Strikkekursus
Lær at strikke strømper
Underviser: Kirsten Nyboe
På dette strikkekursus lærer du at strikke strømper.
Du kan vælge mellem tre forskellige metoder:
• Almindelig kilehæl, også kaldet en fransk hæl.
• Tomathæl; denne strikkes med vendepinde og bliver meget rummelig.
• Den letteste hæl; strikkes med vendepinde og fylder mindst.
Du kan selv medbringe strømpegarn hjemmefra og have strikket to skafter eller flere, så du er klar til at strikke den hæl, du gerne vil. Strømpegarnet kan være i den tykkelse, du har. Alternativt kan du købe strømpegarn i flere tykkelser af mig. Du skal medbringe strømpepinde og gerne rundpinde på min. 80 cm – vi strikker gerne efter Magic Loop-teknikken. Hvis du har lyst og mod på det, kan vi også prøve at strikke snoninger på strømperne.
Derudover er der sat meget tid af til at gennemgå de projekter, du har behov for hjælp til. Så medbring endelig det, du ellers har på pindene.
Kurset starter mandag den 18. november kl. 13 og slutter onsdag den 20. november kl. 15.40. Det er på 20 lektioner, har plads til maks. 5 kursister og koster 1.836 kr. inkl. ophold og forplejning. Eventuelle materialeudgifter under kurset kan forekomme.
Tilmelding fra den 21. august til kursusafdelingen på tlf. 76 20 22 02 eller via mail kursusafdelingen@blind.dk.
Ved for mange tilmeldinger på kursets første tilmeldingsdag fordeles pladserne via lodtrækning.