Bliv foderværtsfamilie
Vores foderværter er en person eller en familie, der frivilligt passer og træner en hvalp i halvandet år, inden den er klar til at flytte ind hos en af vores instruktører og påbegynde den egentlige førerhundetræning.
Når førerhundehvalpen er cirka otte uger, kommer den i pleje hos en fodervært, der giver hvalpen et trygt og kærligt hjem til vores kommende førerhunde. For at sikre nok førerhunde til blinde og stærkt svagsynede, søger vi hele tiden nye familier, der har lyst til at være foderværter. Men det kræver grundige overvejelser og realistiske forventninger, inden du søger. Derfor har vi her på siden samlet informationer om, hvad rollen som fodervært indebærer.
Vi søger personer/familier som:
- har interesse i at påtage sig ansvaret for en hvalp og træne den, indtil den er ca. halvandet år
- har tid og overskud til at tage sig af en hvalp og de pligter, der medfølger i forhold til træning og socialisering. Det er Dansk Blindesamfunds førerhundeinstruktører, der vurderer, om en ansøger har tid og ressourcer til at blive fodervært.
- er alsidige. Opgaverne omkring en førerhundehvalp er mangeartede. Den skal lære helt basale færdigheder og socialiseres ved at introduceres til mange typer mennesker og hunde, færdes i forskellige transportmidler, gå på trapper og forskelligt underlag
- er indforstået med, at hvalpen kun er til låns. Når den er ca. halvandet år, flytter den ind hos en af vores førerhundeinstruktører og begynder specialtræningen, så den i fremtiden kan give frihed og tryghed til mennesker med synshandicap
Foderværtens opgaver:
- Miljøtræning. Det er vigtigt, at hvalpen færdes i forskellige omgivelser – lige fra stille villavej til travl gågade med mange mennesker og larm. Hvalpen skal præsenteres for andre hunde og mennesker – både i og uden for hjemmet, i parken, på gaden og hjemme hos andre. Hvalpen skal også færdes hjemmevant på togstationer og være tryg ved at køre med bus, tog og bil.
- Foderværtshvalpen skal indgå som en naturlig del af dine dagligdags aktiviteter. Den må derfor gerne være med, når du handler, besøger frisøren, skal til og fra fritidsaktiviteter og når du henter børn, så hunden forberedes på den verden, der venter, når den er færdiguddannet.
- Opdragelse. Dansk Blindesamfunds førerhunde skal være velopdragne og besidde hjemmepli. De må ikke tigge ved bordet, hoppe op ad gæster eller opholde sig i møbler. Hvalpene skal lære at modstå fristelser, hvis den finder noget spiseligt på jorden og fravælge kontakt til andre mennesker og hunde. Dansk Blindesamfunds foderværter bruger motivationsbaseret træningsmetoder, hvor uønsket adfærd ignoreres, og positiv adfærd belønnes.
- Lydighedsøvelser. Hvalpene skal lære at gå i snor uden at trække, komme, når der kaldes, stoppe ved kant samt adlyde sit, dæk og stå.
- Foderværter bliver introduceret til alle øvelser og koncepter i tæt samarbejde med den tilknyttede førerhundeinstruktør, som besøger foderværter ca. en gang om måneden eller efter behov.
Dansk Blindesamfund tilbyder:
- En spændende og udfordrende opgave. Du får mange sjove og gode oplevelser med hvalpen, men det kan også være udfordrende og kræve god tålmodighed at opdrage hvalpen, særligt de første måneder.
- Grundig instruktion og tilknytning til en førerhundeinstruktør, der ca. en gang om måneden besøger foderværten.
- En startpakke med halsbånd, line, børste, madskål, tæppe og bur.
- Dansk Blindesamfund dækker alle udgifter til foder, dyrlæge, forsikring, udstyr og lignende.
- Et lille månedligt rådighedsbeløb, som udbetales hvert halve år til køb af legetøj, godbidder m.m.
- Adgang til online foderværtsguide.
- Deltagelse i fælles hvalpetræf med førerhundeinstruktør i dit lokalområde.
I videoerne herunder kan du få en fornemmelse af det vigtige arbejde, førerhunde hver dag udfører for mennesker med synshandicap samt få en idé om, hvad det indebærer at træne en foderværtshvalp.
Se videoen: Førerhunde favner hele livet
Se videoen: Foderværtshvalp Albus træner
Bliv fodervært
Hvis du synes, foderværtsopgaven lyder spændende, og som noget for dig, så udfyld dette skema og send retur til hunde@blind.dk.
Friheden går på fire ben
Sår på knæene og forstuvede led var i årevis dagligdag for Henriette Bredahl Christensen, ligesom et tårnhøjt stressniveau fulgte med enhver tur ud af hjemmet. Så kom førerhunden Smilla og ændrede hendes liv fuldstændigt.
”Smilla er min frihed. Hun giver mig mulighed for at leve som alle andre. Jeg slapper helt af, når jeg er ude og har Smilla ved hånden, og jeg er ikke så træt, når jeg kommer hjem. Inden jeg fik Smilla, valgte jeg ofte sociale aktiviteter fra, fordi jeg ikke kunne overskue turen ud og hjem. Det behøver jeg ikke længere, for nu har jeg Smilla”, siger Henriette, der fik konstateret øjensygdommen Retinitis Pigmentosa som 15-årig.
Henriette har altid forsøgt at skjule sit synshandicap og kun taget stokken frem, når det var absolut nødvendigt. Her har Smilla også betydet en stor forskel for Henriette.
”Smilla har fået mig til at omfavne mit synshandicap. Jeg kan jo ikke pakke en hund sammen i tasken, som jeg kan med en stok. Det er meget tydeligt, at jeg har et synshandicap, og det har jeg det fint med, fordi jeg har Smilla, som gør en kæmpe forskel for mig”, siger Henriette.