrammet bygger på forskellige løsninger til forskellige kunder: Enkle, gode løsninger til dig, der kun bruger os til den daglige økonomi, og særligt gode løsninger til dig, der betror os flere forretninger. Jo flere forretninger du har hos os, jo flere fordele får du.

Hvad indeholder kundepakken Danske Hverdag+?

  • Et kort uden årligt kortgebyr: Enten Mastercard Direct, Mastercard Basis* eller Visa/Dankort* (*efter kreditvurdering).
  • Kassekredit på op til 20.000 kroner uden etableringsomkostninger (efter kreditvurdering).
  • Danske Mobil- og Netbank uden årligt gebyr. Her kan du blandt andet betale regninger uden gebyr.
  • Gebyrfri hævning af danske kroner i Danske Banks pengeautomater.
  • Det antal konti, du ønsker – uden årligt gebyr

Hvis dit forretningsomfang – dvs. lån, pension, opsparing og investering – i Danske Bank er over 60.000 kr., får du ekstra fordele, bl.a. i forhold til kort. Se dine fordele i vores kundeprogram | Danske Bank

De særlige ydelser for Dansk Blindesamfunds medlemmer:

  • Gebyrfri bestilling af værdibrev med kontanter en gang om måneden. Du bestiller værdibrevet ved at ringe på 70 10 02 99 på hverdage mellem kl. 9 og 12. Værdibrevet leveres 2 hverdage efter med Post Nord. Ekstra leveringer koster 75 kr. pr. gang.
  • Indsendelse af indbetalingskort til betaling i en portofri kuvert. Danske Bank tilmelder alle indbetalingskort til Betalingsservice, hvis det er muligt, og du har angivet det på indbetalingskortet.
  • Indsendelse af betalingsordre i almindelig skrift.
  • En månedlig kontoudskrift på din NemKonto i enten punktskrift eller stort format (A3)

Hvad koster kontoen i Danske Bank?

Det koster ikke noget at tilmelde sig Danske Banks kundeprogram. Prisen for Danske Hverdag+ er mellem 0 og 120 kr. kr. i kvartalet, afhængigt af dit forretningsomfang med Danske Bank.

Ønsker du flere oplysninger?

Har du spørgsmål til oprettelse af kontoen, skal du kontakte Medlemsservice.

Medlemsservice er klar til at hjælpe dig

Hvis du har spørgsmål til levering af kontanter eller til de særlige ydelser for blinde og svagsynede, du får som medlem af Dansk Blindesamfund, er du velkommen til at ringe til Danske Bank på 70 10 02 99. Telefonen er åben alle hverdage mellem kl. 9 og 12.

Har du andre spørgsmål om din økonomi, beder vi dig ringe til Danske Bank på 70 12 34 56

Nordea telefonbank-løsning

Nordea tilbyder en særlig service for medlemmer af Dansk Blindesamfund, der tidligere har anvendt bankens telefonbank-løsning.

Nordea-kunder, der er medlemmer af Dansk Blindesamfund, kan derfor fortsat ringe til telefonbank-nummeret 70 13 00 24 og få personlig betjening. Den personlige betjening kan give oplysninger om banksaldo og bevægelser, samt hjælpe med at overføre penge mellem egne og andres konti. Alt sammen uden at man skal betale gebyr, hvilket man ellers skal som Nordea-bankkunde. Man skal ved hvert opkald gøre opmærksom på, at man er medlem af Dansk Blindesamfund. Derudover skal man kunne svare på kontrolspørgsmål. Dette for at banken kan sikre, at man er den rette person.

Bemærk, at aftalen kun gælder kunder, der i forvejen har haft den særlige telefonbank-løsning.