Faciliteter på Fuglsangcentret

Indendørsfaciliteter

Centret har ca. 5.200 m2 under tag, og foruden 60 værelser og restaurant finder du også en døgnåben reception, café og barområde samt et topmoderne konferencecenter.

Værelserne

Fuglsangcentret har 60 dobbeltværelser med egen terrasse, der har direkte udgang til de smukke grønne områder. Værelserne er alle lyse og imødekommende, og hvert værelse har eget badeværelse med god opbevarings- og afsætningsplads.

Konference- og mødecenter

De smukke bygninger rummer møde- og konferencesale af forskellig størrelse i høj standard til 200 personer samt kursusværksteder. Alle møderum er forsynet med de nyeste tekniske faciliteter såsom topmoderne AV-udstyr.

Pool og spaområde

På hotellet findes desuden en stor pool på 15 meter, hvor du kan svømme nogle baner inden morgenmaden eller efter en lang møde- eller kursusdag. Der er også en stor og hyggelig sauna med stjernehimmel, der giver god ro og mulighed for at slappe af.

Restauranten på Fuglsangcentret

Restauranten serverer dejlig mad med mulighed for valg af diæt- og specialkost. Betjeningen er tilrettelagt mennesker med synshandicap, så det bliver en afslappende og god oplevelse at spise i fællesskab med de andre gæster på Fuglsangcentret.

Udendørsfaciliteter

Fuglsangcentret har ca. 35.000 m2 grundareal med adgang til skoven lige uden for dørene. Der er tilgængelig adgang til skoven via særligt indrettede stier. Her finder du alt lige fra en Go High-sti over legeplads og bålhytte til sansehave.

Go High og mobilitetssti

På centrets mobilitetssti kan du udfordre dine sanser, uanset om du er blind eller seende. Med en blindestok i hånden – og mørkebriller, hvis du er seende – kan du føle dig vej frem over forskellige underlag. Pludselig vil du opleve ting med dine andre sanser, som du måske ikke lægger mærke til normalt – fuglesang, vinden og duften af blomster eller nyslået græs, samtidig med at din koncentration kommer på en prøve.

Du kan også udfordre dig selv på vores Go High-bane. Banen er kvadratisk indrammet af fire høje søjler. Der er mulighed for klatring i flere højder – så der er noget for de modige og noget for de rigtig vilde vovehalse. Efter klatring fortsætter du til en svævebane, hvor du flyver ud over haven og lander på et lille podie, hvorfra du kan få jordforbindelse igen via en rebstige med rundstokke som trin.

Bålhytte og Sansehave

I den store skønne park, der omkranser Fuglsangcentret, kan du finde vores smukke sansehave. Her kan du slappe af og lade tankerne flyve til den rislende lyd af vand, eller I kan sidde omkring det knitrende bål med fællesskab og hygge i højsædet.

Løberuter og løbegård

Uanset om du selv trænger til en løbetur i den smukke omkringliggende skov, eller din førerhund trænger til at komme af med noget energi, har vi masser af muligheder. Receptionen kan være behjælpelig med gode ruter ind i skoven, og i vores skønne park finder du en god løbegård til førerhunde.