Strategi for Dansk Blindesamfund 2026-2034

Dansk Blindesamfund er blinde og svagsynedes fælles stemme. Vi støtter og hjælper mennesker med synshandicap. Vi kæmper for at skabe lige muligheder i samfundet. Og vi bidrager til at forebygge synshandicap.

Vi former fremtiden med afsæt i fem strategiske spor

Dansk Blindesamfund har til formål at varetage blinde og svagsynedes interesser for at sikre ligestilling med andre borgere i samfundet samt mulighed for selvbestemmelse over eget liv og tilværelse.

Vores udgangspunkt er, at alle blinde og svagsynede har ret til et meningsfuldt liv – i tæt samspil med sine nærmeste og som en aktiv del af det omgivende samfund.

Vi arbejder rettighedsbaseret med afsæt i FN’s handicapkonvention og bygger vores indsatser på mere end 100 års erfaring.

Med afsæt i vores formålsparagraf har vi for perioden 2026–2034 formuleret fem strategiske spor, der både favner vores arbejde bredt – på tværs af sektorer og geografi – og samtidig sætter en tydelig retning for foreningens udvikling i de kommende år.

  • Spor 1: Vi insisterer på et samfund, hvor blinde og svagsynede har lige muligheder
  • Spor 2: Vi arbejder for blinde og svagsynedes ret til habilitering og rehabilitering
  • Spor 3: Vi står sammen og sikrer, at ingen står alene med et synshandicap
  • Spor 4: Vi skaber forandring gennem viden og stærke partnerskaber
  • Spor 5: Vi styrker fundamentet for et samlet og handlekraftigt Dansk Blindesamfund

Spor 1: Vi insisterer på et samfund, hvor blinde og svagsynede har lige muligheder

Vi har en vision om et fuldt tilgængeligt samfund, hvor blinde og svagsynede børn som voksne har reel og lige adgang til aktiv deltagelse i alle dele af samfundslivet – herunder undervisning, uddannelse, beskæftigelse, sundhed, fritids- og kulturliv samt i samfundsdemokratiet.

Vi arbejder for at sikre, at blinde og svagsynede kan leve så selvstændigt som muligt, og at samfundet leverer de nødvendige kompenserende løsninger – herunder hjælpemidler tilpasset den enkeltes behov – som understøtter reel ligestilling og fuld samfundsdeltagelse.

Tilgængelighed skal være et grundprincip både fysisk og digitalt

Vi arbejder for et samfund, hvor fysisk og digital tilgængelighed er tænkt ind fra start, når nyt udvikles, eller eksisterende ændres – uanset sektor. Det gælder derfor både i det fysiske møde med det offentlige rum, i den kollektive trafik og fx i sundhedssystemet. Vi insisterer samtidig på tilgængelighed til de digitale løsninger, som såvel private aktører som offentlige myndigheder tilbyder. Vi insisterer ligeledes på, at der også skal findes gode, analoge løsninger for borgere, der ikke kan bruge digitale løsninger. I det omfang tilgængeligheden er utilstrækkelig, skal der være kompenserende ordninger til rådighed.

Sådan vil vi arbejde med tilgængelighed som grundprincip:

  • Vi påvirker lovgivning, standardiseringsarbejde og kontrolmekanismer, der sikrer fysisk og digital tilgængelighed.
  • Vi forventer, at alle offentlige digitale løsninger skal være tilgængelige, og at blinde og svagsynede får den nødvendige hjælp til at anvende dem.
  • Vi stiller krav om, at blinde og svagsynede – i lighed med andre borgere – får adgang til information om vigtige samfundsforhold samt mulighed for at få information om, hvad der sker i lokalsamfundet.
  • Vi arbejder for, at fysisk tilgængelighed bliver tænkt ind i alle offentlige og private bygninger, transportmidler og byrum, så blinde og svagsynede kan færdes trygt og selvstændigt i samfundet.
  • Vi går forrest ved at integrere tilgængelighed som et grundprincip i alle vores egne løsninger – både fysiske og digitale – og sikrer, at ansatte, tillidsvalgte og frivillige har de rette redskaber og kompetencer.
  • Vi fremmer, at der er tilbud om fysiske og digitale ledsageordninger i mødet med alle sektorer.
  • Vi arbejder for, at der er adgang til såvel kollektive som individuelle mobilitetsfremmende løsninger.
  • Vi stiller krav om, at alle blinde eller svagsynede kan deltage i demokratiet på egen hånd eller med den hjælp, de selv ønsker.

Et værdigt forsørgelsesgrundlag i alle livsfaser og lige muligheder i børne-, uddannelses- og arbejdsliv

Alle blinde og svagsynede skal have et meningsfuldt og værdigt liv, herunder lige adgang til undervisning, uddannelse og beskæftigelse. Muligheden for livslang læring og aktiv deltagelse kræver tidssvarende støtteordninger, målrettet vejledning og synlige rollemodeller, der kan inspirere og vise vejen. Det er samtidigt vigtigt, at alle blinde og svagsynede får mulighed for at leve et værdigt liv med god livskvalitet tilpasset den enkeltes livssituation og funktionsniveau.

Sådan vil vi arbejde vi for et værdigt forsørgelsesgrundlag i alle livsfaser og lige muligheder i børne-, uddannelses- og arbejdsliv:

  • Vi stiller krav om inkluderende læringsmiljøer, hvor blinde og svagsynede – fra førskole til voksenuddannelse – har lige adgang til undervisning og uddannelse samt den nødvendige støtte i overgange.
  • Vi arbejder for tidssvarende og offentligt finansierede støtteordninger, der sikrer deltagelse i undervisning, uddannelse arbejdsliv gennem hele livet.
  • Vi investerer i en skræddersyet beskæftigelsesindsats, der hjælper blinde og svagsynede i beskæftigelse.
  • Vi insisterer på, at alle blinde og svagsynede har et rimeligt forsørgelsesgrundlag, og at ingen fastholdes unødigt i midlertidige ydelser uden realistisk udsigt til selvforsørgelse.
  • Vi understøtter, at blinde og svagsynede i økonomiske vanskeligheder har mulighed for at søge om økonomisk støtte.

Spor 2: Vi arbejder for blinde og svagsynedes ret til habilitering og rehabilitering

Det er en offentlig opgave at sikre, at alle blinde og svagsynede – uanset alder og bopæl – har adgang til habilitering og rehabilitering af høj kvalitet gennem hele livet, da det er en forudsætning for aktiv samfundsdeltagelse.

Sådan vil vi arbejde for, at alle synshandicappede får ret til habilitering og rehabilitering:

  • Vi arbejder for at etablere et synsspeciale, der bygger på landsdækkende kvalitetsstandarder for indsatser og tilbud målrettet blinde og svagsynede.
  • Vi stiller krav om, at brugerorganisationer inddrages aktivt i udviklingen af tilbud og kvalitetsstandarder for habilitering og rehabilitering af blinde og svagsynede.
  • Vi stiller krav om retten til livslang udvikling af synskompenserende færdigheder.
  • Vi tilbyder blinde og svagsynede – og deres familier – kurser og forløb med fokus på den psykosociale indsats, helhedsorientering og det levede liv.
  • Vi tilbyder rådgivning og støtte i alle livets faser, herunder også til familier og pårørende.
  • Vi er leverandører af kurser og førerhunde til det offentlige.

Spor 3: Vi står sammen og sikrer, at ingen står alene med et synshandicap

Alle blinde og svagsynede skal i mødet med Dansk Blindesamfund opleve, at de er en del af et fællesskab og har adgang til støtte, rådgivning og meningsfulde fællesskaber – uanset livssituation, alder og bopæl. Vi arbejder for at modvirke ensomhed, øge livskvaliteten for den enkelte og sikre, at ingen står alene med et synshandicap.

Sådan vil vi sikre, at ingen står alene med et synshandicap:

  • Vi udvikler – lokalt, landsdækkende og digitalt – en bred vifte af medlemstilbud i form af kurser og aktiviteter med fokus på oplevelse, læring og fællesskab.
  • Vi er den naturlige indgang til små og store interessefællesskaber, sociale fællesskaber og netværk målrettet blinde og svagsynede på tværs af landet.
  • Vi arbejder målrettet for at styrke mangfoldigheden i foreningen, hvilket afspejles i vores medlemstilbud.

Spor 4: Vi skaber forandring gennem viden og stærke partnerskaber

Vi er den naturlige indgang til viden om det levede liv med synshandicap og bidrager til udvikling af viden og løsninger, der styrker forebyggelse, habilitering, rehabilitering og levevilkår for blinde og svagsynede. Vi bestræber os på at være en kvalificeret og efterspurgt samarbejdspartner, der både kan levere viden, indsatser og perspektiver – og som samtidig lærer og udvikler os i samspil med andre. Vores samarbejder skal understøtte vores målsætning om, at blinde og svagsynede kan deltage i samfundets almene aktiviteter på lige vilkår med andre, og vi tror på, at stærke partnerskaber er nøglen til at realisere dette.

Sådan vil vi arbejde med at skabe forandring gennem viden og stærke partnerskaber:

  • Vi samarbejder med forskningsinstitutioner, organisationer og myndigheder om viden og forskning, der har betydning for blinde og svagsynede.
  • Vi inkluderer forskning samt nationale og internationale standarder i vores egne indsatser og tilbud.
  • Vi giver økonomisk støtte til forskning, der kan medvirke til at forebygge øjensygdomme samt tilvejebringe viden på det socialoftalmologiske område.
  • Vi deler viden med synsfaglige miljøer og søger aktivt samarbejde med dem.
  • Vi opbygger relationer og alliancer med andre organisationer, herunder Danske Handicaporganisationer, virksomheder og myndigheder for at skabe synlighed og indflydelse.
  • Vi indgår i samarbejder og partnerskaber om kultur- og fritidstilbud, der inkluderer blinde og svagsynede.
  • Vi deltager i nordiske, europæiske og globale netværk for at hente inspiration og dele erfaringer.
  • Vi samarbejder med blindeorganisationer i det globale syd og bidrager til deres styrkelse.

Spor 5: Vi styrker fundamentet for et samlet og handlekraftigt Dansk Blindesamfund

Synlighed om livet med et synshandicap

Samfundet skal kende til de levevilkår, muligheder og barrierer, som blinde og svagsynede møder i hverdagen. Gennem strategisk og målrettet kommunikation skaber vi forståelse, engagement og opbakning – både i befolkningen, hos fagprofessionelle og blandt beslutningstagere.

Vores kommunikation skal styrke Dansk Blindesamfunds identitet, tydeliggøre vores mærkesager og sikre, at vores stemme bliver hørt i den offentlige debat. Samtidig er kommunikation et redskab til at skabe fællesskab, tilhørsforhold og handlekraft om vores fælles sag. Kommunikationen er ikke blot et middel – men en bærende søjle i vores arbejde for at skabe forandring og sikre lige og værdige livsvilkår for alle med synshandicap.

Vores tilstedeværelse i nærmiljøet, i samfundsdebatten og i konkrete samarbejder og partnerskaber – fx med kulturinstitutioner – er afgørende for, at blinde og svagsynede bliver set, hørt og inkluderet.

Sådan vil vi arbejde med at skabe synlighed om livet med synshandicap:

  • Vi skaber engagement og opbakning til blindesagen gennem vedkommende, inspirerende og vedvarende kommunikation.
  • Vi formidler viden om levevilkår, udfordringer og muligheder for blinde og svagsynede.
  • Vi deler vores viden med faggrupper og aktører, der møder blinde og svagsynede i deres arbejde.
  • Vi har en tydelig og troværdig stemme i samfundsdebatten – både i medierne og ved relevante arrangementer.
  • Vi sikrer, at vores politiske kommunikation er strategisk, rettighedsbaseret og målrettet beslutningstagere med henblik på at skabe konkrete forbedringer for blinde og svagsynede.

En samlet organisation med bæredygtig økonomi og stærkt samarbejde på tværs

Vi vil være en attraktiv organisation og arbejdsplads for både medlemmer, tillidsvalgte, frivillige og ansatte. Vi ser os som en samlet bevægelse med lokal, national og international tilstedeværelse. I fællesskab skaber vi en stærk og samlende aktør på synsområdet, der kan sætte retning, skabe forandring og engagere endnu flere. Et stærkt økonomisk og organisatorisk fundament er forudsætningen for, at vi kan lykkes.

Sådan vil vi arbejde med at få skabt en samlet organisation med bæredygtig økonomi og stærkt samarbejde:

  • Vi sikrer en bæredygtig økonomi baseret på vedtagne principper, gennemsigtighed og langsigtet planlægning.
  • Vi gør det nemt at donere og testamentere til foreningen og arbejder løbende på at udvikle og optimere vores indsamlingsaktiviteter med afsæt i principper for etisk og ansvarlig indsamling.
  • Vi prioriterer målrettet kompetenceudvikling af ansatte, tillidsvalgte og frivillige – herunder i brugen af digitale og kompenserende løsninger.
  • Vi etablerer og styrker samarbejdsformer på tværs af organisationen, der fremmer videndeling, tværfaglighed, fælles retning og effektiv opgaveløsning.
  • Vi har fokus på bæredygtige løsninger, fx i udviklingen af Fuglsangcentret.
  • Vi skaber en kultur præget af tillid, åbenhed og fælles værdier.