Blinde bedsteforældre er seje

Bente og Jørgen har 11 børnebørn, og flokken er ikke i tvivl – Zenia synes, de er seje og elsker at vise førerhundene frem i skolen, mens Rikke bruger bedsteforældre som inspiration og har lært, at intet er umuligt.

Ruder 10 ryger over bordet, da Silas i et snuptag har samlet nok kort til en bunke med stik. Smilet er stort og latteren højlydt, når der er dømt spil-hygge hjemme hos bedsteforældrene Jørgen og Bente Eckmann. Men det er dog ikke helt almindelige kort, de spiller med, da de er mærket på siderne, så Jørgen og Bente kan være med.

Jørgen er nemlig blind, og Bente er stærkt svagsynet, men det fraholder dem ikke fra at tage aktiv del i børnebørnenes liv og elske dem fuldstændig betingelsesløst. Det vidner den fyldte fryser med børnebørnenes yndlingsis og familieportrætterne i stuen om. I alt har Jørgen og Bente 11 børnebørn, to oldebørn og et bonusbarnebarn. Det i sig selv er en stor mundfuld, og når man så ikke kan se, skulle man tro, at det er endnu sværere at passe børnebørnene. Men det synes Jørgen og Bente ikke. Tværtimod.  

Børnebørnene er nummer et

”Det bedste ved at være bedsteforældre er al den glæde, børnebørnene giver os. De er så umiddelbare og glade”, siger Bente, der sammen med Jørgen flyttede til Nordsjælland for at være tættere på den ene flok børnebørn. Men afstand afholder ellers ikke parret fra at besøge guldklumperne. For Jørgen har taget den lange vej til og fra Aalborg utallige gange for at hente og bringe børnebørn. Selvom han ikke kan se landskabet, kender han nærmest hver eneste station og hvert eneste sving, for han har taget den vej så mange gange før.

”Det gør jeg gerne, for jeg får nogle gode timer med børnebørnene”, fortæller Jørgen, og børnebørnene er lige så begejstrede for at komme på ferie og opleve storbyen med farmor og bedstefar. Og hver gang et af de ældste børnebørn var på besøg som lille, skulle de altid ud at køre i dobbeltdækkerbus. Det var en fast tradition.

”En dag nåede vi at køre i dobbeltdækkerbus tre gange, metro, S-tog, tog og ledbus. Det var også skægt for mig, for jeg fik nogle fantastiske oplevelser med ham og oplevede hans glæde”, smiler Jørgen.

Selv den dag i dag har børnebørnene lavet lange ønskelister med ting, de gerne vil opleve, når de lægger vejen forbi farmor og bedstefar – og det sker tit. De maler på sten, fletter pil eller laver skindtasker, hvor Bente tager del i de kreative projekter og lærer børnebørnene nye teknikker på trods af sit svigtende syn.

”Vores farmor er altid med på vores forslag. Det er skønt at opleve, at hendes syn for eksempel ikke forhindrer hende i at male på sten”, fortæller 20-årige Rikke Ullits Thomsen, der sjældent skænker det en tanke, at hendes bedsteforældre ikke kan se.

Som andre bedsteforældre

Faktisk oplever alle børnebørnene, at der ikke er den store forskel på at have blinde og seende bedsteforældre. For trods synshandicappet har Jørgen og Bente haft børnebørnene med på Mallorca, deltaget i bedsteforældredage og siddet på første række til danseopvisninger. Selv ikke gemmeleg afholder de sig fra. Og selvom de ikke kan se, kan de høre og mærke børnebørnenes smittende latter og glæde.

Jørgen har aldrig set sine børnebørn, men det er ikke noget, som han går og ærgrer sig over. Han prioriterer derimod noget helt andet.

”Hvordan de ser ud, er underordnet. Om de er lyshårede eller mørkhårede er ikke vigtigt for mig, det vigtigste er derimod, hvordan de er. Og der må jeg bare sige, at vi har været heldige”, pointerer Jørgen.

For børnebørnene har det heller ikke den store betydning, at bedsteforældrene ikke kan se, for sådan har det altid været, lige siden de var helt små. De kender ikke til andet.

”Vi har altid været vant til, at de ikke kan se, så det er ikke noget, vi tænker over. Men mine veninder spørger tit, hvordan det er at have blinde bedsteforældre. Så siger jeg, at det er ligesom, at deres bedsteforældre går med stok, mine kan bare ikke se. Der er ikke den store forskel”, forklarer 15-årige Nanna Ullits Thomsen. Derfor er børnebørnene også vant til at give en støttende arm, hvis der er forhindringer forude. Det sker helt automatisk, uden de tænker over det. Børnebørnene Zenia på 10 år og Silas på 13 år giver også gerne en hjælpende hånd i haven, hvor de fjerner ukrudt eller fejer fliser, som Jørgen og Bente har svært ved selv at gøre. Så får de til gengæld et supplement til lommepengene.

”Det giver ekstra at samle hundelort op fra græsplænen”, griner Zenia, der også står til rådighed, når Jørgen er i tvivl om, hvilken farve hans skjorte er.

Hvor er børnebørnene?

Den eneste udfordring, der er ved bedsteforældrenes synshandicap, er, at det er mere besværligt, hvis børnebørnene gerne vil vise bedsteforældrene noget. De kan ikke bare pege, men må i stedet med ord beskrive, hvad de ser.

”Da jeg havde fødselsdag, ville jeg gerne vise farmor nogle sko, jeg havde fået, så der måtte jeg forklare, hvordan de så ud. Det havde selvfølgelig været nemmere, hvis de kunne se, men det gør det ikke umuligt”, siger Rikke, der er blevet passet af bedsteforældrene, fra hun var ganske lille, ligesom de øvrige børnebørn. Og umiddelbart kan den tanke skræmme mange mødre, men ikke børnebørnenes forældre, som er helt trygge ved at overlade deres børn til Jørgen og Bente.

”Børnebørnene holder sig tæt til os, hvis vi er ude, for de ved godt, at hvis de bliver væk, kan vi ikke finde dem. De har dog flere gange prøvet at blive efterlyst over højtalerne i storcentre og zoologisk have. Efter det har vi lært, at de som små altid skal have vores telefonnummer skrevet på armen”, fortæller Bente, og forsikrer om, at der aldrig er nogen, der er kommet til skade eller har været i fare.  

Jørgen er sågar overbevist om, at deres synshandicap kan være med til at styrke børnebørnene og bidrage med succesoplevelser.

”Da vi var på Mallorca for mange år siden, var Mikkel den store guide. Det var en enorm sejr for ham, da han fandt den rigtige gate i Københavns Lufthavn. Han var overbevist om, at vi aldrig var kommet frem, hvis ikke han havde vist vej”, griner Jørgen.

Bedsteforældre med fut i

Ingen af børnebørnene synes, at det er pinligt at følges med bedsteforældrene, når de kommer med deres hvide stokke og førerhunde – snarere tværtimod.

”Jeg synes faktisk, det er sejt at have anderledes bedsteforældre. Når de kommer og henter mig i skole, vil jeg gerne vise førerhundene frem”, forklarer Zenia, mens hun bukker sig ned for at klappe førerhunden Pippi og uddyber, at hun også tit har veninder med hjem til bedsteforældrene. For hos Jørgen og Bente står døren altid åben. Faktisk har Zenia aldrig oplevet, at hendes bedsteforældre ikke har tid til hende.

”Børnebørnene kommer først”, siger Bente, der også meget gerne træder til og passer børnebørnene, når de er syge. Og så står den ellers på forkælelse. Når det er tid til godnathistorier, hiver Bente ikke en bog ned fra bogreolen, men opdigter derimod historier. Og dem kan hun mange af til stor fornøjelse for børnebørnene. Hos Jørgen og Bente er der ingen strikse regler om sengetid eller begrænsninger på søde sager. Det er børnebørnenes frirum. 

”Det er vores privilegium. Her må de gerne få is inden aftensmad”, fortæller Jørgen.

Vil være ligesom bedstefar og farmor 

Jørgen og Bente har både uanede mængder af tid og kærlighed. Derfor er børnebørnene heller ikke et sekund i tvivl om, at de har verdens bedste bedsteforældre.

”Vi har verdens bedste børnebørn”, supplerer Bente, mens Jørgen nikker. De mener begge, at den vigtigste opgave som bedsteforældre er at være gode rollemodeller. Og de må i den grad sande, at de har gjort et stort indtryk hos børnebørnene.

”Jeg synes, det er helt vildt, så meget de kan, selvom de ikke kan se. Det er imponerende, at de har sådan et overskud til os børnebørn. Jeg har altid været imponeret, når bedstefar hælder kaffe op. De er en kæmpe inspiration for mig. De har lært mig, at intet er umuligt, for hvis de kan, så kan jeg også”, siger Rikke med stor begejstring.

”Jeg praler af mine bedsteforældre. De er virkelig seje”, siger Nanna, mens Jørgen og Bente må synke en ekstra gang, mens de blinde øjne trækker vand.