Blind mors dagbog #2 - Jeg har lært at spørge om hjælp

I forrige afsnit fortalte Ann-Sofie om sit liv som mor, og hvordan hun balancerer blindhed og en travl hverdag med børn. I dette afsnit af en blind mors dagbog erkender Ann-Sofie, at hun ikke behøver at gøre alting selv. At hun ikke har overskuddet, og at det er ok at få hjælp. Og så fortæller hun om at knytte et tæt bånd til konsulenten fra Dansk Blindesamfund og spejle sig i et andet menneske med synshandicap.

Det har været en svær periode. Børnene har været syge på skift, og jeg har ærlig talt ikke selv haft det for godt. Nu er foråret godt i gang, og jeg har efter store overvejelser besluttet at få en personlig hjælper. Det har været noget af en overvindelse for mig at acceptere, at jeg havde brug for hjælp i hverdagen. Så jeg kan være den mor, jeg gerne vil være. Have overskud til mine børn, min kæreste og vores lille familie. Jeg har fundet ud af, at det vigtigste i mit liv er at være nærværende med mine børn. Der skal være tid og overskud til at bage sammen med dem, lege eller læse historier for dem eller bare sidde og snakke og høre dem fortælle, hvad de har lavet i løbet af dagen. Det har jeg simpelthen ikke overskuddet til, hvis ikke jeg får lidt hjælp. Det gik op for mig, da jeg stod midt i en gulvvask: Det kan jeg bare ikke overskue. Det kostede for mange kræfter, hvorfor spilde dem på en illusion om, at man skal kunne alting selv. Nej, jeg havde brug for en håndsrækning.

Da jeg stod der midt i en gulvvask, spurgte jeg mig selv, om det var kræfterne værd? Smukt! Nu kan du vaske gulv. Men omkostningen er for høj. Det vigtigste er nærvær med mine børn og min kæreste.

Ann-Sofie Martlev Apel

Jeg har brugt virkelig meget energi på at acceptere, at jeg har behov for hjælp. At det ikke giver mening at brænde totalt ud, fordi jeg skal klare alting selv. Hvem er det, jeg skal bevise noget overfor? Jeg er i en proces, det er jeg klar over. Det går den rigtige vej, og jeg bliver ikke længere sur, hvis nogen spørger, om det er en udfordring at have børn, når jeg ikke kan se. Det gjorde jeg i begyndelsen. Jeg blev så vred, fordi andre, som har synet, sjældent kan forstå, hvordan man kan være mor uden et syn. Ofte er det uvidenhed, siger min erfaring, samt tanker om, hvordan de selv ville kunne klare at have børn uden syn. Deres frygt overføres ubevidst til mig. Men vi taler ikke fra samme udgangspunkt, da jeg jo er blind og står midt i det. Jeg har desuden lært mig andre færdigheder som gør, at jeg mestrer opgaven, så godt jeg nu kan. Den rejse har den seende jo aldrig været på. Jeg er begyndt at være noget mere tolerant over for disse situationer, og jeg er faldet mere til ro i rollen som mor og har derfor mere overskud – også til omgivelserne og deres spørgsmål. Men når det er sagt, så er det stadig svært for mig. Jeg vil jo allerhelst selv, og det ligger dybt i mig, at jeg skal kunne klare alting selv.

I begyndelsen af mit synstab var det eneste, jeg havde i mit hoved, at jeg skulle være selvstændig og selvhjulpen. Jeg brugte enormt mange ressourcer på at lære alting, så jeg kunne selv. Jeg kan huske, jeg ringede til Helle, min konsulent i Dansk Blindesamfund, og sagde til hende, at jeg ikke havde lyst til, at der skulle komme én og hjælpe mig med at gøre rent og vaske mit tøj. Det skulle jeg nok selv lære. Jeg lærte det, men sidenhen har jeg fundet ud af, at det ikke er så vigtigt. At det nok er klogere at prioritere mine ressourcer. Seende mennesker gør jo heller ikke alting selv. De får også hjælp eller hjælpes ad i hjemmet. Måske handler det om erkendelse. At det er ok at få hjælp. At jeg har et synshandicap. Der er mange ting i spil, kan jeg mærke, og det er svært for mig at røre ved de ting og følelser, der ligger i det.

Jeg taler en del med Helle omkring de ting. Jeg havde aldrig stået, hvor jeg står i dag, hvis ikke jeg havde haft den opbakning og den støtte, jeg har fået fra Helle. Min sparring og mine samtaler med hende har betydet alt for mig. Jeg ringer stort set altid til Helle, hvis jeg er i tvivl om, hvordan jeg skal og bør forholde mig. Vi har fået et så godt og stærkt bånd, at vi er kommet dertil, hvor vi kan sparre med hinanden. Hun er enormt god til at fortælle, hvilke muligheder jeg har både gennem Dansk Blindesamfund, men også lovgivningsmæssigt. Jeg har brugt Helle i rigtig mange sammenhænge. Hun kom på banen inden for det første år, hvor jeg begyndte at miste synet. Jeg vidste ikke helt, hvad en konsulent i Dansk Blindesamfund lavede, eller hvordan jeg kunne bruge Helle, men hun viste sig at være guld værd. Jeg joker tit med, at hun er en del af familien og aldrig kan forlade os. Helle er det mest inspirerende menneske, jeg nogensinde har mødt. Hun har selv et synshandicap, og jeg kan spejle mig i hende.

I begyndelsen var Helle rigtig god til at støtte mig personligt og i forhold til uddannelse. Hun fortalte, hvordan andre med synstab greb uddannelse og job an. Hun har altid støttet og guidet mig, selv når tiderne var allerværst. Når jeg var til møde med kommunen stod hun ved min side. Helle har faktisk været ved min side i hele mit forløb. Da jeg skulle lære at gå med stok, begynde uddannelse, da jeg blev gravid og da vi fik den skøre idé selv at bygge hus. Helle har været ved min side, uanset hvad kampen har handlet om. Men min største læring og respekt kommer af, at Helle altid har sagt, hvad hun mener om hver en situation. Jeg har aldrig været i tvivl om, hvor jeg har hende. Hun har været god til at få mig til at tænke over tingene mere end bare en gang. Og så er hun fantastisk god at snakke med om de rigtig trælse og tunge ting, men på en måde, hvor jeg kan være i det. Hun har aldrig været længere end et telefonopkald væk. Det har givet mig en enorm tryghed.

I dag kan jeg godt finde på at ringe til hende for bare at spørge, hvordan hun har det. Vi kan grine og snakke om, hvad vi har lavet i weekenderne. Hun kommer hjem og besøger os og ser, hvordan det hele går med os og ungerne. Dem har hun fulgt hele deres liv på sidenlinjen. Det er en kæmpe tryghed at have hende og Dansk Blindesamfund i ryggen. Helles sparring er livsbekræftende og brugbar i mange sammenhænge. Livet er ikke en dans på røde roser. Vi må gerne synes, det er træls og slå i puden, men det vigtige er at kunne rejse hovedet igen og se konstruktivt og realistisk på situationen. Det hjælper Helle mig med, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden hende.

Jeg håber, min dagbog kan inspirere andre og måske sætte nogle tanker i gang hos den enkelte. Reflektere lidt over det liv, man lever. Lever man virkelig, som man gerne vil? Det gælder ikke kun mennesker, der mister synet, men som måske bliver ramt af sygdom eller andre udfordringer i livet. Du kan vinde livet tilbage, når tiden er rigtig, og du selv er klar.