AMD-patienter træner for at bevare synet
Kondicykler og vægtstænger tages i brug, når Sjællands Universitetshospital står i spidsen for et dansk-svensk forskningssamarbejde, der undersøger, om fysisk træning kan bremse øjensygdommen tør AMD, der rammer cirka 20 procent af alle borgere over 60 år.
Sygdommen kan på nuværende tidspunkt ikke kureres, og den tørre variant kan ikke behandles. En AMD-diagnose er derfor for mange en besked om, at synsevnen i sidste ende kan blive så medtaget, at man ikke kan læse og genkende ansigter. Forskningsprojektet ”Kan du se fremtiden?” kan derfor få afgørende betydning for AMD-patienters hverdag og livskvalitet.
Fysisk aktivitet og forskningsmuskler
200 personer med sen tør AMD deltager i projektet, hvoraf halvdelen skal motionere regelmæssigt i hold to gange om ugen og udføre træningsøvelser derhjemme, mens den anden halvdel indgår som kontrolgruppe. Under træningsforløbet foretages der løbende øjenundersøgelser og billeder af nethinden for at sammenligne træningens indvirkning. De resultater sammenholdes også med fokusinterviews for at finde ud af, hvad det betyder for deltagerne at leve med AMD, og hvilken forskel fysisk aktivitet har på patienternes generelle sundhed, livskvalitet og sociale fællesskab.
Forskningsprojektet har produceret en minidokumentar på tre afsnit, som følger en håndfuld af de danske og svenske deltagere. Du kan se videoerne herunder.