Blindheden er min kreative motor

Blindheden har forandret Knud Romers liv og forfatterskab. Alligevel fortsætter han med at skrive og har gjort mørket til en kreativ drivkraft.

Knud Romer holder sin egen bog frem Pigen i violinen. Han har lukkede øjne og foran ham står en lysestage med tændt lys

Livshistorie fra 2. februar 2026. Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

I stuen står bogskabene tæt. De fylder en hel væg. Et helt livs samling af bøger - smukke, slidte, elskede. De står der stadig, men for Knud Romer er de forandret for altid. Han kan ikke længere læse dem. Han kan ikke se bogstaverne.

”Jeg har mistet det, jeg holdt allermest af. De er blevet mine stille venner. De har lukket deres øjne. Jeg kan aldrig åbne en bog igen”, siger Knud Romer, der er forfatter, debattør og foredragsholder. I 2006 debuterede han med romanen ”Den som blinker er bange for døden”, som både indbragte ham De Gyldne Laurbær og Weekendavisens Litteraturpris

Trods synshandicappet fortsætter han med at skrive, selvom hans synshandicap har gjort det mere besværligt. At skrive en roman på flere hundrede sider er blevet en fysisk og mental udmattelsesprøve. Han skriver et bogstav ad gangen med én finger og kæmper for at bevare overblikket over teksten.

Knud Romer sidder i sin lænestol foran et fyldt bogskab — Bogreolerne i stuen står fyldt med livsværker, men for Knud Romer er de blevet uopnåelige – han kan ikke længere læse dem.

Alligevel er det paradoksalt skrivningen, der giver ham energi og mening.

”Når jeg skriver, glemmer jeg mig selv, min angst, mine problemer. Det er mit fristed og medicin for sjælen. Det er min trøst, glæde og tilfældigvis også mit job. Det er nærmest en form for psykoterapi”, fortæller Knud, der er kendt for at bruge sig selv i sit forfatterskab.

Da han fik diagnosen grøn stær, skrev han digtet Vesper, der handler om en grøn stær, der har bygget rede i hans blik. I dag er han helt blind på højre øje og har cirka seks procent syn tilbage på det andet øje.

Problemet er løsningen

Synshandicappet har ikke kun ændret Knuds hverdag, den har også forandret den måde, han skriver på. Ikke som en direkte beskrivelse af blindhed eller den hvide stok, men som en stemning og et underliggende tema.

”Der er kommet mere sorg og forgængelighed i mine værker. På mange måder har det løftet mig til et nyt niveau. Man må finde de ting i det, som gør det til en fordel”, siger Knud.

Han har også et mantra: ” Hvis du ikke kan løse problemet, så er problemet løsningen”. Det blev tydeligt under indlæsningen af lydbogen ”Pigen i violinen”, den første roman Knud skrev efter, at han fik konstateret grøn stær. En bog, han havde forberedt i 17 år, men skrev på bare tre måneder.

Forlaget ønskede en kvindelig oplæser, fordi hovedpersonen er en kvinde, men Knud insisterede på selv at læse bogen op. Halvvejs i indspilningen måtte han dog erkende, at hans syn var blevet for dårligt. Derfor har lydbogen to forskellige indlæsere.

Men i stedet for at skjule det, gjorde han begrænsningen til en del af værket. Midt i indlæsningen stopper han op og siger det, som det er:

”Jeg giver op. Jeg er ved at blive blind. Jeg kan ikke læse min egen roman. Nu må pigen i violinen læse sig selv”. Herefter overtager en kvindelig oplæser.

Portræt af Knud Romer med sin blindestok uden for — Efter diagnosen grøn stær ramlede Knud Romers verden, men venner trådte til med støtte og omsorg.

Da verden faldt sammen

Blindheden er i dag en integreret del af Knuds liv og værker. Men sådan har det ikke altid været. I 2018 fik Knud konstateret grøn stær, og siden er både hans synsfelt og verden skrumpet mere.

Det var en mørk aften i januar, at alvoren gik op for ham. Han havde netop besøgt nogle venner i en skov på Sydsjælland, da han kørte i grøften. Hans mobil var løbet tør for strøm, så han ville gå det korte stykke tilbage til vennernes hus, men da han trådte ud ad bilen, blev han ramt af en mur af mørke og mistede orienteringen. Han råbte derfor på hjælp og blev fundet af skovridderen kun 20 meter fra vejen, men Knud kunne intet se.

Han gik derfor til optikeren i forventning om at få nye briller, men de kunne konstatere, at der var noget helt galt. Han blev henvist til en øjenlæge, der tog tests og gav ham den nedslående besked, at han havde fremskreden grøn stær. Synsnerverne i højre øje var væk, og synsfeltet på venstre øje var stærkt indskrænket. Knud blev chokeret og spurgte, om han ville blive blind, hvortil lægen bare svarede ja.

”Øjenlægen kunne ikke sige hvornår, men at det formentlig ville ske inden for en årrække. Jeg blev sendt hjem med øjendråber og held og lykke med mit nye liv. Der bryder min verden fuldstændig sammen. Når jeg lukkede venstre øje, kunne jeg ikke se mine børns ansigter eller bogstaverne i bøger”, fortæller Knud.

I dag kan han se advarselstegnene, men dengang tillagde han det ikke betydning. Han blev mere natteblind, snublede over dørtrin, gik ind i ting og væltede vandglas.

Hjælpen kom fra venner

Kort efter diagnosen mistede han efter eget udsagn alt. Han blev skilt fra sin kone, kortvarigt indlagt på et psykiatrisk hospital og måtte ikke længere køre bil. Derfor var han også nødt til at opgive sit elskede landsted Østerhøj på Præstø, da han ikke længere havde mulighed for at besøge det. Han skulle gentænke sit liv.

”Jeg siger altid, at jeg efterlod mine øjne i Østerhøj. Min verden og muligheder skrumpede ind”, siger Knud.

Hjælpen kom ikke fra systemet, men fra bekendte. Venner, der mødte op med trailere og flyttekasser. De hjalp med at tømme sommerhuset, gøre rent og kørte ham hjem igen.

”Vi er kun til i kraft af hinanden”, understreger Knud.

Knud Romer sidder med en pose over hovedet og skriver på computer for at illustrere, at han intet kan se — Med posen over hovedet illustrerer Knud Romer, hvordan hans verden opleves med synshandicap: mørk, men alligevel lys og med håb for fremtiden.

Han har aldrig været god til eller glad for at bede om hjælp. Han er handlingsorienteret og målrettet, men pludselig stod han magtesløs i sit eget liv. I den forbindelse lærte han noget vigtigt: Han er omgivet af de sødeste, hjælpsomme og empatiske mennesker.

”Den omsorg, hjælpsomhed og venlighed jeg har mødt, har fuldstændig ændret mit syn på omverdenen”, siger Knud.

Projektleder i eget liv

Efterhånden som synet forsvandt, måtte Knud erkende, at han ikke kunne klare hverdagen alene. Selv små daglige gøremål blev udfordringer, som gjorde ham frustreret. Hans kæreste opfordrede ham derfor til at tage styringen over sit liv – at blive projektleder i eget liv. Først blev han irriteret, men måtte også erkende, at hun havde ret.

Det var denne erkendelse, der fik ham til at kontakte jobcentret for at få tildelt en personlig assistent - en støtteperson, der hjælper med arbejdsrelaterede opgaver, så Knud kan koncentrere sig om det, der betyder mest: at skrive.

Det er netop noget, der kendetegner Knud. Selvom hverdagen er blevet en forhindringsbane af små, praktiske problemer, nægter han at give op. Han finder nye veje og fokuserer på muligheder i stedet for begrænsninger.

”Jo mere forudsigeligt dit liv bliver, desto mere kedeligt bliver det. Lige nu er alt uforudsigeligt for mig, men jeg har valgt at gøre det til en opdagelsesrejse”, fortæller Knud.