I sidste afsnit af sin dagbog ser Ann-Sofie tilbage på året, der svinder bort, mens julesmåkagerne bager sprøde i ovnen, og ungerne pynter op. Et år med et personligt sammenbrud, men også et år, hvor hun blev stærkere, fandt sig selv, fik nærværet tilbage i familielivet og til sidst kunne erkende over for sine børn: Ja, mor er blind!
Jeg er blevet sygemeldt. Det føles som et nederlag. Og samtidig en forløsning. I årevis har jeg ignoreret mine følelser omkring det at miste så vigtig en sans som synet. Jeg har handlet mig væk fra følelserne. Hver søndag aften planlagde jeg den næste uge, og jeg proppede så meget i min kalender, at det blev helt umuligt for mig at overkomme. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg lukkede øjnene for det. Jeg accepterede, at sådan var livet bare, når man havde små børn, i gang med en uddannelse, passede et arbejde og samtidig forsøgte at komme ud på…
I forrige afsnit fortalte Ann-Sofie om sit liv som mor, og hvordan hun balancerer blindhed og en travl hverdag med børn. I dette afsnit af en blind mors dagbog erkender Ann-Sofie, at hun ikke behøver at gøre alting selv. At hun ikke har overskuddet, og at det er ok at få hjælp. Og så fortæller hun om at knytte et tæt bånd til konsulenten fra Dansk Blindesamfund og spejle sig i et andet menneske med synshandicap.
Jeg kommer aldrig til at acceptere, at jeg har mistet synet. Men jeg har valgt at få det bedste ud af det. Ligesom jeg selv er blevet inspireret af mennesker, jeg har mødt, ønsker jeg at inspirere andre til at leve et liv med de udfordringer, man nu engang har fået tildelt. For mig handler det om at vælge livet til. Være omstillingsparat og løsningsorienteret. Jeg vil i min dagbog dele mine tanker om mit liv som blind.
