Uforglemmelig 8 dages tur til Mallorca 2026

Efter en fantastisk rejse til Barcelona og Catalonien i år gentager vi succesen og inviterer igen jer medlemmer i kredsene Aalborg og Vendsyssel med på en skøn ferie – denne gang til solrige Mallorca. Rejsen går fra Aalborg Lufthavn den 26. maj til 2. juni 2026 med direkte fly tur/retur med Norwegian. Vi bor på det 4-stjernede Nautic Hotel & Spa i Can Pastilla, tæt på stranden og byens hyggelige centrum med caféer og butikker. Her får du morgen- og aftensmad inkluderet, dog er drikkevarer til aftensmaden for egen regning. Hotellet er et perfekt udgangspunkt for både afslapning, oplevelser og udflugter.

I løbet af ugen er der inkluderet to halvdagsudflugter og to heldagsudflugter, hvor vi blandt andet har i tankerne at prøve en togtur, besøge grotter, en perlefabrik og en vingård. Alle udflugter er inkluderet i prisen, men ved eventuelle valgfrie ekstraudflugter skal man påregne egenbetaling. Det endelige program offentliggøres først i starten af 2026, og de udflugter, vi har i tankerne pt., kan være andre, når programmet endeligt er lagt. Der er også indlagt to fridage, så der er mulighed for at planlægge egne ture eller nyde afslapning ved hotellet. Dansk rejseleder følger med hele vejen og sørger for, at ugen bliver både tryg og oplevelsesrig.

Vær opmærksom på følgende: krav for deltagelse er, at rejsen kun er for voksne og ikke egnet for gangbesværede eller førerhunde, du må heller ikke have helbredsmæssige problemer. Rejser du alene, skal du så vidt muligt være selvhjulpen. Vi hjælper gerne med at finde en ledsager til medlemmer, der ikke har en. Medlemmerne betaler selv for ledsageren, men mad og drikke, der ikke er inkluderet i rejsen, betales af ledsageren selv (der skal ikke deles værelse med en tildelt ledsager). Husk at medbringe gyldigt pas, blåt sygesikringsbevis og rejseforsikring. Dansk Blindesamfund dækker ikke afbud, sygdom eller andre uforudsete udgifter.

Prisen pr. person i delt dobbeltværelse er 3.500 kr., og der er et tillæg på 1.000 kr. for eneværelse. Tilmelding og betaling er bindende og kan ikke refunderes, medmindre pladsen overtages af en anden. Der er et begrænset antal pladser, så vær hurtig.

Tilmelding starter den 16. oktober og skal ske senest den 27. oktober.

DBS Aalborgs medlemmer kan tilmelde sig hos Torben Frederiksen på tlf. 30 49 59 20 eller mail tilmelding@dbsaalborg.dk.

DBS Vendsyssel medlemmer kan tilmelde sig hos Liselotte Wæhrens på tlf. 23 40 92 42 eller mail liw@blind.dk.

Vigtigt. Ved tilmelding oplys navn (som står i dit pas) på både dig og evt. ledsager), cpr-nr. (kun medlem/aktivitetsmedlem) mobiltelefonnummer. og mailadresse (bruges til al kontakt og information), så oplys også gerne mobilnummer og mail på ledsager.

Ved din tilmelding giver du os tilladelse til at videregive dine oplysninger og søge en fond om tilskud til rejsen på dine vegne.

Alle indbetalinger skal ske til Kreds Aalborgs MobilePay-nummer 963031 eller bankkonto reg.nr. 3409, konto 3201542979. HUSK skriv dit navn og ”rejse” ifm. indbetalingen. Din tilmelding er først gældende, når deltagerprisen er indbetalt.

Får du ikke en plads, kan du komme på venteliste, hvis du ønsker det, men du kan ikke forvente at få en plads, og det kan blive med få dages varsel før afrejse.

Alle spørgsmål og andet vedrørende rejsen, efter du er tilmeldt, skal ske til Torben Frederiksen på ovennævnte kontaktinfo.

Tag trygt med på en uges sol, afslapning, spændende oplevelser og hyggeligt samvær blandt ligesindede på Mallorca. Vi glæder os til at dele denne fantastiske rejse med jer, og der er selvfølgelig sol hele ugen!

PS. Grunden til det kun er en rejse for kredsene Aalborg og Vendsyssel er, at det er en fond, som kun personer, der er boende i det gamle Nordjyllands amt, der kan komme i betragtning til støtte.

Mvh.

Kredsene Aalborg & Vendsyssel