Bedre mobilitet giver større frihed

Dansk Blindesamfund satte fokus på friheden til at finde rundt både rent fysisk og i eget liv på velbesøgt konference om mobilitet nu og i fremtiden.

Mere end en tredjedel af alle blinde og stærkt svagsynede voksne undlader at gå ud, fordi det er for besværligt på grund af deres synshandicap. Med det afsæt inviterede Dansk Blindesamfund i fredags til en konference, der satte fokus på hjælpemidler og mobilitet. 140 deltagere og synsprofessionelle satte ord og faglig viden på vidt forskellige emner, for eksempel klassiske hjælpemidler som stok og førerhund til den mere kulørte ekkolokalisering. Også teknologiske hjælpemidler som apps og GPS og ikke mindst fremtidens førerløse biler var til diskussion, alt med fokus på at skabe bedre fremkommelighed og større frihed for mennesker med synshandicap.

”At kunne bevæge sig fra A til B handler jo ikke kun om at gå ud på gaden, men om at komme de steder hen, man gerne vil både fysisk og i sit liv. Det er grundlæggende et spørgsmål om frihed. Det skal vi tale mere om i dag – de konkrete veje til større frihed”, indledte Ask Abildgaard fra Dansk Blindsamfund forretningsudvalg.

Vi går sammen

Han pegede på de 36% , der ikke går ud, fordi det er for besværligt for dem, og konstaterede, at det var en konsekvens, mange med synshandicap kunne nikke genkendende til. Yderligere nævnte Ask Abildgaard de 40% fra en Vive-undersøgelse fra 2017, der kun med besvær kan bevæge sig rundt i deres lokalområde og de 50% , der i samme undersøgelse angiver, at de kun i nogen grad eller slet ikke har modtaget træning i at benytte mobilitetshjælpemidler.

”De tal fortæller os, at der er brug for en bedre rehabilitering. Det at lære at leve med et synshandicap, om man så har det med sig fra fødslen eller får det i løbet af livet, så har man brug for at lære at bevæge sig rundt og komme de steder hen, man ønsker sig i tilværelsen. Vi ønsker, at den indsats og strategi på rehabiliteringsområdet, som vi har vedtaget i Dansk Blindesamfund, kan være med til at give mennesker med synshandicap en større følelse af frihed. Det starter jo med, at man bliver tryg ved at bevæge sig rundt”, sagde Ask Abildgaard, der under planlægningen af konferencen kom i tanke om et citat fra en sang, han følte, passede godt til lejligheden.

”For mig er der et vigtigt psykologisk aspekt i det hele, for det er ikke bare at åbne sin dør og gå ud og så håbe, man havner det rigtige sted. Det handler også om at have modet til at gøre det. Lisa Nielssons ord siger det så fint, når hun synger: Så tør dine tårer bort, så du kan se, hvorhen du skal gå, vi går sammen. Nu skal det ikke tages alt for alvorligt det med at tørre tårerne bort, men det er jo nogle gange nødvendigt, når man mister synet. Der kan være angst, man skal bekæmpe, og det er man nødt til at arbejde med for at kunne se – ikke i bogstavelig forstand, men i overført betydning – hvor skal man hen, hvor har man mulighed for at gå hen og så kommer den vigtige tilføjelse i sangen: Vi går sammen. Man skal ikke være alene i den proces, nogle gange har man brug for en ledsager og heldigvis er der mennesker, fagfolk og Dansk Blindesamfund, der gerne vil hjælpe med det”, sagde Ask Abildgaard.

Pyntet stok bryder isen

Konferencen blev indledt med det helt nære møde med tre mennesker med synshandicap, der alle havde valgt forskellige hjælpemidler, der gør en forskel i deres hverdag. Blogger Christina Nahnsen på 37 år fortalte om sine fem stokke, som hun udsmykker. Hun beskrev sin pink stok med lyskæder og blev spurgt, hvorfor hun pynter sin stok.

”Det er en icebreaker, som jeg mærker det, fordi folk kommer hen og kommenterer positivt på min stok. Jeg kommer meget nemmere i kontakt med andre, fordi de synes, min stok er fed. De ser ikke så meget handicappet. Stokken er meget synlig, så der er ingen tvivl om, at de ved, jeg er synshandicappet, men der er noget mere i mig”, forklarede Christina og satte trumf på stokkens betydning:

”Hver gang jeg går ud af min lejlighed, har jeg min stok med mig. Den er supervigtig. Jeg går simpelthen ikke ud uden min stok”, fastslog Christina.

Susanne Nolsøe, 51 år, fortalte om sit liv med førerhund. Hun fik sin første i 1990, og ved hendes fødder lå Pila, der er hendes fjerde førerhund.

”Førerhunden giver mig frihed til at bevæge mig rundt. Da jeg fik den første førerhund, boede jeg i København, hvor jeg var flyttet til fra provinsen. Det med nedkørte kantsten var en ny ting i bybilledet ligesom den større mængde trafik, og der var hunden en kæmpe hjælp – bare det at turde passere en lastbil, der holder og støjer. Hunden tager mig forbi, hvis der er en passage, hvorimod som stokkebruger ved siden af sådan en lastbil, så kan du vælge at kaste dig ud og håbe, det går, eller du kan vente på, der kommer et venligt menneske forbi. Det skal jeg ikke spekulere på med hunden”, forklarede Susanne, der understregede det forhold, man får til førerhunden.

”Det bedste er samhørigheden. Det bliver et meget nært venskab og et hjælpemiddel, der er meget mere end bare et hjælpemiddel”, sagde Susanne.

Ny teknologi

Jesper Holten, 44 år og tilgængelighedsekspert, fortalte om sine mange hjælpemidler. Han bruger både stok og førerhund og har dertil koblet en række teknologiske hjælpemidler, blandt andet appen Be My Eyes, hvor frivillige over telefonen kan hjælpe med at se omgivelser eller læse skilte, tilberedningsvejledninger i køkkenet og hvor man nu ellers har brug for øjne.

”Jeg kan godt lide at have så mange redskaber som muligt i min mobilitetsværktøjskasse. Man skal være sig utrolig bevidst om, hvornår man bruger de forskellige redskaber, for man skal jo have opmærksomhed på sine nære omgivelser, når man er ude. Men jeg bruger det redskab, der passer bedst i situationen, og jeg ville nødigt undvære nogle af dem”, sagde Jesper Holten, inden deltagerne prøvede kræfter med øvelser i ekkolokalisering under vejledning af Gitte Thranum Haldbæk, Instituttet for Blinde og Svagsynede, der sammen med Kommunikationscentret i Region Hovedstaden har gennemført et forsøg med netop ekkolokalisering.

Kan man høre et hul?

Ekkolokalisering er kort forklaret evnen til at bruge stemmen og ekkoet fra stemmen samt lydene i rummet til at navigere efter.

”Man producerer en lyd, typisk med tungen, det kan også være hænderne eller et kraftig stokkeslag. Den lyd rammer så omgivelserne og bliver kastet tilbage i form af et ekko, og det er ud fra det ekko, vi kan danne et lydbillede. Det kunne være endnu en måde at få viden om, hvor man er henne. Teknikken kan bruges til at vurdere størrelsen og materialet og afstanden hen til en given genstand”, forklarede Gitte Thranum Haldbæk, inden hun aktiverede de mange konferencedeltagere og fik dem på benene til en praktisk øvelse, hvor tungen skulle i spil og sige den klikkende lyd, hvis ekko kan give et billede af rummet – når man altså er alene og ikke sammen med 140 andre i et konferencelokale.

Gitte Thranum Haldbæk fortalte, at børn ofte er selvlærte og hurtige til ekkolokalisering, og at de har brug for at blive mødt af omgivelser, der forstår, hvorfor de går og siger en klikkelyd.

”Der skal være viden og forståelse for, at det ikke er en irriterende lyd, men et målrettet forsøg på at aflæse sine omgivelser”, sagde Gitte Thranum Haldbæk.

Og netop det emne spurgte Chrestine Faurholt Laursen ind til. Hun er mor til en blind dreng på 16 år, der bruger passiv ekkolokalisering, hvor man sådan set bare lytter til rummet.

”Aktiv brug skiller sig for meget ud, fordi han bliver for mærkelig, når han går og klikker. Men er der nye toner på vej?”, spurgte Chrestine.

Gitte Thranum Haldbæk sagde, at man ikke kan forhindre stigmatisering, men i stedet arbejde ind i den ved at støtte blinde og svagsynedes læring.

Mie Prip Henriksen spurgte til teknikkens begrænsninger, fordi hun havde hørt om en mand, der kun brugte ekkolokalisering og så faldt i et hul, fordi han ikke kunne høre hullet. Dertil svarede Gitte Thranum Haldbæk, at det er sværere at høre objekter under knæhøjde.

Og sådan nogle kommer der flere og flere af, blandt andet i forbindelse med den større terrorsikring, som også var et emne på konferencen, ligesom indretningen af byrummet var til diskussion. Det er nemlig ikke ulamindeligt, at terrorsikringen placeres hen over ledelinjer med alle de udfordringer, det giver for mennesker med synshandicap.

”Sikringen er jo ikke sat der, fordi blinde og svagsynede udgør en trussel, men fordi der er nogen, der bare ikke har tænkt sig om”, sagde tilgængelighedsrevisor Jacob Deichmann fra Rambøll, der mente, at tilgængeligheden i det offentlige rum kan blive meget bedre, hvis der kom reel lovgivning frem for de nuværende vejledninger.

”Der kommer mere og mere opmærksomhed på tilgængelighed, men Danmark halter lovgivningsmæssigt bagud, da vi kun har vejledninger på området og ikke egentlig lovgivning, der skal følges. Der er sket en positiv udvikling for blinde og svagsynede i forhold til tilgængelighed, men der er andre lande, som går strengere til værks, og hvor forholdene er bedre”, sagde Jacob Deichmann.

Selvkørende fremtid

Konferencen rummede også en spændende diskussion om selvkørende biler, hvor Peter Sorgenfrei, direktør i Autonomous Mobility oplyste om, at allerede i 2023 ville det teknisk set være muligt at dække al daglig transport i byerne med selvkørende biler, og i 2028 vil ingen længere eje en bil.

Asger Jensen ville gerne vide, om den selvkørende bil også ville kunne hjælpe passagerer ind og ud ad bilen, og hvordan man i fremtiden ser den nuværende buschaufførs rolle løst i forhold til mennesker med handicap.

”Buschaufføren spiller en stor rolle, når man har med synshandicappede at gøre, og vi har ikke et svar på, hvem der skal varetage de hjælpefunktioner, som chaufføren udfører i dag, eller hvordan de opgaver kan løses i fremtiden”, erkendte Peter Sorgenfrei, der også blev mødt af en vis portion skepsis fra Hannah Villadsen fra Roskilde Universitet, der forsker i førerløse biler.

Hun pegede på en række udfordrende forhold som chaufførens rolle i forhold til mennesker med handicap, og desuden indpasningen af de førerløse biler i det øvrige komplekse transportsystem, og var mere skeptisk i forhold til selvkørende biler inden for samme korte horisont som Peter Sorgenfrei arbejdede med.

”Tankerne er fantastiske, men løsrevet fra den komplekse sammenhæng, vi skal have de selvkørende biler til at fungere i. Vi hører tit, at der ikke kommer ulykker med selvkørende biler, fordi der ligger en antagelse om, at trafikulykker er menneskeskabte, og der kommer ingen fejl uden mennesker. Men sådan et meget komplekst teknologisk system kommer med egne fejl”, forklarede Hannah Villadsen og fortalte, hvordan der lige nu snegler sig minibusser rundt på Danmarks Tekniske Universitet i et forsøgsprojekt.

”Og jeg siger snegler, for de busser er ikke klar til at fortrænge andre transportformer. De er ikke klar til at færdes i trafikken, og de har brug for mere end en pædagog, så vi er der altså ikke endnu”, forklarede Hannah Villadsen, der opfordrede til, at mennesker med synshandicap kommer ind i debatten om fremtidens førerløse teknologi.

”Mennesker med synshandicap bliver supervigtige i den her debat, for der en risiko for, at vi glemmer det menneskelige. Som gruppe har I unikke kompetencer i forhold til at sikre de kompenserende teknikker, vi skal bruge, når chaufføren ikke er der. Kan bussen se, når I står og gerne vil med, hvordan kan mennesker og robotter afkode hinandens behov? I har en unik erfaring med at stille krav til det offentlige rum, ellers kan I ikke komme omkring. Det samme skal I gøre til det digitale rum”, sagde Hannah Villadsen.

Den opfordring samlede Ask Abildgaard op, da han rundede konferencen af sidst på eftermiddagen.

”Det er meget fascinerende for os at kunne komme fra A til B helt på egen hånd. Vi går en spændende fremtid i møde, og selvfølgelig skal Dansk Blindesamfund ind i den selvkørende kamp, for det kan blive af stor betydning for vores frihed”, sagde Ask Abildgaard.