7 blinde og svagsynede hoppede ud af kajakkerne i Lillebælt

For at kunne sejle kajak i en kajakklub skal man kunne redde sig selv op af vandet, hvis man falder i. Derfor blev kursisterne på det første kajakkursus udelukkende for synshandicappede selvfølgelig også bedt om at vælte sig ud af kajakken for derefter at kravle op igen.

Ved vandkanten på stranden ved Fredericia Kajakklub er der udsigt til de to Lillebæltsbroer til den ene side, den jyske kyststrækning til den anden, og lige ovre på den anden side af bæltet ligger Fyn. Det er her, de 7 kursister på Dansk Blindesamfunds første kajakkursus, skal prøve kræfter med havkajak på havet.

På kursets første dag øvede de teknikker og redningsøvelser i trygge rammer i svømmehallen på Fuglsangcentret. De tre instruktører fra Odense og Fredericia Kajakklub opdagede hurtigt, at de var kommet på en helt ny og uvant opgave – nemlig at undervise kommende kajakroere, som ikke kan se. De er alle tre erfarne (seende) kajakinstruktører, men pludselig var det ikke nok at løfte pagajen i vejret og vise, at bladet skal vende lodret når det rammer vandoverfladen. ”At kursisterne ikke kan se, sætter nogle nye krav til os instruktører, fordi vi skal forklare teknikker og instruktioner, som vi ellers blot vil vise. Men det er en god øvelse for os at være mere præcise i forklaringerne og skabe et fælles sprog sammen med kursisterne,” fortæller Michael Jacobsen fra Odense Kajakklub.

Bassinkanten gav tryghed

Kursisterne på kurset skulle kunne svømme 300 meter og være i god fysisk form, så alle kunne få mest muligt ud af kurset. Derfor tilbragte kursisterne det meste af tiden i vandet. Efter en kort gennemgang af kajakkens form og udstyr, gik kursisterne og instruktørerne i svømmehallen, hvor de første tag med pagajen blev taget og balancen blev prøvet af. Og ingen faldt ufrivilligt i vandet.

I bassinet stod Michael i vandet og kunne guide kursisterne i at holde korrekt på pagajen, fortælle, hvordan man stiger ned i kajakken fra kanten og han hjalp med at holde kajakken stabil, når kursisterne skulle kravle op i den igen efter redningsøvelserne.

”Det var trygt at starte i svømmehallen, fordi jeg vidste, hvor bassinet sluttede. Det gav mig stor tryghed i at have lavet øvelserne dér først, inden vi lavede dem igen på havet,” siger Hans Christian Højgaard, 64 år, og fortsætter: ”Jeg har glædet mig som et lille barn til at deltage i kurset. Det er rigtig sjovt at få det afprøvet. Jeg kunne ikke så godt lide at skulle vælte ud af kajakken og redde mig selv op i gen, men til gengæld er det helt fantastisk at ro på tur langs kysten.”

En snært af panik

På anden dagen gjaldt det havet og bølgerne i Lillebælt. Nu var der ingen kanter, der naturligt stoppede kajakken, men deltagerne blev hjulpet af pålandsvinden, så der var ingen risiko for at drive til havs. Til gengæld mærkede kursisterne hurtigt, at det ikke var nogen fordel at have vinden i ryggen. Det kan godt være, at vinden hjalp til med at komme fremad, men de bølger vinden skabte gjorde det vanskeligt at styre kajakken og holde retningen. Derfor var flere tæt på at støde på land. Instruktør-Michael kunne til frokost trøste med, at det for alle er væsentligt lettere at ro imod bølgerne, fordi medvind kræver meget mere korrigering af retningen.

Pålandsvinden betød dog også, at de planlagte redningsøvelser efter frokost måtte foregå et ekstralangt stykke fra kysten, så der var dybt nok til at falde i uden at slå sig på bunden. Det gav lidt sug i maven hos flere af deltagerne.
”Jeg kunne godt lige mærke lidt kilden i maven, da jeg skulle vende mig ud af kajakken og ned i vandet. Men det var rigtig sjovt at prøve at kravle op i kajakken igen, og det var en rigtig god oplevelse både at guide en holdkammerat op i kajakken og selv at blive instrueret i at komme op,” siger Brian Rasmussen. Brian er især fristet af at ro i kajak, fordi han bor tæt på vandet – faktisk lige ovre på den anden side af Lillebælt. Når man står der ved strandkanten ser der ikke ud til at være at være langt over på den anden side af bæltet. Men en af instruktørerne fortæller, at Lillebælt er dybt, så det er ikke helt ufarligt at krydse over. ”Det ville ellers være meget lettere, når jeg skal hjem fra kurset, i stedet for at skulle både med tog og bus”, joker Brian. Han er i forvejen aktiv goalball- og show down-spiller, men kunne godt tænke sig at prøve kræfter med kajak-roning også, og allerhelst i en klub sammen med andre. Derfor skyndte han sig at tilmelde sig, da kurset blev udbudt.  

Jeg følte mig i vejen til sidst

En anden af kursisterne, Birthe Nielsen fra Ribe, har roet meget i både ind- og udriggere indtil synet blev for dårligt. ”Det var en stor sorg for mig at slippe roning. Det har jeg altid gjort, men jeg kunne jo ikke rigtig være styrmand, for jeg kunne ikke se ordenligt og jeg tog fejl. Mine ro-kammerater var søde til at hjælpe og sige, at det ikke gjorde noget, men det gjorde det for mig. Jeg blev nødt til at stoppe, fordi jeg ikke kunne se. Jeg ville ikke være den, der sløvede de andre eller hele tiden lavede fejl. I en udrigger skiftes man til de forskellige opgaver, og der blev til sidst for mange opgaver, som jeg ikke kunne løse selv. Derfor har det været helt fantastisk at sidde i en båd på vandet igen, og det giver mig en stor livsglæde”, fortæller Birthe, som stadig følger lidt med i rolivet i Ribe, men fra land. Hun håber dog, at kurset i Dansk Blindesamfund kan være adgangsbilletten til at komme til at ro igen.

Også Bente Christiansen har roet meget tidligere og håber, at hun nu kan komme i gang igen, selvom det ene knæ ikke altid var helt glad for at være i den samme stilling i kajakken i lang tid af gangen. ”Det er også vigtigt at lytte til kroppens signaler, for ellers ødelægger man mere for sig selv”, konstaterer Bente, inden hun tager en pause ved strandkanten.

Claus Thøgersen fra Aarhus har ikke prøvet at ro i kajak tidligere, men han er som den eneste på kurset helt blind, ”så jeg gør i udgangspunktet alting forkert, fordi jeg ikke en gang kan skimte konturerne af noget som helst. Til gengæld kan jeg tydeligt mærke, når et tag er rigtigt,” siger Claus. Han finder også en vis form for trøst i, at udviklingskonsulenten fra Dansk Kano- og Kajakforbund, Silas Kaul, siger, at det ikke er intuitivt for nogen at vende bladet korrekt i vandet. For Claus gjorde det en stor forskel at skifte den såkaldte skivede pagaj ud med en grønlænder-pagaj. Her er begge ender ens, og Claus har lettere ved at mærke, hvornår tagene er rigtige med pagajen af træ. Michael forklarer, at kajakroning i høj grad er en udstyrssport, og mange af tingene kan virke unødvendige eller nørdede at gå op i, men netop hvilken pagaj, der passer til den enkelte, er væsentlig for at få en god oplevelse med at ro i kajak.

Målet er et IPP2 certifikat

For at blive ”frigivet” i en kajakklub – det vil sige at få en nøgle til klubhuset, så man selv på snart sagt alle tider af døgnet kan hente en kajak, lægge den i vandet og sejle en tur – kræver langt de fleste kajakklubber, at man kan fremvise et IPP2 certifikat. Det får man efter et kajakkursus på ca. 16 timer, hvor kursisterne gennemgår forskellige ro-tag, redningsøvelser, sejlads over en længere strækning og meget andet.

Det er også IPP2 programmet, som danner grundlaget for det første kajakkursus i Dansk Blindesamfunds historie. Kurset er et pilotprojekt, som skal give kursusafdelingen og underviserne viden om, hvad der fungerer, og hvad der bør ændres fremadrettet. Ambitionen har fra starten været, at kursisterne skulle kunne gå hjem med et IPP2 certifikat, så de i princippet kunne tage kontakt til en lokal kajakklub og søge om optagelse.

Det står dog ret hurtigt klart for instruktørerne, at de 7 blinde og svagsynede kursister ikke når at gennemgå alle elementer af IPP2-programmet i det omfang, det kræver. Der er særligt fokus på redningsøvelser og mange gentagelser af øvelserne, så de kommer til at sidde på rygraden, og det er der ikke tid nok til her, da instruktionen og synstolkning af samtlige øvelser og tag tager længere tid. Desuden har netop Dansk Blindesamfunds kajakkursus det ekstra benspænd i modsætning til et kursus udbudt af en kajakklub, at alle deltagere har et synshandicap. Det er derfor ekstra ambitiøst og udfordrende at skulle redde hinanden op af vandet, når både den i vand og den i kajakken ikke kan se. ”Det er ikke et realistisk scenarie at to blinde roer på tur alene, men alle har gjort det skidegodt i dag, og alle har reddet sig selv og hinanden op af vandet, og det er simpelthen så sejt,” roser Michael kursisterne, og fortsætter: ”IPP2 kræver nogle tekniske færdigheder, som for den her målgruppe tager længere tid af opnå, men det er slet ikke umuligt. Det kan løses med god planlægning.”

Michael og de to andre instruktører nævner flere gange i løbet af kurset, at de er imponerede over, hvor gode kursisterne er til at navigere efter lydene fra de andre, selvom havet gør det vanskeligt at opfange lydens retning. Der er ingen, der kolliderer eller falder ufrivilligt i vandet.

Undervejs i kurset bliver kursisterne delt op, så de to og to følges med hver deres instruktør, og der sker et stort ryk fremad i niveauet, da undervisningen bliver mere fokuseret og målrettet til det niveau duoen befinder sig på. Fire af kursisterne fandt hurtigt sammen med Michael og blev ekstra udfordrede med tekniske øvelser og en væsentlig længere tur langs kysten. ”Der var god fart på kajakkerne. Jeg skulle virkelig ro til for at følge med. Jeg kan godt mærke, at jeg har brugt min krop i dag,” smiler Flemming Såby, 57 år.

Uvurderlig viden

Både kursister og instruktører er enige om, at et kajakkursus målrettet mennesker med synshandicap giver rigtig god mening. Deltagerne kan i trygge rammer lære at ro i kajak, så de efterfølgende har bedre mulighed for at komme ind i en klub i lokalmiljøet. Udbyttet vil dog blive endnu bedre, og det vil også være realistisk at opnå IPP2 certificeringen, hvis holdet er endnu mindre, eller har flere instruktører, så der tilnærmelsesvist vil være mulighed for ene-undervisning. Den type erfaringer er uhyre vigtige for kursusafdelingen i Dansk Blindesamfund at få, så de kan arbejde videre med at skabe de bedste kurser og aktiviteter for foreningens medlemmer.

”Vi vil gerne bidrage aktivt til, at blinde og stærkt svagsynede i endnu højere grad bliver en del af forenings-Danmark. Derfor har vi lavet det her pilotprojekt i samarbejde med Kano- og Kajakforbundet, fordi vi oplever, at mange af vores medlemmer gerne vil ro i kajak, men de kan ikke rigtig finde fodfæste i klubberne, fordi hverken de eller klubberne ved, hvor og i hvilket omfang, der er behov for at tilrettelægge eller indrette et kajakkursus, så blinde og svagsynede også kan være med. Den viden har vi nu, og den kan vi bruge aktivt til at nedbryde barrierer og udvide horisonten – både hos vores medlemmer og hos fx kajakklubberne,” siger Jesper Fraenkel, kursusleder i Dansk Blindesamfund.

Jesper fortsætter: ”Det her kursus har jo netop vist sit værd ved at en af deltagerne – Brian – er blevet medlem af Fredericia Kajakklub, fordi han har lært at ro i kajak, og fordi Fredericia Kajakklub har oplevet, at man som blind sagtens kan deltage på lige fod, blot med visse tilpasninger. Nogle siger, at almindelige idrætsklubber og lignende ikke er relevante for os, men det synes jeg, er noget pjat. Det er jo netop ved at være sammen med andre på lige vilkår, at vi kan sige, at rehabiliteringen eller habiliteringen af mennesker med synshandicap er lykkedes. Og det er Brian et strålende eksempel på, så jeg er en glad kursusleder i dag. Og jeg glæder mig til at planlægge nye kajakkurser, så endnu flere blinde og stærkt svagsynede kan komme på vand.”

Kursisterne deler Jespers glæde over, at det første kajakkursus i Dansk Blindesamfund er blevet afholdt. HC udskiftede den sidste dag på vandet havkajakken med en turkajak, og det gjorde ikke begejstringen mindre. ”Det var en god dag i dag. Det var dejligt og en virkelig god oplevelse at ro i turkajak – den gled lettere igennem vandet, det var lettere at ro og jeg kunne styre retningen med en rorpind. Det vil jeg gerne gøre igen.”

Flemming Såby har kun fået endnu mere blod på tanden efter kurset, og glæder sig til at begynde i Hvidovre Kajakklub i løbet af sensommeren. Det har taget lidt tid for ham at overbevise klubben om, at han godt kan være med, ”men jeg er helt klar nu,” siger han.

”Jeg vil helt sikkert gerne ro mere efter kurset”, siger Jacob Carsting på 35 år og fortsætter: ”men jeg vil gerne være medlem af en kajakklub, så jeg kan følges med nogen på ture og være en del af det sociale fællesskab.”

Og hvem ved, måske får Brian sit ønske om at kunne sejle hjem over Lillebælt opfyldt inden længe, når han i næste uge bliver optaget som medlem i Fredericia Kajakklub?