Grundfigurer, alfabet og tal

Grundfigur

Punktskrift har eksisteret i sin nuværende form siden 1825, hvor franskmanden Louis Braille udviklede grundfiguren til punktskrift. Grundfiguren består af to kolonner med tre punkter i hver.

Grundfiguren ser sådan ud:

Grundfigur af punktskrift

Alfabetet

Grundformen giver mulighed for at danne i alt 64 kombinationer af punkttegn. Heraf bruges de 63 tegnkombinationer til både bogstaver og tegnsætning, mens der er 1 tegn, der er helt blankt. Det blanke tegn svarer til et mellemrum.

I lande, hvor man anvender det latinske alfabet, er punkttegnene ens, dvs., at et A på dansk også er et A på for eksempel engelsk.

For eksempel repræsenterer tegnene i det kinesiske punktalfabet lyde i det kinesiske sprog i stedet for enkelte bogstaver.

Alfabetet ser sådan ud (det er de sorte punkter, der udgør tegnet):

Punktskrift alfabetet, hvor sorte prikker markerer bogstaverne

Forkortelser

Punktskrift fylder væsentligt mere end en almindelig skreven tekst. Faktisk fylder det cirka 33% mere. Derfor bruger man i stor udstrækning forkortelser for de mest almindelige ord og orddelinger. Det gør læsningen hurtigere, og det gør teksten mindre omfangsrig.

Når man bruger forkortet punktskrift, kan et helt ord blive erstattet af et enkelt bogstav, eller man nøjes med kun at skrive dele af ordet. For eksempel vil ordet “selvfølgelig” vil blive forkortet til “svf” på punkt.

Jeg er vild med punktskrift, fordi det er fedt at kunne læse i sengen, uden lyset er tændt

– Jørgen Eckmann

Tal

Når man skal skrive tal med punktskrift, tager tallene også udgangspunkt i grundfiguren. Der er dog ikke et specifikt tegn for hvert tal i de 64 kombinationsmuligheder, som grundtegnet rummer. I stedet genbruger man bogstavtegnene til at lave et tal ved at sætte et ”taltegn” foran bogstavtegnet. På den måde ved læseren, at det er et tal og ikke et bogstav, han/hun læser.

Tallene går fra 0-9 og bruger de første ti bogstaver i alfabetet:

A = 1

B = 2

C = 3

D = 4

E = 5

F = 6

G = 7

H = 8

I  = 9

J = 0

Punktskrift tal 0-9

Specielt matematik og anden naturvidenskabelig tekst kræver, at man på punktskrift ofte må bruge flere tegn for at angive ét sortskrift/skrevet tegn.

8-punkts Braille-alfabet

Igennem de senere år er der, blandt andet i forbindelse med brug af computere og punktskrift via elektroniske medier, opstået et behov for at kunne skrive punktskrift én til én, altså ikke som dobbelttegn.

Ved at udvikle et supplerende tegnsæt, som bygger på 8 punkter, 2 i bredden og 4 i højden, har man udviklet et system med 256 tegn i stedet for det “klassiske” 6-punktssystem med 64 tegn. Dette system bruges især på notatapparater og punktskriftdisplays, som er forsynet med 8 punkts punktceller.

På den måde kan man uden hjælpetegn skrive store bogstaver, tal og en række særlige tegn, herunder vokaler med accenter.