På flugt fra krig og kaos
På Verdens Synsdag sætter vi fokus på, hvordan det er at flygte fra verdens brændpunkter med et synshandicap. Kom med til Ukraine, Myanmar og Norduganda og hør, hvordan tre kvinder med synshandicap har oplevet og overlevet kaos, krig og katastrofe.
På verdensplan er der 300 millioner mennesker med et synshandicap. 90 procent af dem lever i udviklingslande og er derfor mere udsatte for voldelige konflikter og humanitære katastrofer, der sender mennesker på flugt.
Svetlana fra Østukraine, Yamin fra Myanmar og Ruta fra Sydsudan er nogen af dem, der er flygtet i blinde. Flygtet fra kaos, krig og katastrofe.
”Min kæreste og jeg blev vækket til lyden af eksplosioner. Jeg forstod ingenting. På det tidspunkt er jeg ikke bange, for jeg har ikke skænket det en tanke, at der er udbrudt krig. Jeg gik faktisk i gang med at lave kaffe og morgenmad”, siger Svetlana Khilko, der får et telefonopkald fra sin veninde, der opfodrer Svetlana og hendes kæreste til at søge beskyttelse med det samme. Lige der går alvoren op for Svetlana.
Synshandicappede lades i stikken
Lige nu er der mange handicappede i krisesituationer på globalt plan. Og de får ikke den hjælp og støtte, de har brug for. I Dansk Blindesamfund og Verdens Blindeunion ønsker man at råbe verdenssamfundet op.
”Det er vigtigt at få sat handicap på dagsordenen i humanitære kriser. Få organisationer og stater til at anerkende, at der findes mennesker med handicap i den type kriser, og at de har en forpligtelse til at hjælpe dem”, siger Diana Stentoft, næstformand i Dansk Blindesamfund og generalsekretær i Verdens Blindeunion.
På flugt i blinde
Da krigen brød ud i Rutas by, Mukabajam, i Sydsudan, kom lyden af skud fra alle retninger. Sydsudans selvstændighed skulle have været en fejring, men blev i stedet startskuddet til en blodig borgerkrig. Ruta uddyber, hvor udfordrende det er at være blind i en krigssituation.
”Jeg kan ikke flygte alene. Jeg er nødt til hele tiden af have nogen at følges med, nogen der kan føre mig. Jeg er meget mere afhængig af andre, end jeg plejer”, forklarer Ruta Muri, der for syv år siden flygtede fra Sydsudan til Norduganda. Nu bor hun her i en stor flygtningelejr sammen med omkring 120.000 andre.
”Det vi hører om i Verdens Blindeunion er, at man som blind eller svagsynet har svært ved at finde vej. Det er man afskåret fra i en krigssituation. Man skal også huske, at vejen kan ændre sig fra dag til dag. Der, hvor der var fortov i går, kan der være et kæmpe krater eller en udbrændt bil i dag”, fortæller Diana.
Afhængig af andre
Den problematik kan Svetlana genkende. Hun isolerer sig i lejligheden, da hun ikke længere tør bevæge sig ud i Kharkivs gader alene.
”Ude på gaden kan jeg ikke se, hvis der er fare på færde. Jeg kan ikke se, hvem der går foran mig eller bagved mig. Og jeg kan ikke være hurtig, hvis der sker noget”, siger Svetlana.
For Yamin i Myanmar var det modsat. For fire dage efter militærkuppet, hvor landets leder blev væltet og anholdt, rasede demonstranter i gaderne. Yamin følte en træng til at tilslutte sig menneskemængden. En ikke helt ufarlig situation.
”Jeg er helt blind, så jeg kunne ingenting se, men blev guidet af andres stemmer. Blindeorganisationen rådede alle medlemmer til at medbringe deres hvide stok, for så havde vi en chance for at blive genkendt som blinde i mængden. Jeg husker demonstrationerne som nogle stærke og lykkelige øjeblikke, men også ekstremt udmattende”, forklarer Yamin Omar.
Nødhjælpsorganisationer skal huske mennesker med handicap
Dansk Blindesamfund har kontakt med 14 personer med synshandicap, der er flygtet fra krigen i Ukraine til Danmark. Men det er dog langt fra alle, der formår at flygte med et synshandicap.
”Nu kender vi til blinde og svagsynede flygtninge, som er kommet hertil, men man regner med, at personer med funktionsnedsættelse er nogle af de sidste, der får mulighed for at flygte. Det betyder, at mange, der har et synshandicap, bliver efterladt i meget, meget vanskelige situationer, ofte med meget lidt hjælp fra andre eller meget få muligheder i virkeligheden”, siger Diana, der i Dansk Blindesamfund og Verdens Blindeunion har fokus på, at få de store nødhjælpsorganisationer til at huske mennesker med handicap, når de uddeler nødhjælp.
Lyt til podcasten Verdenssyn
Svetlana, Yamin og Ruta har oplevet invasion, kup og krig. Med ét bliver deres rolige hverdag vendt på hovedet, da deres hjemlande befinder sig i undtagelsestilstand. De tre kvinder har dårligere chancer end andre for at klare sig, de er nemlig synshandicappede.
Kom med til Ukraine, Myanmar og Norduganda og hør i podcasten Verdenssyn, hvordan de tre kvinder har oplevet og overlevet kaos, krig og katastrofe.