Det er ikke en selvfølge, at man kan se

I 2012 blev Özlem Cekic så syg med stress, at hun mistede 70% af synet på sit venstre øje og var næsten blind på det i tre måneder – i dag er hun dybt taknemmelig for sit syn.

Daværende folketingsmedlem Özlem Cekic sidder i sin bil klar til at køre, da en sms tikker ind på telefonen en efterårsdag i 2012. I beskeden står der, at Villy Søvndal trækker sig som partiformand for SF. Det er ikke beskedens indhold, som chokerer Özlem, men at hun ikke kan læse, hvad der står på skærmen. Hun tager derfor sine briller af for at pudse dem, men det hjælper ikke. Teksten er stadig sløret, selvom hun holder telefonen helt tæt på øjnene.

”Jeg kigger op, og lukker først det ene øje, som ser fint, så lukker jeg det andet og kan næsten ikke se noget. Jeg bliver bekymret og ringer til min øjenlæge, som beder mig komme hurtigst muligt”, siger Özlem Cekic, som bliver henvist akut til Glostrup Hospital og får at vide, at hun har mistet 70% af synet på det venstre øje.

Afhængig af mit syn

”Jeg bliver enormt bekymret, når jeg næsten ikke kan se på det ene øje og tænker, det er godt, jeg har det andet. Men så bliver jeg grebet af angst for, hvad jeg gør, hvis der også sker noget med det øje. Jeg er utrolig afhængig af mit syn til alt, hvad jeg laver. Derfor bliver jeg bekymret for fremtiden, hvis jeg bliver helt blind”, fortæller Özlem og fortsætter:

”Jeg lå vågen om natten og frygtede, at jeg ikke kom til at se mine børn blive store. Se dem få studenterhuen eller komme hjem med deres første kærester. Det er først, da jeg er ved at miste synet, at det går op for mig, hvor vigtig min synssans er”, siger hun og gennemgår en masse undersøgelser for at finde den præcise årsag til det svigtende syn.

Frygter hjernetumor

En dag, hun skal til undersøgelse på hospitalet, kan hun pludselig ikke genkende stedet, selvom hun har været der mange gange før. Hun kører forgæves rundt i en time, men kan ikke genkende bygningen, selvom GPS’en melder, at hun har nået sin destination.

”Jeg ser på bygningen, men intet virker bekendt. Jeg er overbevist om, at jeg ikke har været der før”, forklarer Özlem, som er bekymret for, om hun har en hjernetumor, da synet kommer og går. Hun husker især en tur i teatret, hvor hun ser helt problemfrit, men en halv time efter forsvinder synet igen.

En CT-scanning afslører dog, at det ikke er en tumor, der er årsag til hendes synsforstyrrelser. Lægerne får derfor sporet sig ind på, at det svigtende syn er stressrelateret. Det afviser Özlem Cekic i første omgang, men efter lidt tid går det op for hende, at hun ikke har lyttet til sin krop. Den har gradvist lukket ned på grund af arbejdspres og voksenmobning. Et par måneder forinden sprang to cyster i hendes æggestok, og hun blev indlagt med mistanke om en blodprop i lungen.

Genovervejer sit liv

Alligevel sygemelder hun sig ikke, men skruer så vidt muligt ned for tempoet og arbejdsopgaverne. Lægerne mener, at der er gode chancer for, at Özlem Cekic kan genvinde synet, hvis hun tager den med ro. Derfor deltager hun kun i partiets gruppemøder, og ellers sover hun det meste af dagen, da det tærer på kræfterne kun at orientere sig med et øje.

”I den periode var jeg enormt træt, fordi jeg brugte så mange ressourcer på at se med det ene øje. Jeg havde frygtelig hovedpine og nakkesmerter, fordi jeg spændte op og anstrengte mig for at se rask ud, selvom alt i min krop sagde det modsatte. Derfor sov jeg det meste af tiden, når jeg kom hjem fra arbejde”, siger Özlem, der fik hjælp hos en psykolog til at komme på fode igen. Psykologen opfordrede hende til at dele hverdagen ind i aktiviteter, der giver energi, og aktiviteter, der dræner hende for overskud. Regnskabet skal helst gå i plus eller nul.

”Det betød, at jeg blev mere opmærksom på, at jeg var nødt til at putte mere på min liste, som gav mig energi – gå en tur, holde fri, være sammen med venner og sove længe. Fylde mine energidepoter op”, fortæller Özlem, hvis syn langsomt begyndte at vende tilbage efter tre måneder. I dag er synet helt normalt, og hun er utrolig taknemmelig for, at hun har genvundet sit fulde syn.  

Værdsætter synet

”Det gik op for mig, at det ikke er en selvfølge, at man kan se. Vi er en nation af brokkehoveder, men jeg er så taknemlig for, at jeg kan slå øjnene op om morgenen og se mine børn, min mand og livet”, understreger Özlem, der i dag kender sin krops faresignaler og stresssymptomer. Hun arbejder stadig med psykologens værktøjer og opfordrer alle til at lave en plus- og minus-energiliste.

”Jeg er en arbejdshest, og det vil jeg altid være, men så længe jeg tager mine forbehold og husker at gøre noget godt for mig selv, kan jeg sagtens komme igennem en travl periode, uden at læsset vælter”, siger Özlem.