Strategi for kommunikation 2022-2025
Dansk Blindesamfund er blinde og svagsynedes fælles stemme. Vi støtter og hjælper mennesker med synshandicap. Vi kæmper for at skabe lige muligheder i samfundet. Og vi bidrager til at forebygge synshandicap.
Kommunikation er et væsentligt redskab til at realisere foreningens mål til gavn for medlemmer, kommende medlemmer og andre med en relation til Dansk Blindesamfund.
Det skønnes, at der er ca. 75.000 blinde og svagsynede i Danmark. Heraf vurderes det, at 20-25.000 har et så alvorligt synshandicap, at de opfylder medlemskriteriet i Dansk Blindesamfund. Udviklingen i antallet påvirkes af, at flere danskere lever længere, og at der derfor er flere, der vil opleve et synstab. Samtidig bliver behandlingerne bedre, og som følge heraf reduceres synstabet inden for nogle øjensygdomme. Dansk Blindesamfund vil gerne nå alle med synshandicap med foreningens tilbud.
Vi møder mange udfordringer som synshandicappede: Mange blinde og svagsynede får ikke den rette hjælp i hjemmet, som forældre, i daginstitutioner, i skoler, på uddannelser, på arbejdsmarkedet, i trafikken, i den digitale verden, i idrætslivet, i foreningslivet og i kulturlivet.
Dansk Blindesamfund er engageret internationalt i blandt andet World Blind Union, European Blind Union og Nordisk Samarbejdskomite, og vi samarbejder med organisationer af blinde og svagsynede i Afrika og Asien. Uanset indsatsområdet, vi arbejder med, og om det er nationalt eller internationalt, er der behov for Dansk Blindesamfunds engagerede og målrettede indsats for at skabe positive forandringer. Kommunikation er et afgørende redskab i den sammenhæng.
Strategiske udfordringer
Dansk Blindesamfund står over for en række strategiske udfordringer, der er relevante i forhold til kommunikationsstrategien. Nogle af de væsentligste er faldende medlemstal, skærpet konkurrence om opmærksomhed og et skærpet marked for fundraising.
Faldende medlemstal
Dansk Blindesamfund ønsker at støtte og hjælpe mennesker med synshandicap. Det fordrer, at målgruppen kender og benytter de mange tilbud i foreningen. En væsentlig udfordring, der skal håndteres i de kommende år, er, at Dansk Blindesamfunds medlemstal er faldende. Med estimeret 20-25.000 medlemmer i målgruppen jf. synskriteriet, er ambitionen at være flere end de ca. 7.000 medlemmer, der er i dag.
Medlemsstrategien for 2022-2027 fastlægger de indsatser, der skal prioriteres inden for medlemsrekruttering og synlighed samt medlemsaktiviteter.
Dertil kommer en række indsatser, der er nødvendige at have fokus på i forhold til kommunikationen til medlemmer: Medlemmerne skal have hurtig og nem adgang til den kommunikation, de efterspørger, hvilket blandt andet kræver en udvikling af medlemsbladet, nyhedsbreve og hjemmesiden. Endvidere tilbud om kurser for medlemmerne, samt at kommunikationen målrettes de forskellige behov, som medlemmerne har. Det gælder også forskelle afhængigt af synsstatus.
Det øgede behov for hurtig kommunikation betyder, at alle ikke kan modtage kommunikationen på samme tid, men vil modtage den så hurtigt, det er muligt at producere den, for eksempel på punktskrift og lyd. Disse indsatser er medtænkt i den handlingsplan for 2023, der er blevet udarbejdet i forlængelse af kommunikationsstrategien. Handlingsplanens periode er forlænget til medio 2024.
Skærpet konkurrence om opmærksomhed
Dansk Blindesamfund kæmper for at skabe lige muligheder i samfundet for blinde og svagsynede. En udfordring er øget konkurrence om taletiden. Der er mange organisationer, budskaber og platforme, der kæmper om opmærksomheden. Det betyder skærpet konkurrence i forhold til politisk lydhørhed og interessevaretagelse.
Den skærpede konkurrence om opmærksomhed er også en udfordring i forhold til Dansk Blindesamfunds fokus på at være synlig for medlemmer/aktivitetsmedlemmer, kommende medlemmer, pårørende og bidragydere samt i forhold til at kunne bidrage til forebyggelse af synshandicap.
Alt dette kræver, at vi er i stand til at formidle vores budskaber i en situation, hvor konkurrencen om opmærksomheden er skarp, og der må benyttes de kommunikative virkemidler, der er nødvendige for at nå målgruppen.
Skærpet marked for fundraising
Alle Dansk Blindesamfunds aktiviteter og indsatser kræver finansiering. En udfordring er den skærpede konkurrence om fundraising, hvad angår private bidragydere, virksomheder og fonde. Der er vedtaget en særskilt strategi med mål for indsamling.
Krav til kommunikationen
For at møde udfordringerne er der en række krav, kommunikationen må leve op til: Der må prioriteres mellem målgrupper, kommunikationen må have tydelige budskaber, kommunikationen må altid være troværdig og afspejle foreningens værdier og endelig må kommunikationen appellere til målgrupperne og ske via rette kanal.
Prioritering af målgrupper
Der er mange målgrupper, som Dansk Blindesamfund ønsker at nå med sin kommunikation. Målgrupperne er blandt andet medlemmer/aktivitetsmedlemmer, kommende medlemmer, tillidsvalgte, pårørende, politikere, embedsmænd, bidragydere, øjenlæger, medarbejdere på kommunikationscentre og tilbud for blinde og svagsynede, andre handicaporganisationer, fagorganisationer, fagprofessionelle mv. Der skal kommunikeres strategisk og vedvarende, og der er derfor behov for at prioritere mellem målgrupperne.
Dansk Blindesamfund prioriterer særligt kommunikationen til fire målgrupper:
- Mennesker med synshandicap (alle medlemmer og aktivitetsmedlemmer, herunder tillidsvalgte samt synshandicappede, der endnu ikke er medlemmer).
- Mennesker tæt på foreningen (pårørende og bidragydere).
- Politikere og andre, der påvirker beslutninger.
- Den brede offentlighed.
Kommunikationen må have tydelige budskaber
Dansk Blindesamfund kommunikerer ud fra en forståelse af, at vi som synshandicappede møder en masse udfordringer i tilværelsen, men med den rette hjælp kan vi leve et aktivt, selvstændigt og ligeværdigt liv.
Vi arbejder for, at mennesker med synshandicap i Danmark og i verden ligestilles med andre borgere i samfundet og får mulighed for selvbestemmelse over eget liv og tilværelse.
For at trænge igennem i medierne er der behov for at arbejde strategisk med sammenhængen mellem foreningens budskaber, timingen i, hvornår de bringes, samt hvilke kanaler der anvendes.
Kommunikationen må altid være troværdig og afspejle foreningens værdier
Dansk Blindesamfund kommunikerer altid ud fra en dyb forståelse af målgruppen og den mangfoldighed, der kendetegner mennesker med synshandicap. Dette er fundamentet for, at Dansk Blindesamfund fremstår relevant og troværdig.
Kommunikationen afspejler foreningens værdigrundlag, som er følgende:
- Vi lægger vægt på respekt og værdighed.
- Vi fungerer som rollemodeller og inspiratorer.
- Vi er positive og engagerede.
- Vi tager ansvar og stiller krav.
- Vi handler etisk.
Kommunikationen må appellere til målgrupperne
For at vinde gehør må Dansk Blindesamfunds budskaber kommunikeres målrettet til målgrupperne og via de kanaler, der er relevante i forhold til målgrupperne. Det betyder også en ambition om at nå målgrupperne opdelt både efter interesse og geografi.
Dansk Blindesamfund har i de kommende år et særligt fokus på at udvikle kommunikationen til medlemmer. Det gælder blandt andet medlemsbladet, sms-tjenesten og hjemmesiden. Vi vil i højere grad formidle via lyd, som er et format, mange medlemmer kan benytte.
I en verden, der i stigende grad kommunikerer via billeder og video, må kommunikationen til svagsynede og seende være visuelt appellerende for at nå og fastholde modtagerne. Samtidig skal blinde og stærkt svagsynede imødekommes af kommunikationen.
Kommunikationen må gerne appellere til følelser og tage udgangspunkt i synshandicappedes egne historier og oplevelser. Det skal altid ske på en værdig måde, så hverken den person, der indgår i kommunikationen, eller andre blinde og svagsynede føler sig udleveret.
Kanaler
Herunder er oplistet de kanaler, Dansk Blindesamfund vil kommunikere gennem i de kommende år. Flere kan komme til.
Der er ikke tale om en prioriteret rækkefølge, og der må altid vælges den eller de kanaler, der er hensigtsmæssig i forhold til målgruppen og indholdet.
Mennesker med et synshandicap (alle medlemmer/aktivitetsmedlemmer, tillidsvalgte og synshandicappede, der endnu ikke er medlemmer) kommunikerer vi med via:
- Medlemsbladet
- Aktivitetsnyhedsbrevet (coronanyhedsbrevet)
- Synspunktet (lukket gruppe på Facebook)
- Formandens profil på Facebook
- blind.dk
- Konsulentordningen
- Kursuskataloget
- Øjenkrogen (podcast)
- Sms-tjenesten
- Synslinjen
- Medlemsservice
- Velkomstbrev til nye medlemmer
- FU-nyt
- Materiale til hovedbestyrelsen
- Telefontjenesten
- Årsberetningen
- Øjenafdelinger, øjenlæger og optikere
- Plejecentre og hjemmepleje
- Eventuelt nye kanaler på de sociale medier
Vi vil formidle mere kommunikation til medlemmerne i lydformat og med kortere leveringstid.
Mennesker tæt på foreningen: Pårørende og bidragydere kommunikerer vi med via:
- Dansk Blindesamfunds side på Facebook
- blind.dk
- Øjeblikket (blad til bidragydere)
- Øjenkrogen (podcast)
- Nyhedsbreve
- Direct Mails
- Øjenafdelinger, øjenlæger og optikere
- Plejecentre og hjemmepleje
Politikere og andre, der påvirker beslutninger, kommunikerer vi med via:
- Twitter (via de fire FU-medlemmers profiler)
- Pressearbejde (pressemeddelelser, læserbreve, Twitter)
- Dansk Blindesamfunds side på Facebook
- Formandens profil på Facebook
- Direkte kontakter til politikere og embedsmænd
- Deltagelse i og oplæg på møder og konferencer
Den brede offentlighed kommunikerer vi med via:
- blind.dk
- Dansk Blindesamfunds side på LinkedIn
- Øjenkrogen (podcast)
- Dansk Blindesamfunds side på Facebook
- Øjeblikket (blad til bidragydere)
- Nyhedsmedier (landsdækkende og lokale)
- Eventuelt nye kanaler på de sociale medier
Strategien er vedtaget af hovedbestyrelsen 24.-26. juni 2022