Mødested for blinde og svagsynede
Fuglsangcentret i Fredericia er et af landets mest tilgængelige og handicapvenlige hoteller og konferencecentre, hvor du både kan holde ferie og lære nyt.
Fuglsangcentret i Fredericia er et moderne firestjernet konferencecenter, hvor læring og livskvalitet går hånd i hånd. Det er samtidig et hotel særligt indrettet til blinde og stærkt svagsynede, men hvor alle gæster har glæde af den intuitive indretning og den helt niveaufri adgang. Her er plads til de nysgerrige, til dem, der kan lide god mad, til de naturglade og til dem, der trænger til en weekend i lækre omgivelser – kort sagt: Her er plads til mennesker.
Et hjem udenfor hjemmet
Fuglsangcentret er åbent for alle året rundt. Der er derfor rig mulighed for hyggelige ophold på hverdage og i weekender, hvor man bare nyder et afbræk fra dagligdagen og den gode mad i restauranten. For mange blinde og stærkt svagsynede fungerer Fuglsangcentret som et hjem udenfor hjemmet. Her kan man færdes trygt og frit, fordi det er indrettet klogt og godt i forhold til mennesker med synshandicap. På Fuglsangcentret er du hjemme, mens du nyder al den luksus, du får, når du er ude.
60 dobbeltværelser i naturskønne omgivelser
Fuglsangcentret har 60 dobbeltværelser med eget bad og toilet, beliggende i naturskønne omgivelser tæt ved Fuglsang Skov i Fredericia. Centret har ca. 5.200 m2 under tag, og ca. 35.000 m2 grundareal med adgang til skoven lige udenfor dørene. Der er tilgængelig adgang til skoven via særligt indrettede stier.
I den enorme have, der omkranser Fuglsangcentret, er der blandt andet indrettet en afslappende sansehave, der stimulerer både lydsans såvel som duft- og synssans. Udendørs er der desuden sportsplads, udendørs fitnessområde med maskiner, mobilitetssti, Go High-bane, legeplads for børn, bålhytte og en løbegård for førerhunde.