Baloo er mere end en førerhund
Førerhunden Baloo er nomineret til Årets Førerhund 2025 for at være Finns trofaste makker, øjne i trafikken, frihed og afgørende for, at Finn kan leve det aktive liv, han gør.

Førerhunden Baloo bevæger sig med en naturlig sikkerhed, som om han altid har været ved Finns side. Han stopper automatisk ved en kantsten, får en godbid, venter tålmodigt på Finns signal, inden de krydser en befærdet vej. Baloo Zigzagger uden om mennesker, butiksskilte og parkerede cykler i Aalborg gågade. Finn har et let greb i førerhundebøjlen og følger troligt efter den lyse labrador. Skridt for skridt fører Baloo Finn sikkert frem, indtil de står foran den planlagte cafe.
Det var en af deres allerførste ture sammen, og Finn mærkede med det samme forskellen. Han slappede af, sænkede skuldrene, gik mere frit og i et hurtigere tempo. Førerhundeinstruktøren sagde også imponeret, at det var som om, de to altid har hørt sammen.
Et enestående bånd
Sådan har det været lige siden. Det perfekte match. Tre et halvt år siden er de stadig uadskillelige og har gået mange flere ture samen.
”Fra første dag, han kom ind i huset, var det som om, vi havde kendt hinanden altid. Vi havde en fuldstændig enestående fornemmelse af samhørighed. Der var lysår til forskel på at gå turen alene og følges med Baloo ved min side. Det var fuldstændig ubetinget kærlighed fra begyndelsen”, siger Finn Hviid Bredahl, som hver dag er taknemmelig for alt det, Baloo gør i hans hverdag.
For Finn er førerhunden Baloo meget mere end bare et hjælpemiddel i hverdagen. Baloo er hans faste makker, øjne i trafikken, hans frihed og afgørende for, at Finn kan leve det aktive liv, han gør. For den indsats er Baloo blandt de tre nominerede til Årets Førerhund 2025, og for Finn er det en stor ære, men også en anerkendelse af deres samarbejde.
”Jeg er stolt og beæret over, at Baloo er nomineret til Årets Førerhund. Det er så velfortjent, for han er en fantastisk førerhund, der bidrager med frihed og tryghed overalt, hvor vi færdes”, fortæller Finn.

Friheden til et aktivt liv
Uden Baloo ville Finn ikke kunne opretholde sin aktive hverdag. Den trofaste førerhund guider ham sikkert ind og ud af busser og tog rundt i hele landet – til foredrag om Finns liv, ophold på Fuglsangcentret, ferie, kirkegang, sociale arrangementer, møder, koncerter, cafebesøg og indkøbstur. Kort sagt følger Baloo trofast Finn overalt – på nær hos tandlægen. Han er afgørende for Finns bevægelsesfrihed og livskvalitet.
”Baloo giver mig den frihed, at jeg kan gøre alt det, som seende også kan. Uden ham havde jeg været begrænset og afhængig af andre”, forklarer Finn, som er glad for deres tætte bånd.
Baloo giver også frihed til Finns kone, da Finn ikke længere er afhængig af at følges med hende, men kan tage af sted, når han vil og nyde sin nyvundne frihed. Når Finn følges med Baloo, behøver han ikke bekymre sig om forhindringer, for dem navigerer Baloo dem sikkert udenom, hvilket giver Finn en stor tryghed. Det betyder også, at Finn har mere energi og overskud i hverdagen, fordi han ikke konstant behøver spekulere på potentielle forhindringer.
”Derhjemme er det ikke et problem, men når vi færdes nye steder og jeg er på udebane, er Baloo uundværlig. Med ham ved min side behøver jeg ikke længere frygte at falde eller komme til skade”, siger Finn.
Den bedste træningsmakker
Baloo spiller også en vigtig rolle for Finns velbefindende, da den lyse labrador også er Finns træningsmakker på deres daglige gåture i naturen og lokalområdet. Siden Baloo blev en del af hans liv, har Finn har tabt sig omkring ni kilo, da Baloo skal luftes uanset vejret. På den måde har Baloo en positiv indvirkning på både Finns krop og sind.

Faktisk har Baloo også reddet Finn fra at fare vild i en voldsom snestorm. Det var en decemberdag for tre år siden, hvor Finn skulle lufte Baloo, da vejret tog en drastisk drejning. En tæt snestorm gjorde det umuligt for Finn at orientere sig med sit lille restsyn.
På rette vej
Han troede, de var på vej hjem, indtil han pludselig mærkede, hvordan stien under dem forsvandt, og han stod med begge fødder i en iskold bæk. Finn ville ringe efter hjælp til sin kone, da han opdagede, at han havde glemt sin mobil derhjemme. Flere gange forsøgte han at finde vej gennem sneen, men måtte erkende, at han var fuldstændig desorienteret. Finn havde ingen anelse om, hvordan de kom hjem.
I stedet satte han sin lid til Baloo. Med kommandoen ”Find hjem” vendte Baloo straks om, førte dem sikkert gennem sneen, og ti minutter senere var de sikkert hjemme igen.
"Det er ikke første gang, Baloo har reddet mig. Han har flere gange ført mig udenom udgravninger og forhindringer, som jeg ikke havde opdaget. Den dag i snestormen beviste han endnu en gang, at han er Danmarks klogeste førerhund. Det er en stor tryghed at vide, at han altid passer på mig", fortæller Finn.
Førerhund i verdensklasse
Han giver en stor del af æren for Baloos imponerende arbejdsindsats til førerhundeordningen i Dansk Blindesamfund. Han er slet ikke i tvivl om, at instruktørerne brænder for deres arbejde og for at gøre en forskel for mennesker med synshandicap. Deres begejstring og engagement er ikke til at tage fejl af – det mærker både hundene og deres brugere.

"Jeg har den dybeste respekt for det arbejde, de gør. De træner de bedste førerhunde, og jeg kan ikke forestille mig en bedre makker end Baloo", siger Finn.
For ham er det også en tryghed, at Dansk Blindesamfund er certificeret af den internationale førerhundeordning IGDF og dermed lever op til de højeste standarder for træning og kvalitet.
"Det giver en enorm tryghed at vide, at Baloo er godkendt efter internationale standarder. Jeg kan tage ham med overalt – også i udlandet. Det er alfa og omega det arbejde, de gør”, forklarer Finn.
En tryg start på førerhundetilværelsen
Baloos foderværter har også en helt særlig plads i Finns hjerte. De passede Baloo, fra han var hvalp og gav ham en tryg og kærlig start på livet, som lagde fundamentet for hans videre træning som førerhund. Da de senere ønskede at høre, hvordan det gik Baloo, fik de kontakt til Finn – og det blev begyndelsen på et nyt venskab. Allerede ved deres første besøg genkendte Baloo dem straks på stemmen og løb dem glad i møde.
”Det betyder meget for mig at vide, at Baloo har haft det godt fra starten. Han elsker at se dem igen, og det gør vi også”, fortæller Finn.

Baloo er en vinder
Det er dog ikke kun Finn, der er glad for Baloo. Hele familien har taget den trofaste førerhund til sig. Baloo ligger ofte i fodenden af Finns kones seng, og Finns voksne døtre nyder Baloos kærlige og opmærksomme væsen. Derfor er Baloo ikke bare en førerhund, men også et elsket medlem af familien.
For Finn er Baloo desuden en ven, en livsledsager og en uundværlig del af Finns hverdag, som troligt følger Finn i alt, hvad han gør. Uanset om Baloo løber med titlen som Årets førerhund 2025 eller ej, er han allerede en vinder i Finns hjerte.
”Jeg er landets gladeste førerhundebruger. Baloo er helt eminent og gør en verden til forskel for mig. Han er en førerhund i absolut særklasse”, smiler Finn.