Sådan hjælper vi dig
Gennem de sidste 50 år har Dansk Blindesamfunds konsulenter, der alle selv har et synshandicap, hjulpet blinde og svagsynede i hele Danmark.
Konsulenterne fra Dansk Blindesamfund kommer ud til dig og tilbyder hjælp og støtte til alle med synshandicap i Danmark uanset medlemskab af Dansk Blindesamfund. Fordi alle konsulenterne selv har et synshandicap, kan de møde dig der, hvor du står lige nu.
Vi kommer hjem til dig
At være blind eller stærkt svagsynet kan gøre det vanskeligt at komme ud af huset og opsøge hjælp. Derfor tilbyder Dansk Blindesamfunds konsulenter altid at besøge dig i dit hjem, så du er i trygge omgivelser og ikke skal begive dig ud i trafikken med dit nylige synshandicap.
De har sikkert selv stået samme sted som dig på et tidspunkt, og de kan derfor nemt sætte sig ind i, hvordan det er at være blind eller svagsynet. Dit nye livsvilkår er jo også deres livsvilkår – nemlig livet som blind eller med stærkt nedsat syn.
Af den grund kender konsulenterne fra Dansk Blindesamfund hjælpemidler, alle de kompenserende teknikker samt dine rettigheder og de støttemuligheder, den sociale lovgivning sikrer dig. Konsulenterne er samtidig et lyttende øre og en god samtalepartner, der kan hjælpe dig med at genfinde fodfæstet i et nyt liv.
Find en konsulent i nærheden af dig
Konsulentordningen er gratis for alle med svigtende syn. Du behøver ikke at være medlem for at få hjælp fra konsulenterne. Vi har lokale konsulenter i hele landet, der rykker ud med kort varsel, så du hurtigt kan få støtte og rådgivning.
På nedenstående link kan du finde din konsulent og kontaktoplysninger. Søg på din kommune eller postnummer.