Klar, parat, flyt hjemmefra
Unge med synshandicap har været på kursus i at flytte hjemmefra og få en hverdag til at fungere uden forældrene.
De unge har grinet, og de har gennemgået budgetter og god gammeldags læring om at drive en husholdning, mens forældrene har øvet sig i at give slip. På kurset ”Forældrefri – sådan flytter du hjemmefra” er de unge mennesker blevet forberedt på at flytte hjemmefra, og ifølge Malene Veggerby, der har deltaget i kurset, så er hun nu helt klar til at flytte hjemmefra.
”Jeg føler mig meget mere klar til at flytte hjemmefra, og jeg vil klart anbefale kurset til andre unge med synshandicap, der godt kunne tænke sig at få deres eget. Det har været meget interessant at møde andre med synshandicap og høre, hvordan de gør tingene. Det er inspirerende at lytte til andre, der kender udfordringerne ved et synshandicap og så høre, hvordan de har klaret sig. Det gør jo også, at man tænker over sin egen vej, og hvordan jeg kan komme videre”, siger Malene.
Også Nicklas Panton på 24 år har haft glæde af kurset, selvom han faktisk har været flyttet hjemmefra i mere end to år.
”Jeg flyttede for mig selv meget pludseligt og anede intet. Jeg ville da have været noget klogere, hvis jeg havde været på det her kursus inden. Det ville i hvert fald have været en lettere start på at flytte hjemmefra. Jeg har jo lært at klare mig selv, men jeg manglede systemer, der kan gøre min hverdag lettere, og det føler jeg, at jeg har fået på kurset. Det har været supergodt – især udvekslingen af erfaringer med andre med et synshandicap. Det har jeg fået virkelig meget ud af. Det virker bare som snak, men det sætter alle mulige ting i gang i én selv”, siger Nicklas.
Styr på vasketøjet
Hen over to weekender har de unge fået indføring i budgetter og privatøkonomi, rengøring og madlavning samt information om den hjælp, de kan få fra kommunen. Dansk Blindesamfund møder de flytteklare unge en lørdag i september, hvor dagens underviser er Anette Bjerre, der lige er fyldt 57 år, men flyttede hjemmefra allerede som 16-årig og fik barn, da hun var 20 år og altid har klaret sig selv.
”Skat, vi skal da se at komme i gang så”, udbryder Niklas og dasker til Malene, som han mødte på Instituttet for Blinde og Svagsynede tidligere på året og nu er kærester med.
”Jeg skal lige have undersøgt, om mit syndrom er arveligt, inden jeg kaster mig ud i noget”, afviser Malene kontant, og så er isen ellers brudt, og snakken kører om den daglige husholdning, hvor Anette gerne vil vide, om de unge mennesker selv vasker deres tøj.
Pernille på 22 år, der stadig bor hjemme, men er skrevet op til lejlighed og meget gerne vil bo for sig selv, håndterer hele familiens vasketøj, mens Nicklas har en flittig farmor, der henter hans vasketøj og bringer det rent tilbage i skabet for ham.
”Men jeg skal lære det på et tidspunkt. Det vil jeg faktisk gerne”, siger Nicklas.
”Det vil jeg også, men jeg kan ikke se tallene på vaskemaskinen. Vi er ved at undersøge, om jeg kan få en vaskemaskine, jeg kan håndtere, og indtil videre hjælper pædagogerne i bofællesskabet med at vaske”, fortæller Navid, der flyttede ind i bofællesskabet, efter han havde prøvet at bo helt for sig selv, og det ikke helt fungerede for ham.
Synshandicappede skal selv
Malenes mor vasker alt hendes tøj, men hun har prøvet at sortere og hjælpe til.
”Jeg har det helt fint med, at jeg en dag selv skal vaske mit tøj. Jeg vil gerne kunne alt selv, men nogle gange er det også, som om det er vigtigere, at jeg skal gøre det selv end min søster, der fik vasket tøj hjemme i syv år, efter hun var flyttet hjemmefra. Der er aldrig nogen, der har sagt til hende, at hun skulle klare det selv. Men fordi jeg har et synshandicap, så skal jeg med det samme klare det selv”, siger Malene.
Nicklas er nysgerrig på sorteringen – hvordan gør man egentlig det, når man ikke kan se?
Anette anbefaler flere vaskekurve, så man har én til lyst og én til mørkt tøj og endelig én til de ting i husholdningen, der skal vaskes ved høje temperaturer. Hun deler også gavmildt ud af tips om vaskeposer, der passer på blonderne i vaskemaskinen og sokkelåse, man kan trække sokkerne igennem, så de følges både gennem vask og tørring og dermed er noget nemmere at holde styr på – ikke mindst parringen af de rigtige farver.
Styr på farverne
”Hvordan holder man styr på farverne? Jeg tror altså, at jeg indimellem går i noget sjovt tøj eller nogle sjove sammensætninger”, siger Nicklas.
Den udfordring har Nina løst ved at vælge meget farverigt tøj fra. Hun er 27 år og flyttede hjemmefra i 2013. Hun har en kandidatgrad, men vil gerne have tips til det praktiske og mere systematik.
”Jeans passer til det meste, og mine sokker er enten sorte eller hvide. Det gør det nemmere for mig. Jeg har også en app på min iPhone, der kan skelne mellem lys og mørk, og når jeg skal i byen, får jeg hjælp til farverne gennem Be My Eyes (en app, hvor man gennem kontakt med seende kan få hjælp til at se, hvad man har med at gøre, red.)”, forklarer Nina.
”Det handler meget om systemer – også i klædeskabet. Man kan for eksempel klippe et hjørne af vaskemærket i det mørke tøj, man har, så man kan kende forskel på lyst og mørkt, og ellers kan man bruge en farvetester. Kender I den?”, spørger Anette og tænder det lille apparat, som Nicklas straks holder ind mod sin T-shirt.
Alle rundt om bordet griner højt, da farvetesteren kort efter meddeler, at Nicklas’ T-shirt er bæverbrun.
”Så længe den ikke siger bæ-brun”, siger Malene, og så skriger forsamlingen igen af grin.
Make-uppet eller naturel
Snakken falder også på make-up, for hvordan klarer man lige den, når man ikke kan se?
Både Pernille og Nina har valgt det fra. De kan egentlig godt, men føler ikke noget behov for det. Nina pynter sig med et farverigt hårbånd eller smykker og skaber på den måde et særligt look.
”Jeg skal ikke være fashionabel, men jeg kan godt lide at vide, at jeg er soigneret”, siger Nina.
Heller ikke Malene orker make-uppen.
”For det første kan jeg jo ikke selv se det, og så gnider jeg mig i øjnene og ender med at ligne en panda. Så jeg har besluttet, at jeg lægger ikke make-up. Den type er jeg ikke. Jeg er naturel, og så må mine omgivelser leve med det. Jeg får farvet mine vipper hos frisøren, og det holder længe og er en god måde at få lidt farve på”, siger Malene.
Mies kæreste har også et synshandicap, men alligevel kan hun godt lide at tage en pæn kjole på og lægge make-up.
”Min kæreste kan ikke se det, men jeg føler mig mere festlig, og det giver mig noget, så jeg gør det for min egen skyld”, forklarer Mie.
Se dig i spejlet
Anette vil også lige høre, om drengene får barberet sig, for det at flytte hjemmefra handler ikke kun om husholdning og økonomi. Det handler også om personlig soignering, så man fremstår ordentligt, når man skal læse, søge job eller finde nye venner.
Nicklas bruger en barbermaskine, mens Navid får sin far til at hjælpe.
”Så må jeg fortælle dig, hvad der findes af muligheder, så du selv kan gøre det”, siger Anette.
”Jeg kan kigge i spejlet”, siger Navid spøgefuldt.
”Det er et godt råd til en blind”, siger Malene, og så griner flokken igen.
Fokus på at være blind
Nina spørger, om nogen ligefrem har valgt at tage forskellige sokker på eller sætte farver sammen, der umiddelbart ikke passer sammen for at understrege, at de er blinde.
”Det har jeg set på nettet, at nogle gør. De bruger simpelthen synshandicappet som et statement”, forklarer Nina.
”Jeg har engang været på arbejde med to forskellige sko hele dagen. Men det var ikke med vilje”, griner Anette, og Mie samler op:
”Jeg er meget opmærksom på ikke at gøre noget blindeagtigt, så jeg er nok lige modsat det, du nævner, Nina. Jeg har ikke brug for nogens medynk, og derfor er jeg meget bevidst om, hvilke signaler jeg sender”, siger Mie, mens Malene nikker ivrigt.
”Jeg har ikke lyst til, at folk skal tænke, at jeg ser kikset ud, fordi jeg er blind”, siger Malene.
”Det har jeg prøvet. Jeg havde åbenbart taget en ternet skjorte på og nogle bukser, der også var ternede, bare på en anden måde. Da jeg kom ned i bilen hos dem, jeg skulle følges med, så grinede de af mig og spurgte, hvordan det var, jeg så ud. Det var jo lidt svært at svare på”, fortæller Nicklas.
Mie har prøvet noget lignende. Hun havde taget pænt tøj på for at gå i Det Kongelige Teater og opdagede først ved aftenens slutning, at hun havde gået rundt med reflekser om anklerne hele aftenen.
”Ja, vi har mange af den slags historier. Det kan være svært, når man er ung og er ved at forme sig og finde sit liv. Så har man ikke lyst til at falde igennem”, siger Anette.
Svært at møde mennesker
Gruppen runder også rengøring og de gode råd om at fjerne alt fra gulvet, støvsuge i systemer og tage kvadratmeter efter kvadratmeter først den ene vej og så den anden for at gøre det bedst muligt, ligesom en bakke under tallerkner og glas kan samle de værste uheld op og altid huske at tørre bordet af, når man har lavet mad eller spist.
Et andet element i kurset er det sociale liv. Hvordan får man nye venner, når man ikke kan se, og hvordan kommer man i gang med aktiviteter i fritiden eller ligefrem et fritidsjob.
Både Malene og Pernille synes, det er svært at finde nye venner.
”Jeg bliver tit spurgt, om ikke jeg kan høre på stemmen, om folk er glade og åbne for en samtale. Det kan jeg ikke nødvendigvis. Jeg kan heller ikke lide at sige nej, det kan jeg ikke høre, for så gør jeg mig selv mere handicappet, end jeg er”, siger Pernille.
”Det er sådan en blindemyte – det med, at vi kan høre alt”, siger Nina.
”Ja, mange tror, at alle blinde er ens. Det er virkelig irriterende”, siger Nicklas.
”Ja, ligesom folk, der tror, vi hører bedre. Jeg kan da godt høre, om folk er sure eller glade, men alle udtrykker sig jo forskelligt, så jeg bliver nemt usikker, når jeg ikke kan se deres ansigter. Hvordan bryder man ind i en gruppe og bliver en del af samtalen”, siger Malene.
”Og bliver en del af miljøet. Der er også et visuelt socialt miljø, når man er på studie eller arbejdsplads. Der kan være flag på bordet ved en fødselsdag, aktiviteter i kaffeområdet eller opslag på tavlen, som man bare ikke ser og derfor aldrig bliver en del af”, supplerer Mie.
”Jeg har hørt, at 7% ved et møde mellem mennesker er ord. Resten er tonefald, udtryk, gestik og sådan noget. Der er meget, man ikke opfatter, når man har et synshandicap”, siger Malene.
Dating er svært
Pernille har knækket lidt af koden ved altid at følges med en god veninde, når hun skal møde nye mennesker eller være med i større forsamlinger.
”Jeg møder bedst nye mennesker, når jeg følges med en veninde, der kender mig og mit synshandicap og ikke bare forsvinder lige pludselig. Det gør mig tryg at have en livline. Jeg tager ikke bare til en fest, hvor jeg ikke kender nogen i forvejen”, siger Pernille.
Nina bruger i høj grad en app, der hedder meetup.com, hvor man finder sammen i interessefællesskaber og mødes.
”Jeg var på en sci-fi messe, men det er meget alsidigt og mindre forpligtende end dates, også fordi man møder nye mennesker omkring en interesse og ikke bare for at få en kæreste”, forklarer Nina.
Både Nina og Nicklas har datet både seende og andre med synshandicap. Malene har været lidt på Tinder, inden hun mødte Nicklas og blev kærester med ham, men Navid har opgivet dating-apps.
”Jeg synes ikke, det fungerer for mig. Jeg prøver at finde en, men der sker ingenting”, siger Navid.
”Fortæller du om dit synshandicap?”, spørger Mie.
”Nogle gange, men ofte når jeg slet ikke så langt”, siger Navid.
”Jeg skrev med én, og der fortalte jeg rimeligt hurtigt, at jeg havde et synshandicap. Men det kunne han nok godt se på mit billede, hvor jeg har hinkestensbriller på. Han sagde, at han var ligeglad, så længe der var kemi. Men jeg tror, det kan være svært”, siger Malene.
”Jeg leder ikke efter en kæreste endnu. Jeg kommer ikke så meget ud, fordi jeg ikke er på studie, så der sker ikke det store på det område. Men jeg kunne rigtig godt tænke mig et fritidsjob, for det er svært med et synshandicap”, siger Pernille, der gerne vil søge ind på japanske studier, men ikke har høje nok karakterer og derfor brug for et fagligt relevant studiejob, der kan løfte hende ind på studiet.
Inspiration fra andre
Gustav Kallan er 27 år og studerer på RUC og har netop et studiejob. Han fortæller levende og humoristisk til flokken af unge om at være heldig og få chancen, og så er der ingen af hans kompenserende hjælpemidler, der virker på den computer, han får udleveret, da han begynder jobbet.
”Det var stressende, men det handler i høj grad om ikke at give op og forlange at få den hjælp, man har brug for i forhold til hjælpemidler”, forklarer Gustav, der sammen med Edis Adilovic på 28 år, der netop har fået job som IT-konsulent på helt almindelige vilkår, skal inspirere ”flyt-hjemmefra-holdet” og vise, at det faktisk kan lade sig gøre at gennemføre studie og finde et job.
”I er oppe mod seende, der har haft småjobs fra en tidlig alder. Men det er vigtigt for udviklingen hos jer, at I får et fritidsjob for I får brug for det senere. Det er vigtigt at have noget erfaring. I kan bruge netværk, familie og venner i jagten på et job, og så skal I tro på det og kæmpe for det”, siger Edis.
Mødet med andre blinde, der både har job, kærester og har klaret sig selv, siden de var ganske unge, har været fantastisk, mener Malene, da kurset når sin slutning.
”Det giver en stor troværdighed at møde voksne med synshandicap, der har klaret sig så godt i livet. Det har jeg virkelig kunnet bruge til noget. De har en helt anden erfaring, og de ved, hvad det handler om. De behøver ikke lange forklaringer for at forstå, hvordan det er at leve med et synshandicap. Det er virkelig dejligt, og det har også været dejligt at møde andre unge mennesker i samme situation som mig og få deres erfaringer med hjem”, siger Malene.
Mor er også glad
Forældrene til de unge flytteklar mennesker har også været med på kursets første modul og talt om give slip. For det er ikke altid lige nemt, når man har et barn med et synshandicap.
”Jeg tror på Malene, og hun har viljen til at klare sig selv, men det har været svært for hende at være alene på den måde, og det gør ondt på mig. Faktisk har det været nemmere at give slip, end jeg troede, det ville være, men det er måske, fordi jeg ved, Malene har viljen til at leve et selvstændigt liv. Men det gør ondt, hvis jeg kan høre, at hun er ked af det eller føler sig ensom”, forklarer Gitte Haubro, der var meget begejstret for kurset og navnlig mødet med de andre forældre og ikke mindst de voksne synshandicappede undervisere.
”Det var meget inspirerende at møde Jannie, der er en flot dame, velsoigneret og veluddannet, og tale med hende og de andre forældre om at give slip. Høre hendes historie om et liv med synshandicap. Det giver virkelig tro på, at der findes et godt liv med synshandicap. Jeg synes, det er et fantastisk koncept, at mennesker med synshandicap hjælper andre med synshandicap”, forklarer Gitte, der også havde gode snakke med andre forældre.
”Vi har mange fælles ting, vi tumler med som forældre til børn og unge med synshandicap. Vi møder mange af de samme barrierer og oplever, at vores børn kan have svært ved det sociale, og det er jo vanskeligt for os forældre, for vi kan jo ikke skabe venskaber for vores børn. Det skal de lære selv, og der tror jeg det med at møde andre på kursus kan give nye venskaber, og alle de gode og forskellige måder at møde nye mennesker på kan inspirere og give mod”, siger Gitte, der havde glædet sig kurset og til fulde har fået sine ønsker indfriet.
”Både Malene og jeg havde glædet os sådan til kurset, og vi har begge fået utroligt meget med hjem. Jeg er en glad mor, der kan se mit barns fremtid spejlet i de dygtige undervisere, og jeg kan mærke, at Malene er blevet mere klar til at stå på egne ben og har fået nye teknikker og redskaber både til det praktiske og det sociale. Det gør jo mig til en glad mor”, siger Gitte.