Børnehave bliver klogere på førerhunde
En flok nysgerrige børnehavebørn besøgte Dansk Blindesamfund for at møde førerhunden Aston og finde ud af, hvordan en førerhund hjælper blinde og svagsynede.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær
Hvad laver en førerhund egentlig?
Det ville en flok nysgerrige børnehavebørn fra Asgård Børnehus gerne finde ud af. Derfor havde de taget turen til Dansk Blindesamfund, hvor de mødte Lene Fritzbøger - og ikke mindst hendes førerhund Aston.
Hun tager imod børnene fra Asgård Børnehus, da de træder ind ad døren hos Dansk Blindesamfund. Ved siden af Lene sidder Aston. Rolig, fokuseret og med sin karakteristiske førerhundebøjle.
Et barn er på vej hen for at klappe Aston, men pædagogerne når at stoppe barnet og forklarer, at Aston er på arbejde, når han har bøjle på. Det er svært at modstå fristelsen, når Aston ser så sød ud. Lene forsikrer dog, at hun snart tager bøjlen af, så børnene kan hilse på Aston.
”Når Aston har bøjle på, koncentrerer han sig om at være på arbejde. Han er faktisk mine øjne, for de virker ikke”, forklarer Lene og beder Aston om at finde trappen. Små fødder tripper efter.
Børnene sætter sig i en rundkreds på gulvet. Flere af dem kender allerede lidt til førerhunde. Afdelingslederen i børnehaven, Tine, er nemlig fodervært for hvalpen Asbjørn, som er med i børnehaven et par gange om ugen. Derfor har de glædet sig til at møde Aston og høre mere om det vigtige arbejde, der venter Asbjørn i fremtiden.
Aston er Lenes øjne
Lene fortæller, hvordan Aston hjælper hende i hverdagen.
”Når man ikke kan se, går man nogle gange ind i ting. Derfor har jeg en stok, der kan mærke, om der er forhindringer. Aston kan også hjælpe mig med at undgå at gå ind i ting og for eksempel finde trapper”, fortæller Lene, mens børnene lytter koncentreret.
Lene spørger, om børnene har spørgsmål. Det har de. Matheo har undret sig over noget hjemmefra.
”Hvordan kan du kende forskel på mælk og yoghurt?”, spørger Matheo.
Lene smiler.
”Det kan jeg faktisk heller ikke. Derfor stiller jeg dem på bestemte pladser i køleskabet. Men man kan faktisk godt høre forskel, hvis man ryster dem. Mælk lyder mere tyndt end yoghurt. Det kan I prøve, når I kommer hjem”, forklarer Lene.
Børnene griner og prøver at forestille sig det. Lene har også en føleleg til senere, så børnene selv kan prøve, hvordan det er at bruge andre sanser end synet.
Men allerførst tager Lene førerhundebøjlen af Aston og forklarer, at nu er han ikke længere på arbejde, så de må gerne hilse på ham.
Straks kommer der små hænder, der forsigtigt nusser ham og uddeler kram. Aston sidder lige så stille og tager imod opmærksomheden med stor tålmodighed.
”Han er virkelig blød”, konstaterer en af børnene.
En anden får et hundekys på kinden, der udløser grin.
Tine fortæller, at han er ligesom Asbjørn hjemme i børnehaven, der også elsker opmærksomhed.
”Han kan også godt lide at blive nusset på maven”, siger Tine.
En dygtig hjælper på fire ben
Nu vil Lene demonstrere, hvad Aston kan, når han hjælper hende. Han får derfor bøjlen på igen.
”Nu arbejder han, så vi må ikke ae ham”, fortæller Lene, der beder Aston om at finde en dør.
Straks bevæger labradoren sig målrettet gennem lokalet og navigerer udenom børnene. Han stopper ved den nærmeste dør, hvor han placerer snuden ved håndtaget. Han får en godbid som belønning. Bagefter finder han trappen.
Lene fortæller også, hvordan Aston hjælper hende på togstationer.
”I har lige været på en station. Hvad tror I er farligt?”, spørger Lene, hvorefter et barn svarer, at man kan falde ned på skinnerne.
”Det er rigtigt, men det sørger Aston for, jeg ikke gør. Han går yderst mod skinnerne, mens jeg går på den anden side. Når toget kommer, hjælper han mig også med at finde en dør og et ledigt sæde. Det er rigtig smart, når man ikke kan se”, siger Lene.
At mærke sig frem
Nu er det tid til leg, hvor børnene gemmer godbidder, som Aston skal finde. Børnene rækker hænderne frem og får hver en godbid. Aston holder opmærksomt øje og er klar, lige så snart han får kommandoen ”Søg”.
Han suser ivrigt af sted. På det glatte gulv glider han i farten, og børnene bryder ud i høj latter. Han finder den ene godbid efter den anden.
”Han synes, det er en fest”, griner Lene.
Men det er ikke kun Aston, der skal på opgave i dag. Efter Aston har imponeret børnene med sin skarpe næse, er det blevet deres tur til at prøve, hvordan det er at klare sig uden synet. Dem der har lyst, bliver udstyret med sorte briller og en blindestok i hånden, hvorefter de forsigtigt begiver sig ud på en lille tur i lokalet.
De svinger stokken fra side til side og forsøger at følge en ledelinje. Wilma giver Augusta en hjælpende hånd til at komme omkring.
Bagefter skal børnene gætte forskellige genstande kun ved hjælp af følesansen. I posen gemmer der sig blandt andet en bold, en ske, en kop, en drikkedunk og en vante. De fleste gætter rigtigt i første forsøg.
”Jeg læser faktisk også med fingrene”, siger Lene og viser alfabetet i punktskrift, hvor børnene kan mærke de følbare prikker.
En vigtig opgave venter
Besøget slutter med gaver til både Lene og Aston. Hun får chokolade, og Aston får tyggestænger.
Børnene får også gaver – hver deres førerhundekalender, aktivitetsbog og magnet med førerhundehvalpe. Flere peger straks på forsiden og konstaterer:
”Hvalpen ligner Asbjørn”.
Børnene kender efterhånden den lyse labradorhvalp godt, da han følger med Tine på arbejde i børnehaven et par gange om ugen og øver sig i at være rolig i forskellige omgivelser. Han holder mest til på kontoret, men børnene synes, det er hyggeligt at lege med ham og hjælpe med at give ham mad.
”Han kan rigtig godt lide tørrede bananer”, fortæller børnene.
Efter dagens besøg er de blevet meget klogere på, hvad der venter Asbjørn i fremtiden. Måske bliver han en dag nogens øjne - ligesom Aston er det for Lene.