Naturbaseret mindfulness til blinde og svagsynede – ro og nærvær i naturen på Fuglsangcentret

Søndag den 13. september til onsdag den 16. september

Er du medlem af Dansk Blindesamfund og interesseret i at afprøve mindfulness i naturen? Så er dette forløb måske noget for dig!

På dette fire dages forløb mødes du med andre, der kender til det at leve med et synstab. I fællesskab udforsker I, hvordan øvelser med fokus på ro, nærvær og sansning af naturen kan hjælpe dig til at håndtere de svære følelser og bekymringer, der kan følge med et synstab. Forløbet foregår udendørs på Fuglsangcentrets naturskønne arealer og i den nærliggende skov og ledes af undervisere fra Dansk Blindesamfund, som selv har et synstab.
Bemærk: Forløbet er en del af et forskningsprojekt ved Aalborg Universitet og Dansk Blindesamfund. Hvis du samtykker til at deltage i forskningsprojektet, vil du blive bedt om at besvare et spørgeskema om trivsel og mental sundhed ved tre telefonsamtaler – inden forløbet, lige efter og to måneder senere. Deltagelse i forskningsprojektet er frivilligt, og du kan til enhver tid trække dit samtykke tilbage uden, at det påvirker din deltagelse i selve forløbet

Hvorfor et forløb med mindfulness i naturen?
At leve med et synstab kan have stor indflydelse på hverdagen og det sociale liv. Forskning viser, at tid i naturen kan have en positiv virkning på trivsel og velvære. Naturen aktiverer vores sanser og hjælper os til at være til stede i nuet – noget, der kan bidrage til at mindske tankemylder, bekymringer og svære følelser. Øvelserne er inspireret af forskning i mindfulness, en velafprøvet metode til at træne evnen til at være til stede i nuet frem for at kredse om bekymringer.

Hvad kan du forvente?
Forløbet strækker sig over fire dage med to sessioner om dagen, hver på 2-3 timer. Sessionerne foregår primært i Fuglsang Skov, der ligger ca. 15 minutters gang fra Fuglsangcentret ad en blindesti.

Forløbet indeholder:

•Guidede meditationer og åndedrætsøvelser i skoven
•Naturterapeutiske øvelser med fokus på at mærke kroppen og sanse naturen

•Erfaringsudveksling med andre deltagere
•Nærværsøvelser og redskaber til egenomsorg, som du selv kan bruge i hverdagen

Det er ikke et vandre- eller motionstilbud, men et forløb i roligt tempo med plads til fordybelse og nærvær.

Hvem kan deltage?
Forløbet henvender sig til medlemmer og aktivitetsmedlemmer af Dansk Blindesamfund over 18 år, der oplever svære følelser, tankemylder eller bekymringer forbundet med at leve med et synstab. Holdet består af maksimalt 8 deltagere.
For at få fuldt udbytte af forløbet skal du kunne gå op til ca. 3 km i roligt tempo på ujævnt underlag og opholde dig udenfor størstedelen af dagen.

Praktisk er det godt at vide, at:

•forløbet tilrettelægges med udgangspunkt i årstid og vejr – ved kraftigt vejr benytter vi overdækkede områder
•der er toiletfaciliteter tæt på, også når vi er i skoven
•Førerhund er velkommen
•Der vil være to seende ledsagere til praktisk hjælp på kurset

Når du tilmelder dig, vil du blive inviteret til en kort telefonisk forsamtale, hvor vi sammen afklarer, om forløbet er det rette for dig – alternativt hjælper vi dig med at finde et andet tilbud i Dansk Blindesamfunds regi.

Praktisk information

Sted: Fuglsangcentret, Fredericia Dato: Søndag d. 13. – onsdag d. 16. september.

Tilmelding:
Tilmelding sker til Kursusafdelingen på kursusafdelingen@blind.dk eller
telefon 76 20 22 02. Det er først til mølle.

Ved spørgsmål kontakt:
Ida Flagstad Hejlesen, psykolog og ph.d.-studerende Aalborg Universitet & Dansk Blindesamfund
Mail: ida.flagstad.hejlesen@blind.dk
Telefon: 48 88 25 01