Typer af hjælpemidler
Der findes en række typer af hjælpemidler, som kan være en støtte for mennesker med synshandicap. Med de rette hjælpemidler kan du klare langt flere ting uafhængigt af andres hjælp. Alt fra oplevelser til daglige gøremål og personlig pleje bliver langt nemmere.
Hjælp til læsning
Udfordringer med at læse og skrive kan fylde meget, hvis du har et synshandicap. Der findes dog forskellige typer af hjælpemidler, som kan afhjælpe dette. Det kan for eksempel være forstørrelse ved hjælp af lupper eller CCTV, som er et forstørrelsesapparat forbundet til et kamera og en skærm. Den tekst, man ønsker at læse, placeres under skærmen, hvorefter den vises i stor størrelse på skærmen.
Hvis forstørrelse ikke er nok, er det muligt at få teksten læst op ved at scanne teksten ind og få den læst op på sin computer eller smartphone. Det er også muligt at bruge skærmlæsere, som læser den markerede tekst på din computer højt.
Blinde og svagsynede kan også gratis blive medlem af NOTA og benytte sig af deres mange lydbøger, e-bøger og punktskriftbøger
Forskellige typer af hjælpemidler til husholdning og madlavning
Det kan være noget af en mundfuld at lave mad uden syn, men det er bestemt ikke umuligt. Med gode køkkenrutiner, hjælpemidler samt orden og system kan man komme langt og blive god til at lave mad med andre sanser. De mest almindelige typer af hjælpemidler i køkkenet er talende køkkenvægt og stegetermometer, minutur med taktil afmærkning og en særlig køkkenkniv med indstilling af brødets skivetykkelse.
Hvis du har svært ved at indstille ovnen, kan afmærkning være løsningen. Du kan for eksempel afmærke komfur, ovn og vaskemaskine med taktile afmærkningsdupper. Du kan også få afmærkningsbånd i forskellige farver og med taktilt mønster, som du kan bruge til at kende forskel på konservesdåser, krydderiglas og mælkekartoner.
Hvis du er svagsynet, er det en hjælp at tænke i kontraster og vælge skærebrædder og skåle i modsatte farver end bordpladen.
Hvis du skal klare tøjvasken, kan du med fordel bruge en farvetester til at sortere dit vasketøj inden vask. Du kan også bruge sokkelåse til at parre ensfarvede strømper under vask og tørring.
Hjælpemidler til hobby og fritid
Selvom du mister synet, kan du godt bevare et aktivt fritidsliv. Det kræver bare den rette støtte og de rette hjælpemidler. Der findes for eksempel et utal af tilgængelige brætspil og mærkede spillekort og terninger. Du kan også få særlige bolde med lyd samt sportsudstyr, der udelukkende henvender sig til mennesker med synshandicap. Rundt om i landet findes der flere tandemklubber, der tilbyder cykling med en seende makker.
Hvis du er blind eller svagsynet og utryg ved at færdes på egen hånd, er det muligt at finde en gå- eller løbeledsager gennem motionsappen Move United, der forbinder mennesker med synshandicap med frivillige motionister.
Med særligt værktøj med tale og taktil afmærkning kan du fortsat kaste dig over gør-det-selv-projekter.
I vores kursuskatalog kan du finde et bredt udvalg af hobbykurser for kreative sjæle med synshandicap.
Forskellige typer af hjælpemidler til sundhed og personlig pleje
På sundhedsområdet kan du få talende termometer, blodsukkermåler og blodtryksmåler. Der findes også særlige pilleæsker med punktskrift eller taktil markering.
Til personlig pleje findes der blandt andet talende badevægte, en buet neglefil og spejle med lys eller stor forstørrelse.
På badeværelset har mange produkter samme form og emballage, som gør det svært at skelne produkterne fra hinanden. Det kan du komme udenom ved at afmærke produkterne med afmærkningsbånd i forskellige farver og med taktilt mønster.
Hjælp til film og tv
DR har fokus på tilgængelighed, så derfor findes der flere tilgængelighedsløsninger til blinde og svagsynede, som sikrer, at du får større udbytte af programmerne.
DR tilbyder for eksempel synstolkning på udvalgte programmer. Her er programmerne udstyret med et ekstra lydspor, hvor en fortællerstemme beskriver, hvad der sker på billedsiden i et program.
På DR’s programmer kan du også vælge at få undertekster læst højt, når der tales fremmedsprog.
Der findes også forskellige bokse, der kan tilsluttes dit tv og derved forstørre underteksterne og/eller læse dem højt. Andre kan bedre følge med, hvis de ser programmerne på en iPad.
I biografen kan du få synstolkning på udvalgte danske film via appen Moviereading, som ved hjælp af mobilens mikrofon synkroniserer synstolkningen med filmens lydside.
Hjælpefunktioner til telefoner
Hvis man har en smartphone, findes der forskellige synskompenserende funktioner, som gør telefonerne nemmere at betjene med et synshandicap. Det kan for eksempel være VoiceOver, som forklarer, hvad der sker på skærmen, indtastningsfeedback samt mulighed for at justere skriftstørrelse, farveintensitet og farvetone.
Der findes også enklere mobiler med store knapper og skærmlæser. Fastnettelefoner fås også med store knapper.
Hjælpemidler til belysning
Når du har et synshandicap, kan lys og belysning være afgørende for, hvor godt du kan udnytte dit restsyn. Den rigtige belysning har betydning for den enkeltes mulighed for at klare sig selvstændigt i hverdagen. Det er derfor vigtigt, at indgangsparti, arbejdsrum og køkkenet er godt belyst. Lysfarve, kontraster, lysintensitet og blænding er nogen af de faktorer, der kan have indflydelse på, hvor godt du kan udnytte dit restsyn.
Ved indretning af hjemmet er det vigtigt at tage hensyn til, at mennesker med synshandicap har forskellig gavn af lyset. Nogen har for eksempel brug for meget lys for at udnytte synsresten optimalt, mens andre har størst gavn af dæmpet belysning. Behovet for belysning kan ændre sig, hvis synsnedsættelsen ændrer sig.
Ved håndarbejde, læsning og andre aktiviteter kan du supplere med kraftige bordlamper eller gulvlamper, der kan vinkles, så de lyser direkte på området. Ved måltider kan du også bruge en kuvertlampe, som kan lyse din tallerken op. Kuvertlamperne fås også i mindre sammenklappelige størrelser, som kan medbringes uden for hjemmet.
Du kan kontakte synsrådgivningen i din kommune for at få vejledning om belysning, så du vælger det rette lys til dig. Synsrådgivningen afprøver lysforhold i private hjem, institutioner og i deres lysrum.