Guide til uddannelsessteder
Inklusion af studerende med synsnedsættelse, starter før studiestart
Tag dialogen tidligt. En afklarende samtale inden studiestart kan forebygge langt de fleste udfordringer og skabe klare rammer fra begyndelsen. Derfor anbefaler vi, at der afholdes ét samlet koordineringsmøde med:
- den studerende
- SPS-vejleder
- studievejleder
- relevant underviser eller uddannelsesleder.
Formålet med et koordineringsmøde er at afklare:
- hvilke hjælpemidler den studerende har brug for
- hvordan undervisning og eksamen tilpasses
- hvordan materialer gøres tilgængelige
- hvem der har ansvar for hvad.
Tilgængelige materialer er en forudsætning
Når materialer kommer for sent eller er i utilgængelige formater, bruger den studerende unødig energi på at indhente det forsømte. Det kan påvirke både faglighed og trivsel. For mange studerende med synsnedsættelse er tilgængelige materialer en forudsætning for at kunne følge med i undervisningen.
Det indebærer blandt andet:
- Pensumlister er tilgængelige i god tid
- PDF-filer er tekstgenkendelige (ikke scannede billeder)
- Slides og noter uploades senest dagen før undervisningen
- Komplekse grafer og illustrationer suppleres med alternative beskrivelser.
Gør undervisningen mere tilgængelig
Behov varierer fra studerende til studerende. Spørg hellere én gang for meget end én gang for lidt. Følgende justeringer kan gøre undervisningen mere tilgængelig for studerende med synsnedsættelse:
- Sig højt, hvad der skrives på tavlen
- Undgå udelukkende at bruge visuelle henvisninger
- Del billeder og undervisningsmateriale før timen
- Vær opmærksom på gruppedannelse.