LEGO skal være for alle

Endnu en gang har LEGO gjort leg og LEGO-klodser tilgængelig for alle, som elsker at bygge LEGO.

En blind LEGO-fan i USA, Matthew Shifrin, har inspireret LEGO Group til at udvikle LEGO Audio and Braille Building Instructions, så blinde og stærkt svagsynede takket være AI-teknologi kan få oplæst LEGO-manualer og dermed selv bygge et specifikt produkt.

Matthew sidder ved et bord og læser i byggevejledningen for London Tower Bridge. LEGO-udgaven af London Tower Bridge står også på bordet.
Copyright LEGO Group

Matthew elskede at lege med LEGO som barn, men han var altid afhængig af, at vennerne eller familien ville hjælpe med at finde de rigtige klodser, indtil en god ven begyndte at beskrive de enkelte klodser og alle byggetrinene, så Matthew kunne læse det på hans punktdisplay. Det blev bl.a. til en omfattende guide på 850 sider, som gjorde det muligt for Matthew at bygge London Tower Bridge helt uafhængig af hjælp fra andre. ”Dette er ekstremt vigtigt for blinde børn, fordi der ikke er mange andre steder, hvor vi kan sige: ”se mor og far! Jeg byggede dette helt selv. Jeg gjorde det”, siger Matthew.

Jens og Thea har i fællesskab bygget et LEGO hus.
Copyright LEGO Group

Efterfølgende kom Matthew i kontakt med Creative Play Lab i LEGO Group, som straks blev grebet af ideen om at oversætte de visuelle bygningsmanualer til tekstbaserede beskrivelser, som både kan læses på punkt-display eller blive læst op. ”Matthews historie demonstrerer kraften i LEGO-leg. Det samler mennesker, hjælper med at opbygge selvtillid og skaber kreativitet. Det har været en ære at arbejde sammen med Matthew. Hans lidenskab og energi er virkelig inspirerende. Men vigtigst af alt vil hans projekt hjælpe synshandicappede børn overalt i verden med at opleve den samme glæde ved at bygge og skabe stolthed, som alle vores fans føler”, siger Fenella Blaize Charity, kreativ direktør, LEGO Group.

Jens bygger med LEGO. Der ligger en mobil på bordet som fortæller ham, hvilke klodser han skal bruge.
Copyright LEGO Group

Også i Danmark er der stor begejstring for LEGOs nye lancering. ”LEGO er noget af det mest danske, der findes, og alle danske børn leger med LEGO. Det gør blinde børn selvfølgelig også, men at vi nu kan bygge de mange forskellige sæt uden at være afhængig af, at en anden kan hjælpe, giver os helt nye muligheder for at lege og bygge på lige fod med seende børn. LEGO er med til at øge inklusionen af blinde og stærkt svagsynede børn,” fortæller Thorkild Olesen, landsformand i Dansk Blindesamfund.

Jens bygger LEGO, imens hans mor ser på.
Copyright LEGO Group

Flere danske børn har hjulpet LEGO med at teste byggeinstruktionerne, og alle er meget begejstrede. Bl.a. har Jens Dahl på 12 år i hvert fald ikke brug for sin mors eller fars hjælp til at bygge LEGO længere.

Fakta om LEGO Audio and Braille Building

  • Alle instruktioner kan findes på engelsk på hjemmesiden www.legoaudioinstructions.com Der vil løbende komme flere instruktioner til LEGO-produkter. De første fire byggevejledninger gælder LEGO Klassisk, LEGO CITY, LEGO Friends og LEGO Movie 2.
  • Man kan vælge imellem at få oplæst vejledningerne ved hjælp af en skærmlæser eller downloade vejledningen til et punktdisplay.
  • Der er et stort potentiale i at videreudvikle AI-softwaren (kunstig intelligens) og automatisere processen. Ambitionen er på den lange bane at tilføje flere sprog og have tilgængelige byggevejledninger klar til fremtidige produktlanceringer.
  • Ligesom LEGO Braille Bricks, som blev lanceret i april, er LEGO Audio and Braille Building udviklet i samarbejde med og finansieret af LEGO Foundation. Læs mere om LEGO Braille Bricks her