Blindestokken har givet mig nyt liv

På kort tid mistede Anny sit syn og fodfæste i sin hverdag. Hun måtte opgive sit sociale liv og isolerede sig i hjemmet. Den hvide stok blev Annys redning.

En dag i 2008 opsøger Anny en optiker, fordi det føles, som om hendes øjne sidder forskudt. Nærmest som når man er skeløjet. Anny sætter sig godt til rette i den bløde stol, og i en ubekymret og fornøjet tone spørger hun, hvorfor optikeren ikke sætter noget for øjet. Her bliver optikeren bekymret, da han allerede har sat noget for Annys øjne. Han sender hende straks videre til øjenlæge, og der går alvoren op for Anny. Øjenlægen laver forskellige undersøgelser, hvor han måler trykket i øjnene og undersøger synsfeltet - men uden at finde en konkret årsag. Hun bliver opereret for grå stær, men lige lidt hjælper det. Ingen kan finde en forklaring på Annys synstab, og for hver dag, som går, bliver synet mindre. I dag er hun næsten helt blind, da hendes syn er indhyllet i en permanent lyseblå tåge.

”Det kom som et kæmpe chok, da jeg mistede synet. Jeg har aldrig forestillet mig at blive blind, for det ligger ikke til familien. For bare fem år siden var jeg med til at vælge blomster i haven, men i dag har jeg ingen glæde af dem. Det er skræmmende, at det kan gå så stærkt”, sukker 73-årige Anny Grete Martinussen, som savner at se andres øjne og ansigter.

Alt ændret

Synstabet satte sine spor langt ind i Annys hverdag og vendte op og ned på hendes tilværelse, da alt skulle læres på ny. Hun kunne ikke længere handle ind, lave mad eller læse, som hun plejede at have fornøjelse af. Anny mistede også langsomt kontakten med sine børnebørn i USA, som hun ivrigt fulgte og skrev med på Facebook, så andre kunne oversætte til modersproget. Det måtte hun til stor ærgrelse give afkald på, da hun ikke længere kunne skelne bogstaverne fra hinanden. Det hele flød ud i en grumset masse.  

”Synstabet påvirkede hele mit liv, da det ragede så langt ind i min hverdag. Der er mange ting, jeg ikke kan mere, hvor jeg må finde en kompensation. Jeg var i krise”, fortæller Anny, som inderligt håbede, at hun kunne få synet tilbage.

Hun mistede grebet om sin hverdag, da hun ikke længere kunne overskue at bevæge sig uden for huset. Hun følte sig fanget i sit eget hjem og måtte opgive sit sociale liv. Før var hun meget aktiv i lokalområdet, hvor hun både gik til banko, krolf og tæppecurling. Alt det måtte hun give afkald på, da hun hverken kunne se tallene, ramme kuglerne eller ville være en belastning for de andre på holdet.

”Det gik ud over humøret, at jeg ikke kunne komme ud af huset. Jeg følte mig isoleret. Jeg ville ingenting og var ikke modtagelig for hjælp. Jeg havde mistet livsglæden, og det hele føltes så uoverskueligt. Det var ikke en måde at blive gammel på”, siger Anny, som erkendte, at hun havde brug for hjælp til at undslippe sit tankemylder.

Anny blev henvist til Dansk Blindesamfund og Center for specialundervisning og rådgivning for unge og voksne (CSV) i Kolding. De skulle hjælpe hende med at få stablet en hverdag på benene igen. Det første skridt var at komme på nyblindekursus på Fuglsangcentret, hvor hun skulle lære nye teknikker til at mestre livet med synstab.

Det første møde med blindestokken

På kurset var de ude at gå, hvor en af underviserne introducerede Anny for den hvide stok, da hun havde bemærket, hvordan Anny gik foroverbøjet og med små skridt mærkede med fødderne. Hun var overbevist om, at en blindestok ville gøre underværker. Med stokken i hånden var Anny ude at gå på villavejene. På trods af en lidt tøvende start, kunne hun mærke en forskel, da hun følte sig mere fri. Derfor skrev underviseren en bevilling på en blindestok, og i mellemtiden lånte Anny en stok, så hun kunne øve sig derhjemme. Men hjemme i Hejls kunne hun ikke komme uden for døren, hvor alle kendte hende. Hun var bange for, hvad andre tænkte og kunne ikke udstå tanken om, at alle kunne se, at hun ikke kunne se. Når manden var ude at gå tur med hunden, øvede hun sig inden for og zigzaggede mellem møblerne.

”Det var grænseoverskridende at gå med stokken. Jeg følte, at den skreg for alle vinde, og at alle lagde mærke til den. Det var noget af en overvindelse”, forklarer Anny, som blev mere og mere frustreret over den manglende udvikling.

Men med tiltro og mobilitetstræning blev hun langsomt tryg ved den hvide stok, og for hver dag, der gik, bevægede hun sig længere ud fra matriklen. Hun skulle lære at stole på, at stokken orienterede hende om omgivelserne. Af en mobilityinstruktør fik hun hjælp til at finde en gårute, blive bedre til at orientere sig via hørelsen og benytte sig af kendemærker på sin tur. Hun blev også instrueret i at gå langs kanten, for så er hun hele tiden bevidst om, hvor hun er. Det var dog ikke helt nemt at lære.

”Vi var ude at gå en solskindag og runder et sving, hvor jeg gik med stokken langs kanten. Troede jeg. Men det viste sig at være skyggen af en hæk, som jeg fulgte, så i virkeligheden gik jeg midt ude på vejen. Min instruktør har en engels tålmodighed”, griner Anny, som fik gode råd til at sikre sig, at det var kanten, hun fulgte.

Fast følgesvend

Når Anny er ude at gå, fører hun blindestokken fra side til side foran sig. På den måde opdager hun forhindringer forude og registrerer forandringer i underlaget. Den kan røbe, hvornår vejen drejer, og om der er huller eller trapper, som Anny skal være opmærksom på. Nu kan hun endelig gå i sit almindelige tempo, da hun ikke skal være bekymret for uforudsete forhindringer.

I dag er blindestokken blevet hendes faste følgesvend i livet, da hun går flere kilometer hver dag. Faktisk går hun så meget, at kuglen, som sidder for enden, er blevet helt spids på lidt under et halvt år.

”Jeg blev så stolt, da min underviser sagde, at jeg bruger den rigtigt, for ellers var den blevet slidt skævt”, siger Anny, mens hun stolt fremviser den ru kuglespids.

Anny har fundet en god rute, hvor hun uforstyrret kan gå på en sti, som er omgivet af skov og vand. Det eneste sted, hun skal passe på, er, når hun krydser vejen, hvor der kommer biler. Hun står længe og lytter og kigger til den ene og den anden side, inden hun skynder sig over vejen. Hun kan lige skimte fodgængerfeltet.

Godt for krop og sjæl

Når først hun har krydset vejen, kan hun gå derudaf. På sin vej passerer hun to bænke, som hun bruger til kendemærker, for så ved hun, hvor langt hun er kommet. Anny har altid været glad for naturen og gik meget, inden hun mistede synet. Da børnene var små, trak de ofte i vandreskoene, spændte taskerne på ryggen og lagde kursen mod Sverige, hvor de sov i telt og sejlede i kano. Den friske luft gør godt for Anny, da det er her, hun finder ro og slapper af. Tankerne kan få frit løb. På egen krop fornemmer hun årstiderne skifte, og at efteråret ivrigt banker på. Æblerne hænger tungt på træerne, fuglene kvidrer mindre, og bladene ligger i et tyndt lag på jorden. Hun indprenter så mange sanseindtryk, som hun ellers ikke ville bemærke.

”Det gør underværker, at jeg kan komme ud at gå. Jeg har fået min frihed tilbage. Det er godt for både krop og sjæl. Jeg har sådan en god følelse i kroppen, når jeg kommer hjem fra min gåtur. Det giver mig mod på det hele”, smiler Anny, som slet ikke er færdig med at udvide sine gåture.  

Hun har planer om, at hun vil til at gå meget længere ture. En enkelt gang har hun sammen med sin mobilityinstruktør tilbagelagt 5-6 kilometer og kunne slet ikke få armene ned af bare stolthed. Den tur håber hun at gå noget oftere på egen hånd. På sigt har hun også planer om at gå til Brugsen for at handle småting. Da Annys syn forsvandt, var det hendes mand, som overtog indkøbene, men ligeså langsomt er Anny ved at få fodfæste med sine sædvanlige gøremål.

”Med stokken og de andre hjælpemidler kan man sagtens bevare sin selvstændighed, selvom synet forsvinder. Det handler om at finde de løsninger, som passer til éns hverdag, for ellers bliver det for surt. Det er vigtigt at samle på de små sejre, for man kan sagtens have et godt liv, selvom man ikke ser så godt”, fortæller Anny, der også har fået afmærket sit komfur, så hun kan mærke, hvornår det er tændt og slukket. Det betyder, at hun selv kan lave mad igen, hvilket kommer til udtryk på de mange glas syltede brombær, som står stablet på køkkenbordet. Dermed er hun kommet et skridt nærmere det liv, hun havde inden synstabet.

Fornyet livsglæde

Det er dog ikke kun den friske luft, som Anny nyder godt af, da hun også glæder sig over de mennesker, hun møder på sin gåtur, som stopper op og hilser på.

”Til at begynde med var der ingen, som sagde hej, da de ikke vidste, hvad de skulle sige. Det føltes, som om jeg gik helt alene i verden. Men nu behandler folk mig almindeligt, da de har vænnet sig til min blindestok. Det er dejligt, for jeg er jo stadig den samme som før, bortset fra jeg ikke kan se”, siger Anny, som i dag har lært at leve med sit synshandicap.

Hun kan kun anbefale andre at tage den hvide stok til sig, selvom hun også godt kan forstå, at det er et stort og overvældende skridt for mange. Sådan havde hun det selv. Men i dag er hun evigt taknemmelig for, at hun overvandt sig selv. I dag hænger stokken altid på sin faste plads, lige inden for døren, så hun hurtigt kan gribe den, når hun bevæger sig uden for huset. For Anny er det et uundværligt hjælpemiddel, da den hvide stok er et symbol på selvstændighed og frihed.

”Der er stor forskel på før, jeg brugte blindestok og så til nu. Jeg føler, at jeg er begyndt at leve igen. Det kneb før, men nu har jeg fået fornyet livsglæde. Jeg har lært, at det er vigtigt at tage imod de hænder, som bliver rakt imod én. Dansk Blindesamfund og CSV har været en kæmpe støtte, jeg ved slet ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem. De har hjulpet mig med at få stablet en hverdag på benene igen”, siger Anny taknemmeligt.