Amalie trodser synshandicap på livets store eventyr

Amalie har kun 25 procent syn på det ene øje, men det har ikke holdt hende tilbage fra at tage på sit livs største eventyr. Senest kunne du følge hende i rejseprogrammet Først til verdens ende.

Livshistorie fra 22. september 2025. Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Amalie og Mille spurter gennem Seattles gader med rygsækkene bumpende tungt mod skuldrene. Mille er opmærksom på at advare Amalie om trapper og kantsten. Mørket har lagt sig, pulsen hamrer og tvivlen har meldt sig, men de har ét mål: Coast Seattle Downtown Hotel - det første checkpoint i tv-programmet Først til verdens ende.

De kaster sig ind ad hotellets dør, stadig forpustede, og lægger hænderne på bogen, der markerer etapens afslutning. Med bankende hjerter vender de første side og opdager, at de er ankommet som nummer to. Kun ti minutter efter det første hold.

De to højskoleveninder Amalie og Mille har kastet sig ud i deres livs eventyr. Sammen med fire andre par konkurrerede de i tv-programmet Først til verdens ende, hvor ruten gik tværs gennem Nordamerika med slutdestination i Key West, Florida.

Det på trods af Amalie kun har 25 procent syn på det ene øje. Det har dog aldrig forhindret Amalie i at forfølge sine drømme. Tværtimod har hun kastet sig ud i eventyr, hvor mange andre ville tøve. Hun har hoppet i faldskærm, gået Caminoen selv, bungy jumpet, besteget bjerge og rejst verden rundt. Nu var hun på sit livs rejse – både i forhold til Først til verdens ende og mødet med sit eget synshandicap.

”Jeg vil se så meget som muligt, mens jeg stadig kan”, siger 24-årige Amalie Stauner.

Synshandicappet har aldrig fyldt

Amalie er født med øjensygdommen Peters Anomali samt grøn og grå stær. Hun har derfor altid været blind på højre øje, men det var sjældent noget, hun tænkte over, før hun blev ældre.

En gang om året var hun til øjenkontrol på Rigshospitalet, men hun opfattede det aldrig som noget negativt. Det blev gjort til en hyggelig udflugt til storbyen med sin mor eller far.

”Jeg fik fri fra skole, og bagefter kiggede vi på butikker og hyggede. Jeg har altid haft den samme øjenlæge, så jeg kom tit med perleplader og tegninger til ham”, fortæller Amalie.

Men ellers fyldte synshandicappet ikke i Amalies hverdag. Hendes forældre pakkede hende heller ikke ind i vat eller begrænsede hende. Det formede tidligt hendes selvtillid og selvopfattelse. Som toårig stod hun på ski og kastede sig nysgerrigt over de aktiviteter, som hendes venner lavede – gymnastik, fodbold og teater.

”Det har givet mig en tro på mig selv fra barnsben. Troen på at jeg kan det samme som alle andre. Jeg tænkte aldrig over, at jeg havde en begrænsning, nogle gange måtte jeg bare stå lidt ekstra på tæer for at følge med. Jeg fandt mine egne teknikker og løsninger”, siger Amalie.

I skolen var der heller ikke noget usædvanligt ved, at hun havde et justerbart bord og kraftige lamper. Det var en naturlig del af hverdagen og aldrig noget, klassekammeraterne satte spørgsmålstegn ved. Derfor har Amalie heller aldrig følt, at hun skilte sig ud fra sine jævnaldrende.

Da synshandicappet blev tydeligt

Det var først, da Amalie var omkring 20 år, at hun reelt mærkede sit synshandicap. Hun begyndte at se regnbuer, mærke en trykken for øjet og få ondt. Hun fik derfor en henvisning til øjenlægen, der kunne konstatere, at hendes synsfelt var blevet mindre. Den grønne stær, hun var født med, var nu aktiv.  

”Jeg har haft et synshandicap hele mit liv, men det var først der, jeg for alvor forholdt mig til det. Det gik op for mig, hvad konsekvenserne kunne være”, fortæller Amalie.

For med det fulgte også en frygt for at miste synet. Øjendråber og hospitalsbesøg blev en fast del af hendes hverdag. Hun skulle pludselig lægge mærke til de mindste forandringer i øjet, for det kunne betyde, at hun var ved at miste endnu mere af sit syn. Og hver gang fulgte et stik af bekymring.

”Der var måneder, hvor jeg syntes, at det var op ad bakke. Jeg skulle finde ud af, hvem er jeg nu. Er jeg hende, der ikke kan se noget? I begyndelsen fyldte frygten for at miste synet”, forklarer Amalie.

Det begrænsede syn betød også, at det er sværere at se folk til siden, bedømme afstande og opdage trappetrin i tide. På studiet tager det også længere tid at læse. Hun er nødt til at forstørre teksten, hvilket gør det sværere at overskue informationen.

Styrke i at bede om hjælp

At acceptere de praktiske udfordringer var én ting. Det var sværere at acceptere, at hun i højere grad måtte læne sig op ad andres hjælp. I mange år havde Amalie gjort en dyd ud af at klare alting selv og finde sine egne løsninger. Det gør hun stadig, men hun har også indset, at livet bliver nemmere, når hun tør række ud og bede om hjælp.

I takt med at Amalie åbnede mere op om sit synshandicap, blev hun også bedre til at acceptere det selv. Hun opdagede, at venner og familie stod klar, når hun lukkede dem ind og bad om hjælp.

”Det betyder virkelig meget at have venner og familie, som støtter mig, men det er også sårbart at åbne op om noget, jeg ikke selv har fundet mig til rette med. Derfor har det også været en del af min rejse med at acceptere mit synshandicap”, forklarer Amalie og understreger, at det er blevet nemmere.

Det oplevede seerne også i Først til verdens ende, når veninden Mille helt naturligt tog Amalies hånd, når der kom forhindringer.

Fælles styrke

I ræset var Amalie afhængig af Mille, fordi det var hende, der løb forrest i pressede situationer, hvor det gjaldt om hurtigt at få et overblik og orientere sig. Det var klart en udfordring for Amalie, som ikke måtte medbringe sin mobil, der til daglig fungerer som et vigtigt hjælpemiddel. Normalt kan hun tage et billede, så hun kan zoome ind for at læse en tekst eller et vejskilt. Det måtte hun undvære i konkurrencen og i stedet stole på Mille og deres samarbejde.

Til gengæld var Amalie mere udadvendt og ikke bange for at henvende sig til fremmede og spørge om hjælp. De var derfor gode til at supplere hinanden. Når den ene tøvede, viste den anden vejen. Når den ene mistede modet, fandt den anden motivationen. Det var duoens styrke.

”Vi har virkelig rykket os begge to. Jeg er stolt af, at vi har kastet os ud i denne rejse sammen, men jeg er mest stolt af Amalie og alt det, hun har delt med offentligheden om sit synshandicap”, siger Mille Buchmann og fortsætter:

”Jeg ved godt, Amalie er træt af at blive kaldt sej, men faktum er bare, at hun er pissesej. Hun møder udfordringer, men hun gør det alligevel”.

Til dagligt tænker Mille ikke over, at Amalie har et synshandicap, men i forlængelse af programmet, har der været opmærksomhed på det, og de har talt åbent om det.

Åbnet op om synshandicap

For Amalie har deltagelsen i Først til verdens ende også nærmest været en form for terapi. Hun meldte sig i første omgang for sjov, men efterhånden som hun og Mille gik videre, blev det tydeligt for hende, at programmet også var en anledning til at stå frem og fortælle sin historie. Undervejs var hun nødt til at forholde sig til sit syn på en måde, hun ikke tidligere havde gjort.

”Det var først i forbindelse med programmet, at jeg begyndte at sige, jeg har et synshandicap. Før har jeg altid sagt nedsat syn, fordi jeg ikke har forbundet handicap med mig selv”, forklarer Amalie.

Men rejsen har dog langt fra kun budt på udfordringer, den har også betydet en helt masse unikke oplevelser: hjælpsomme canadier, valgfest, overnatning på spøgelseshotel, storslåede naturoplevelser, middag med First Nations Folk og et helt særligt sammenhold.

”Vi har fået en helt unik oplevelse sammen. Noget der ikke kan sammenlignes med andre rejser. Jeg kan godt tage til USA eller Canada igen, men det bliver aldrig på samme måde”, siger Amalie.

Rejsen har derfor også haft stor betydning for deres venskab.

”Vi er helt klart blevet meget tættere. Da vi kom hjem, savnede jeg at være sammen med Amalie”, fortæller Mille.

De har delt alle tænkelige situationer og lært hinanden endnu bedre at kende. Som Amalie siger:

”Vi har skulle være sammen i alle situationer – kunne slappe af sammen, været stresset sammen, glade sammen og kede af det sammen. Vi har set hinanden fra alle mulige vinkler, og det har styrket vores venskab”.

Uventet exit

Men rejsen stoppede dog før tid. Hele vejen igennem programmet havde veninderne ligget på første- eller andenpladsen indtil, Amalie en nat vågner op med stærke smerter i venstre øje. En trykken for øjet, hun kender alt for godt. Det betød, at trykket i øjet var steget, og at hun kunne risikere at miste endnu mere af sit syn, hvis hun ikke fik det under kontrol.

”Når man ikke har meget syn tilbage, er det alvorligt, så jeg blev overrumplet af bekymringer. Det gjorde ondt og føltes som om, der stod en og bankede i mit øje”, forklarer Amalie, som dryppede sit øje med en ekstra øjendråbe. Men det hjalp stadig ikke. Hun tog derfor en pille, hun havde fået udleveret af sin øjenlæge, som også skulle hjælpe med at sænke trykket. Det er dog ikke en, Amalie plejer at tage, så hun blev døsig og kastede op.  

For Mille var det hårdt at stå på sidelinjen og se, hvor dårligt Amalie havde det, uden hun kunne gøre noget.

”Det var virkelig hårdt at se Amalie være ked af det og frustreret, uden jeg kunne hjælpe. Jeg følte mig magtesløs og syntes, det var uretfærdigt”, siger Mille.

Da de ankom til checkpoint, sørgede produktionen for, at Amalie fik tjekket sit syn hos en øjenlæge. Der var heldigvis gode nyheder. Øjenlægen kunne konstatere, at trykket var faldet til ti og lå helt normalt. Veninderne fik derfor lov at rejse videre.

Det varede dog ikke længe. For på etapen mod Québec insisterede produktionen på, at Amalie igen fik tjekket sit øje. Her var trykket steget uden, Amalie havde mærket det, så chokket var stort, da de fik et opkald fra produktionen, som var nødt til at trække veninderne fra konkurrencen. Det var ikke sikkert at lade hende fortsætte.

”Det var en mavepuster og skræmmende, at trykket var steget igen, uden jeg kunne mærke det. Jeg var virkelig ked af det og havde kæmpe skyldfølelse over, at vi måtte forlade programmet”, forklarer Amalie, der syntes, det var grænseoverskridende at have Danmark med på sidelinjen til så sårbart et øjeblik. For hende var det meget personligt at snakke om sit tryk.

Inspiration og mod til andre

Efter den værste skuffelse havde lagt sig, er Amalie taknemmelig for, at produktionen insisterede på, at hun fik tjekket trykket i øjet igen. Ellers var det måske ikke blevet opdaget, og hun kunne have mistet mere af sit syn.

Efter hjemkomsten blev Amalie opereret og fik lagt et dræn ind i øjet for at stabilisere trykket. Operationen gik godt og har givet Amalie en helt ny hverdag. I dag behøver hun ikke længere dryppe sine øjne to gange om dagen og siden operationen, har trykket ligget stabilt. Det har givet Amalie en helt ny ro.

Hun håber, at hendes deltagelse kan inspirere andre til, at et synshandicap ikke behøver stå i vejen for store oplevelser, og at man skal turde forfølge sine drømme.

”Det vil gøre mig rigtig stolt og glad, hvis bare én person sidder og tænker, hvis hun kan, så kan jeg også”, smiler Amalie.

Hendes øjensygdom gør visse ting mere besværlige, men det har på ingen måde stoppet Amalie. Hun har fundet sin egen vej og har et råd til andre med synshandicap:

”Man skal huske på, at man er lige så god som alle andre, og man kan sagtens nå sine mål. Vejen dertil ligner måske ikke de andres, men man skal nok komme frem”, siger Amalie.