Blind passager
Torben har aldrig opgivet sin passion for fly eller medlemskabet af en flyveklub, selvom han har mistet synet. Han elsker turene i luften, og udsigten sanser han på en helt særlig måde.
Det er en almindelig forårsdag, og Torben nyder solens stråler og fuglenes kvidren på terrassen. Pludselig er der noget, der forstyrrer roen. En sagte brummen, der stiger i styrke. Torbens skærpede høresans kan høre den på lang afstand og er slet ikke i tvivl, selvom hans kone hverken kan se eller høre flyet. Det er DC-3, der flyver lavt over byen.
”Den karakteristiske motorlyd tager man ikke fejl af. Det lyder nærmest som musik, når man er flynørd, som jeg. Det var fantastisk at høre flyet igen, for det har holdt stille i et par år på grund af motorproblemer og økonomiske udfordringer, men nu fløj det igen”, siger 68-årige Torben Kjær, der er stor flyentusiast og mangeårigt medlem af flyveklubben DC-3 Vennerne, der vedligeholder og flyver med det ikoniske OY-BPB, Danmarks eneste flyvende DC-3.
Tidlig fascination
Interessen for fly stammer helt tilbage fra barnsben, hvor han som bare 2-årig havde sin første oplevelse med fly. Torben har det dog ikke fra fremmede, da hans far var bidt af en gal flyvemaskine, som Torben siger.
”På engen holdt to observationsfly med næserne skubbet mod hinanden og camouflage henover. Min far løftede mig, så jeg kunne kigge ind i flyene. Jeg husker det meget tydeligt”, fortæller Torben, der drømte om at blive pilot. Det var dog ikke muligt på grund af hans diabetes.
På tilfældigvis kom han dog indirekte til at arbejde med fly, da han arbejdede som landmåler og byggeleder for et stort entreprenørfirma. Torben sluttede sit arbejdsliv i Københavns Lufthavn, hvor han var med til at bygge en ny start- og landingsbane. Han arbejdede også i mange år for et fotogrammetrisk firma, som lavede kortlægning på baggrund af luftfotografering.
”Det er sjovt at mit arbejde ubevidst har kredset om fly, og på den måde har kunne kombinere mit arbejde og min interesse for fly. Min primære opgave var at rejse rundt i landet og måle op, så derfor har jeg fløjet med mange moderne fly. Det kan dog ikke sammenlignes med DC-3, som er noget helt særligt”, forklarer Torben, der har haft mange gode oplevelser med netop DC-3, der både er blevet brugt til militære og civile formål.
Sanserne i spil
I alt er det blevet til 16 flyveture med DC-3, blandt andet en weekendtur til Gotland i Sverige og forskellige flyvestævner. Hver gang er en stor fornøjelse. Selvom Torben ikke kan se udsigten, nyder han turene lige så højt som de andre medlemmer af DC-3 Vennerne.
Han trækker nemlig på de andre sanser. Lugten af olie, lyden af de to stjernemotorer og flyets bevægelse gennem luften giver Torben en helt særlig oplevelse af flyveturen.
”Det er naturligt for mig at bruge de andre sanser, som det er for seende at bruge synet. Når sanserne arbejder sammen, føles det som om, jeg har fået en helt ny sans. Det er ikke fordi, mine ører hører bedre, men fordi der frigives ressourcer til at lytte til de andre sanser, når synet ikke sjæler opmærksomheden. Det samme gælder for føle-, lugte- og smagssansen”, forklarer Torben, der mistede synet som 40-årige på grund af diabetes.
Alligevel fastholdt han sin interesse for fly. Som ung har han bygget mange modelfly, men det blev dog til færre, efterhånden som synet blev dårligere.
80-års fødselsdag på vingerne
Torben glæder sig til, at OY-BPB gennemgår det store eftersyn i England, så flyet igen kan komme på vingerne og medtage passagerer.
”Det vil være fantastisk at kunne sætte sig til rette i sædet og mærke, at vi atter er flyvende. Særligt i år hvor flyet fylder 80 år. Jeg håber på mange flere ture med DC-3”, siger Torben.