Indstil din førerhund til prisen Årets førerhund

På Førerhundens dag vil Dansk Blindesamfund og Landsforeningen af Førerhundebrugere kåre Årets førerhund 2024. Prisen hylder førerhunde og deres betydningsfulde rolle for blinde og svagsynede.

Førerhunden Pluto er en lys labrador. På billedet står han med sin førerhundebøjle og er lige blevet godkendt som førerhund

På Førerhundens dag den 24. april sætter Dansk Blindesamfund og Landsforeningen af Førerhundebrugere (LAF) jagten ind på en førerhund, der fortjener titlen som Årets førerhund. Prisen går til en førerhund, der gør en væsentlig forskel for sin bruger eller bidrager til, at brugeren kan færdes frit.

Netop friheden er i fokus, når det kommer til førerhunde. Hver dag gør de firbenede følgesvende en forskel ved at være brugernes øjne i trafikken og føre dem sikkert uden om forhindringer, finde døre, trapper og ledige stole og stopper ved alle nedadgående fortovskanter. Med en førerhund i hånden kan mennesker med synshandicap komme sikkert omkring og færdes frit uden at være afhængig af andres hjælp. Den indsats fortjener en pris, og derfor indstifter Dansk Blindesamfund i samarbejde med LAF prisen som Årets førerhund.

Alle kan nominere en førerhund til den eftertragtede pris – brugeren selv, venner og familie. For at blive indstillet til Årets førerhund skal førerhunden være certificeret efter internationale standarder som for eksempel IGDF, som Dansk Blindesamfund blev optaget i sidste år. Dette garanterer førerhundens kvalitet og træningsmetoder. Desuden skal førerhunden gøre en forskel for sin bruger og yde et særligt bidrag til brugerens frihed.

Derefter vælger en fagjury tre førerhunde ud blandt de indstillede, og så stemmer Danmark via sociale medier frem mod førerhundens dag, hvor prisen uddeles til den førerhund, der har vundet flest hjerter og dermed får titlen som Årets førerhund 2024.

Sådan indstiller du en førerhund til prisen Årets førerhund

Hvis du kender en særlig førerhund, som du gerne vil indstille til Årets Førerhundepris, kan du inden den 17. marts sende en mail til

Du skal angive følgende oplysninger:

  • Navn på førerhundebrugeren
  • Navn og gerne alder på førerhunden
  • En beskrivelse af, hvordan førerhunden gør en væsentlig forskel for sin bruger

Du må meget gerne medsende et billede af førerhunden.

Har du ikke mulighed for at sende en mail, kan du i stedet kontakte Caroline Larsen, så sørger hun for, at din nominerede førerhund bliver indstillet.