Bare jeg havde søgt om en ledsager, dengang jeg ikke havde brug for det

Eva kunne have fået ledsagerordning, da hun var 59 år, men ville ikke bede om hjælp, hun ikke havde behov for. Nu er hun 76 år og har behov for en ledsager, men nu er hun for gammel til at få hjælp.

Eva var 59 år, da det svigtende syn tvang hende væk fra arbejdsmarkedet. Hun kunne have søgt om ledsagerordning dengang, men den aktive bogholder kunne godt klare sig selv – det var kun de mange små tal i arbejdet, der drillede.

Derfor søgte hun ikke. Det fortryder hun i dag, hvor hun som 76-årig er afskåret fra at få ledsagerordning, fordi man skal nå at søge og have en sådan ordning bevilget, inden man fylder 67 år. Ellers må man klare sig selv.

”Jeg havde jo ikke brug for det, da jeg var 59 år, så det lå mig meget fjernt at bede samfundet om hjælp, når jeg kunne klare mig selv. Nu, hvor jeg så faktisk har brug for hjælp, så er det for sent. Nu er jeg blevet for gammel til at få hjælp. Det er verdens uretfærdighed. Jeg har arbejdet altid og været aktiv, og så kan jeg ikke få den hjælp, som er helt naturlig – særligt efter de 67 år. Man ser jo ikke bedre, fordi man bliver ældre”, siger Eva, der har et klart budskab til de politikere, der lige nu sidder og forhandler finanslov, hvor Dansk Folkeparti har fremlagt et forslag om en ændring af reglerne, så blinde og stærkt svagsynede over 67 år i fremtiden også skal kunne få en ledsagerordning og altså ikke aldersdiskrimineres.

”Politikerne skal vide, at de er med til at slutte vores liv for tidligt, når vi er ude af stand til at deltage i samfundet eller få oplevelser som alle andre, fordi vi ikke kan komme ud af vores hjem. Vi skal jo leve livet, mens vi har det. Jeg tror ikke på genudsendelser. Der er en meget stor risiko for, at vi sidder tilbage og bliver ensomme og isolerede. Det er en rædselsfuld tanke. Jeg har selv en god veninde, der hjælper mig og køber ind sammen med mig, og vi går til gymnastik sammen. Men hun er 82 år. Nogle gange ville jeg ønske, at det var hende, der var 76, og mig, der var 82, så jeg ikke skulle tænke så meget over, hvad jeg skal gøre den dag, hun ikke kan hjælpe mig mere”, siger Eva.

Altid i taknemlighedsgæld

For Eva er det et helt absurd princip, at en bestemt alder skal være grænsen for, om man kan få hjælp eller ej. Hun er ofte i en situation, hvor hun må give afkald på oplevelser, fordi hun ikke har nogen at følges med eller må spørge familie og venner om hjælp.

”Jeg føler mig diskrimineret på min alder. Jeg er så heldig at have mange gode venner og et stærkt netværk, der hjælper mig. Men jeg er jo altid i taknemlighedsgæld, og det er dyrt i blomster, vin og chokolade, fordi jeg føler et behov for at sige tak på en eller anden måde, når andre gør noget for mig på den måde”, forklarer Eva, der altid har rejst meget og nydt at komme ud i verden, men det kan hun ikke længere.

”Jeg er født meget nærsynet, og nu har jeg AMD kombineret med grøn stær. Jeg har altid vidst, at synet en dag ville svigte mig, så jeg ville ud at se verden, inden det blev for sent. Jeg elsker at rejse, men jeg kan jo ikke rejse alene. Når jeg har råd, inviterer jeg mit barnebarn med på en solferie, men det er da dyrt at betale for to. Jeg vil helst heller ikke bede om for meget hjælp, jeg gør det faktisk så lidt som muligt, fordi jeg ikke vil trække for store veksler på folk”, forklarer Eva.

Bare jeg havde en at følges med

Selv om hun er mere end frisk, selv gør rent i hjemmet og køber ind med sin 82-årige veninde ved armen, går til både gymnastik og i fitnesscenter og i det hele taget meget gerne vil klare sig selv, så kommer Eva indimellem til kort.

”Jeg tænker da tit: Bare jeg havde en at følges med. Det har jeg ikke, og så må jeg give afkald på dét, jeg nu gerne ville have været til eller gjort. Sådan er det bare. Det er specielt, hvis jeg skal nye steder hen, at det ville være rart med en ledsager. Jeg kan godt selv tage bus og tog, hvis jeg kender ruten og det sted, jeg skal hen. Men nye steder er ikke nemt, når man ser så dårligt. Man ser også bedre, når man følges med nogen, fordi de fortæller, hvad man ser, og så får jeg mere ud af oplevelsen, end når jeg er alene”, forklarer Eva, der håber, at politikerne bliver enige om, at blinde og stærkt svagsynede ikke skal diskrimineres på alder og fjerner 67-års grænsen for ledsagerhjælp.

”Det er en absurd grænse, men det er jo endnu mere absurd, at jeg skulle have søgt, dengang jeg ikke havde brug for det. Det ligger mig så fjernt at bede om hjælp uden at have behovet – også selvom det havde hjulpet mig i dag, og jeg så havde haft en ledsagerordning. Men det giver jo ingen mening, at man nærmest skal misbruge systemet for at være sikker på at få hjælp, når man så rent faktisk har behovet”, siger Eva.