Kontakt dine undervisere

Når du starter på en ny uddannelse, ved dine undervisere ofte ikke, at du har et synshandicap. Derfor kan det være en god idé at informere dem tidligt.

Det kan gøre det lettere at få adgang til undervisningsmaterialer i god tid og skabe en fælles forståelse for dine behov fra starten.

For mange kan det være svært at finde ud af, hvad man skal skrive. Derfor har vi lavet en enkel mailskabelon, som du kan bruge som udgangspunkt, hvis du ønsker at orientere dine undervisere om dit synshandicap. Du kan kopiere mailen og tilpasse den til din egen situation.

Mailskabelon til dine undervisere

Emne: Orientering om synshandicap

Kære [undervisers navn]

Jeg er netop startet på [uddannelsens navn] og vil kort orientere om, at jeg har et synshandicap.

Jeg bruger synskompenserende hjælpemidler til at læse studiemateriale. Det er derfor en stor hjælp for mig, hvis undervisningsmaterialer og eventuelt pensum bliver lagt ud så tidligt som muligt, så materialerne kan gøres tilgængelige i de programmer, jeg bruger.

Jeg modtager SPS-støtte gennem uddannelsen, og eventuelle særlige eksamensvilkår vil være registreret gennem studiet.

Jeg ser frem til undervisningen.

Venlig hilsen
[Navn]
[Telefonnummer]
[Studienummer]

Tilpas mailen til dine behov

Synshandicap kan være meget forskelligt, og derfor vil behovene også variere fra person til person. Du kan derfor tilpasse mailen og tilføje de behov, der er relevante for dig. Du bestemmer selv, hvor meget du ønsker at skrive.

Det kan f.eks. være:

  • behov for at sidde tættere på tavlen
  • brug af egne hjælpemidler i undervisningen
  • behov for undervisningsmaterialer i god tid
  • brug af sekretærhjælp til noter.

Hvis du vil høre, hvordan andre unge med synshandicap har oplevet at starte og gennemføre en uddannelse, kan du lytte til podcasten “Uddannelsessystemets blinde veje” på Dansk Blindesamfunds podcast. Her deler unge studerende deres erfaringer med studiestart, hjælpemidler og de udfordringer, de møder undervejs.

Logo til podcasten Øjenkrogen, som forestiller to talebobler, en gul og en rød, der overlapper og danner et øje i midten. Tekst: Øjenkrogen