24-årige Ayse blev ramt af fyrværkeri: Nu er hun blind på det ene øje

Sidste nytår endte fatalt for Ayse, da et nytårsbatteri sprang i øjet på hende. Hun glemte beskyttelsesbrillerne og mistede synet på det ene øje. Nu advarer hun andre.

Gaderne giver genlyd af heksehyl og knaldperler, mens raketter oplyser nattehimlen i alle regnbuens farver. Rådhusuret har endnu ikke budt det nye år 2020 velkommen. Ayse vil affyre det sidste nytårsbatteri. Hun fører lighteren ned til lunten, men den farverige eksplosion udebliver. Derfor forsøger hun igen at antænde. Men idet lighteren tænder, lyder der et voldsomt brag. Alt sortner, og Ayse overvældes af en varme i kroppen. På et splitsekund bliver Ayses liv ændret med et brag.

Ayse advarer andre om at huske sikkerhedsbrillerne nytårsaften, efter hun selv mistede synet på højre øje. Foto: Henrik Frydkjær.

”Jeg panikker og råber, at de skal ringe efter en ambulance. Jeg har aldrig oplevet noget så smertefuldt. Det gør helt vildt ondt, nærmest som om jeg er blevet væltet omkuld af en kæmpe elefant”, siger 24-årige Ayse Koc, hvis ben vakler under hende. Vejen til huset føles derfor afsindig lang. Helt instinktivt skyller hun øjet med koldt vand for at tage de værste smerter. Det hjælper en smule, indtil ambulancen kommer, men kan alligevel ikke overdøve den ubeskrivelige smerte, Ayse oplever. 

Kan ikke åbne øjet

”Jeg vidste med det samme, at den var helt gal, men håber inderligt, at det ikke er så slemt”, fortæller Ayse, hvis højre øje er lilla og hævet til dobbelt størrelse. Det er helt umuligt at åbne.

Alle omkring Ayse er forskrækkede og forsøger at finde hoved og hale i, hvad der skete. De hørte blot braget efterfulgt af Ayses udbrud.

”Jeg er rigtig bange. Det er forfærdeligt at høre hende skrige. Da hun fjerner hånden, og jeg ser øjet, ved jeg, at det ikke er godt. Det er en svær situation at stå i, og jeg kan intet gøre”, fortæller Ayses mor, der stadig kan genkalde sin datters skrig.

Ayse på skadestuen efter fyrværkeriulykken. Ayse er iklædt hvidt hospitalstøj, og højre øje er lukket, lilla og hævet til dobbeltstørrelse. Der er blod under øjet. Privatfoto.

Glasøjne

Da Ayse ankommer på Slagelse Sygehus, bliver hun scannet, og først tidlig morgen den 1. januar får hun svar på, hvor slemt det står til. En sygeplejerske fortæller, at Ayse formentlig har mistet synet på højre øje, da den voldsomme eksplosion fra batteriet har forårsaget huller i øjet og blodansamlinger. Sygeplejersken kan dog ikke sige det med sikkerhed, da hun ikke er øjenlæge. Derfor skal Ayse undersøges nærmere på et andet hospital. Det giver Ayse et spinkelt håb om, at det hele er en fejltagelse.

”Min mand og min mor begynder at græde, så jeg forsøger at være stærk. Men indeni kan jeg ikke lade være med at tænke, at min verden stopper nu”, forklarer Ayse, som på Glostrup Hospital bliver opereret og får syet hullerne sammen. Her får hun dog samme nedslående besked.

”De siger, at der er kommet blodansamlinger bag øjet, så der er ikke noget at gøre. Det eneste, de kan tilbyde, er at fjerne øjet og erstatte det med et glasøje, hvis jeg fortsat oplever smerter”, siger Ayse opgivende.

Opereret i Tyrkiet

Familien er dog ikke villige til at opgive håbet endnu, så derfor opsøger de en øjenspecialist i Tyrkiet. Ayse er indstillet på at afprøve alle tænkelige muligheder, inden hun opgiver at få synet igen. Derfor pakker Ayse sin kuffert og rejser knap 3.000 kilometer i håbet om at komme til at se på højre øje igen.

Portræt af Ayse fra siden, som sidder og smiler, mens søster sidder ved siden af. Foto: Henrik Frydkjær

Samme dag, som hun ankommer til Tyrkiet, får hun fjernet blodansamlingerne i øjet og nogle dage efter opereret for grå stær. Den tyrkiske øjenlæge spår hende gode chancer for at komme til at se igen, hvis senerne i øjet falder på plads.

”Det er stadig usikkert, om jeg genvinder synet, men øjenlægen giver mig 50% chance for at komme til at se igen, så jeg håber på det bedste”, fortæller Ayse, som næsten et år efter fyrværkeriulykken stadig forsøger at navigere i hverdagen med synet på kun et øje. Det har nemlig sat sine tydelige spor. Hun er fortsat udfordret på balance, afstandsbedømmelse og træthed.

Studie udfordret

”I begyndelsen påvirkede det mig meget, men jeg har efterhånden vænnet mig mere til det. Men når jeg studerer eller er ude at lave noget, bliver jeg mere træt end førhen, da jeg anstrenger mit seende øje”, forklarer Ayse, der også har opgivet at køre bil. Derfor søgte hun om ledsagelse til og fra studie, da hun ikke må tage offentlig transport for at skåne øjet for eventuelle slag eller stød fra medpassagerer. Der var dog ingen hjælp at hente, så nu er hun afhængig af familiemedlemmer, der kan aflevere og hente hende. Ayse er derfor umådelig taknemmelig for den hjælp, hun har fået af sin familie under hele forløbet. 

Ayse sidder i sofaen med computeren på lårene. Foto: Henrik Frydkjær

Egentlig burde hun være færdig med sit studie som bioanalytiker i begyndelsen af det nye år, men hun har været nødt til at forlænge studiet med et år, da hun ikke kunne gennemføre eksaminer. Og generelt må hun erkende, at det tager længere tid at læse lektier, da hun er nødt til at indlægge pauser til at hvile øjnene.

”Det rammer mig, at det hele bliver sat på pause, mens mine studiekammeraters liv fortsætter. Jeg havde glædet mig til at være færdig her til januar”, siger Ayse og tilføjer, at det tærer på kræfterne, når hun kun kan orientere sig med et øje. 

Savner sin almindelige hverdag

”Jeg skal vænne mig til, at jeg bliver endnu mere træt, end jeg plejer. Før gjorde jeg det, som jeg havde lyst til, uden at tænke over det, men nu skal jeg planlægge, så jeg har overskud hele dagen”, fortæller Ayse, som i begyndelsen var afhængig af en støttende arm til at holde balancen og afstandsbedømme.

Ayse står i køkkenet og er ved at fylde pulverkaffe i fire kaffekopper. Foto: Henrik Frydkjær

”Jeg savner allermest min almindelige hverdag, hvor jeg kan køre bil og ikke være afhængig af andre. At jeg kan gøre lige det, jeg har lyst til, uden at overveje, om jeg bliver træt. Bare være fri og studere”, konstaterer Ayse, som på trods af udfordringer hver dag priser sig lykkelig over, at hun ikke er helt blind i dag.

”Jeg føler mig heldig og er taknemmelig for, at det ikke gik ud over begge øjne. Det var held i uheld. Jeg har fået den største respekt for dem, der er helt blinde” fortæller Ayse.

Det kunne nemlig være gået helt galt, da Ayse ikke bar beskyttelsesbriller nytårsaften.

Ayse sidder med sin søster og mor ved spisebordet og drikker kaffe. Foto: Henrik Frydkjær

”Jeg tror, det var en forglemmelse. Jeg sikrer mig altid, at de andre har beskyttelsesbriller på, men glemte mig selv. Jeg ved udmærket godt, at man altid skal bære beskyttelsesbriller, og at man aldrig må gå tilbage til en fuser. Men alligevel gik det galt”, siger Ayse, der har valgt at fortælle sin historie til skræk og advarsel for andre.

”Jeg har altid kigget på video og billeder og tænkt, at det ikke kan ske for mig. Så uheldig er jeg ikke, men det skete for mig. Jeg lærte det på den hårde måde og håber, at andre vil tage ved lære af mine fejl”, forklarer Ayse med en klar opfordring til at passe på nytårsaften.

Det kan gå galt

Portræt af Ayse. Højre øje er halvt lukket sammen. Foto: Henrik Frydkjær

”Mit bedste råd er at overholde sikkerhedsrådene og huske beskyttelsesbriller. Hvis jeg kan spole tiden tilbage, havde jeg slet ikke købt fyrværkeri. Derfor vil jeg opfordre folk til helt at undlade at købe fyrværkeri, hvis de ikke vil ende som mig eller det, der er endnu værre - helt blind. Det kan gå galt”, fastslår Ayse, som gruer for det kommende nytår.

”Jeg tror, jeg graver mig ned i kælderen med hørebøffer på, så jeg hverken kan se eller høre fyrværkeri. Hver gang, jeg hører lyden af fyrværkeri, får jeg et sug i maven og begynder at ryste”, siger Ayse, som ikke håber, at andre udsættes for det, hun har været igennem.

SIKKERHEDSSTYRELSENS FEM FYRVÆRKERIRÅD

  • Brug altid beskyttelsesbriller
  • Brug kun godkendt og aldrig hjemmelavet eller ulovligt fyrværkeri
  • Hold aldrig tændt fyrværkeri i hånden
  • Hold sikkerhedsafstand og læn dig ikke ind over fyrværkeriet
  • Gå aldrig tilbage til en fuser

Kilde: Sikkerhedsstyrelsen, www.sik.dk.