Fakta om synshandicap

Der findes ikke et samlet register over, hvor mange danskere, der er ramt af et synstab. Men i godt samarbejde med de øvrige aktører inden for synsverdenen, kan vi komme antal og behov nærmere. Her på siden kan du finde fakta om antal børn og voksne, og hvordan vi i Danmark kategoriserer synshandicap.

Hvor mange blinde og svagsynede er der i Danmark?

Man registrerer ikke mennesker med synshandicap i Danmark, og derfor kender vi ikke målgruppens eksakte størrelse.

Den seneste forskning på området peger på, at der er cirka 32.000 borgere, der lever med et synshandicap. Af denne gruppe er cirka 12.500 blinde eller stærkt svagsynede, hvilket svarer til Dansk Blindesamfunds medlemskriterium på maks. 10 % af et normalsyn, når synsresten er korrigeret ved hjælp af optik. 

Det er i talrige studier dokumenteret, at der eksisterer en tydelig sammenhæng mellem alder og handicap, herunder tilstedeværelsen af aldersbetingede øjensygdomme som for eksempel AMD (Aldersrelateret Macula Degeneration), der – på trods af forbedrede behandlingsmuligheder muliggjort gennem blandt andet Øjenfonden – fortsat er den hyppigste årsag til blindhed og synstab hos ældre personer i den vestlige verden. 

Nyeste forskning

Professor og øjenlæge Toke Bek har i et forskningsstudie, FORSYN, fastslået, at der er ca. 12.500 danskere, som lever med et svært synshandicap. Resultaterne er publiceret i Acta Ophtalmologica.

Fakta om synshandicap ift. børn

Det forebyggende sundhedsarbejde, som tager sin begyndelse allerede ved konstateringen af en graviditet og fortsætter gennem barn- og ungdom, betyder, at de fleste tilfælde af blindhed eller alvorlig svagsynethed opdages allerede kort efter fødslen. Langt de fleste børn med et synshandicap er opdaget før skolestart. Det betyder, at der kan ske en tidlig medicinsk, socialmedicinsk og optisk indsats for at bevare og udnytte et restsyn. Desuden kan de pårørende og andre omkring barnet på et tidligt tidspunkt få den nødvendige socialpsykologiske og specialpædagogiske rådgivning og vejledning.

I aldersgruppen 0-18 år er der ca. 1.800 blinde og svagsynede børn og unge. Cirka 1 ud af 1.000 børn og unge i Danmark har eller får et varigt synshandicap på grund af medfødte fosterskader, arvelige øjenlidelser og andre handicap som påvirker synet.

Der anmeldes hvert år mellem 150 – 200 nye tilfælde af synshandicap blandt 0-18-årige til Synsregistret ved Rigshospitalets Øjenklinik. En anmeldelse til Synsregistreret giver mulighed for synspædagogisk assistance fra en synskonsulent. Synskonsulenten vil besøge barnets hjem, daginstitution/skole. Ligeledes vil barnet kunne få bevilget optiske hjælpemidler via Servicelovens bestemmelser. 

Synsregistret

Det landsdækkende Synsregister ved Kennedy Centret, Rigshospitalet, tilbyder alle børn og unge med synshandicap at blive registreret indtil de bliver myndige. 

Klassifikation

I Danmark anvender man en social klassifikation af synshandicap, som du kan se i tabellen herunder. For at blive medlem af Dansk Blindesamfund skal man være socialt blind og tilhøre kategorierne B, C eller D.

Man regner ud fra den danske sociale klassifikation af synshandicap (synsstyrke målt på bedste øje). Tallene skal forstås sådan, at man for eksempel med en synsstyrke på 6/18 på 6 meters afstand kan se det, en person med normalt syn kan se på 18 meters afstand.

Kategori A

Synsstyrke: 6/18 til bedre end 6/60 (svarer til mellem 10 og 33% af normalt syn)
Betegnelse: Svagsynet

Kategori B

Synsstyrke: 6/60 til bedre end 1/60 (mindre end 10 % af normalt syn)
Betegnelse: Social blind (stærkt svagsynet)

Kategori C

Synsstyrke: 1/60 med lyssans og projektion (retningsangivelse) (svarer til 1 % eller mindre af normalt syn)
Betegnelse: Praktisk blind

Kategori D

Synsstyrke: Lyssans minus projektion eller ingen lyssans
Betegnelse: Total blind

Bliv medlem af Dansk Blindesamfund

Blinde og stærkt svagsynede kan blive medlem af Dansk Blindesamfund. Som medlem bliver du en del af vores mange fællesskaber og netværk for mennesker med synshandicap. Lokalt har vi klubber og sociale arrangementer for medlemmer. På landsplan har vi idrætsforeninger, faglige netværk og events for blinde og svagsynede i alle aldre.