Buster har givet Tijana friheden tilbage
Førerhunden Buster er nomineret til Årets Førerhund 2025 for at give Tijana frihed, tryghed og selvstændighed i hverdagen.

Når Tijana finder førerhundebøjlen frem, er den lyse golden retriever straks klar. Førerhunden Buster logrer med halen fra side til side og tripper ivrigt for at komme ud ad døren for at lave det, han er allerbedst til. At være Tijanas øjne og føre hende sikkert uden om forhindringer. Tijana er nemlig stærkt svagsynet og har derfor altid følgeskab af sin trofaste makker og følgesvend, Buster, som giver Tijana frihed og selvstændighed, når hun begiver sig til og fra arbejde og rundt i Aalborg by.
De to har været et uadskilleligt makkerpar i fire et halvt år. Buster følger Tijana tæt og er med overalt. Han er hendes skygge og tryghed. Tijana fik Buster i begyndelsen af corona, så derfor havde de god tid til at lære hinanden at kende og opbygge et tæt samarbejde. Det blev starten på et helt særligt bånd, der siden kun er vokset.
"Buster er det bedste, der er sket for mig. Jeg har fået mit liv tilbage og en frihed, som mange tager for givet. Jeg kan tage ham i bøjlen og gå en tur uden at være afhængig af andre”, siger Tijana Westh.
Fra afhængighed til frihed
Hun er både stolt og rørt over, at Buster er blandt de nominerede til Årets Førerhund 2025. Hun ser nomineringen som en stor anerkendelse af det helt særlige samarbejde, de to har opbygget gennem årene.
"Det betyder meget, at Buster er nomineret blandt så mange dygtige førerhunde. Der findes mange gode, men Buster er den helt rigtige for mig. I mine øjne er han den dygtigste af dem alle”, smiler Tijana, der kun har et lille restsyn tilbage på grund af øjensygdommen Retinitis Pigmentosa. Derudover er hun natteblind, så inden hun fik Buster, bevægede hun sig sjældent uden for efter mørkets frembrud. Det tænker Tijana ikke længere over i dag. Med Buster ved sin side bevæger hun sig trygt gennem Aalborgs gader, til og fra arbejde og rundt i hverdagen. Nu kan hun sænke skuldrene, for det er blevet nemmere og mere trygt at komme rundt, da hun ved, at Buster sørger for, at hun kommer sikkert fra A til B.

”Jeg er ikke længere bange for at falde eller støde ind i noget. Hvad enten det er trapper, huller eller forhindringer på vejen, sørger Buster for at føre mig sikkert uden om. Han har givet mig en frihed, jeg ikke troede var mulig”, fortæller Tijana, som ikke længere har skrammer og blå mærker, fordi Buster passer på hende og fører hende uden om forhindringer.
”Det er en stor lettelse. Før gik jeg anstrengt med skuldrene oppe og havde spændingshovedpine hver dag. Nu kan jeg slappe af”, siger Tijana, der også har genvundet sin selvstændighed.
Med Buster ved sin side er hun ikke længere afhængig af hjælp fra sin mand eller børn. Nu kan Tijana selv handle ind eller gå tur, når hun har lyst. Hun giver bare Buster førerhundebøjlen på, og så er de klar til at tage af sted. Det betyder alverden og bidrager til mere overskud i hverdagen, da hun bruger mindre energi på at færdes.
En firbenet kollega med stor betydning
Buster er ikke kun en livsledsager, han er også helt afgørende for, at Tijana kan opretholde sit arbejde som skolesocialrådgiver på syv forskellige skoler i Nordjylland. Derfor er det ikke bare én rute, Buster skal kende, da han hver dag skal omstille sig til nye omgivelser – og det gør han med ro og overblik.
Ikke alene sørger Buster for, at Tijana trygt kan komme til og fra skolerne, han er også en uvurderlig støtte i mødet med børn og familier. Buster bliver en åbning til relationer. Især børn med angst finder ro og tryghed i hans selskab. Han kan sidde helt roligt og tålmodigt i timevis sammen med et barn.
Med sit rolige væsen og sin evne til at tilpasse sig forskellige miljøer er han noget helt særligt – uanset om han er med til møder i psykiatrien, familiegrupper eller sammen med børnene på skolerne.

Bevægelsesfrihed
Tidligere havde Tijana behov for sin personlige assistent fire dage om ugen for at komme rundt på arbejde. Men efter hun fik Buster, har hun kun brug for det to gange om ugen, da hun nu selv kan gå til de skoler, der ligger tæt på.
”Det giver en stor selvstændighed at kunne komme frem og tilbage på egen hånd. For mange er det en selvfølge, men for mig er det en stor frihed”, forklarer Tijana.
Alle steder bliver han taget godt imod. Buster er børnenes ven og kollegaernes yndling. Derfor er det ikke længere Tijana, de hilser på først, men Buster. Køkkenpersonalet spørger straks, om de skal hente en skål vand til ham, og når Tijana er til møder, ligger Buster trofast under skrivebordet, hvor pedellen ofte kigger ind for at nusse ham.
”Buster er en stjerne. Han er alles stjerne. Han beriger ikke kun mit liv, men spreder glæde og er en fantastisk ven for alle de børn, vi møder på vores vej”, siger Tijana og uddyber, at børnene godt ved, at Buster er hendes hjælpemiddel, og at hun ikke kan undvære ham i sin hverdag. De ved også, at han er på arbejde og ikke må forstyrres, når han har førerhundebøjle på.
Fra hvalp til førerhund – en fælles indsats
Tijana er imponeret over alt det, Buster formår og den store forskel, han gør i hendes hverdag. Hun er også taknemmelig for det arbejde, der ligger bag førerhundeordningen hos Dansk Blindesamfund.
”Det er en fantastisk ordning. Jeg er meget glad for, at de findes. Det er en stor tryghed, at jeg altid kan række ud til en instruktør, hvis der er noget, jeg er i tvivl om. Jeg står aldrig alene”, siger Tijana, der også har stor respekt for foderværterne. De frivillige familier som tager sig kærligt af førerhundehvalpene i deres første leveår og giver dem en tryg start på livet, inden de flytter hjem til en førerhundeinstruktør, der træner hundene i cirka fem måneder.
Buster er opvokset på en gård sammen med to heste, og i dag holder Tijana stadig kontakt med familien, som følger Buster med stor interesse. Det er for hende et bevis på det engagement og den dedikation, som hele ordningen hviler på.

For Tijana er det også en tryghed, at Dansk Blindesamfunds førerhunde er uddannet og certificeret efter den internationale kvalitetsstandard, International Guide Dog Federation. Det betyder, at alle førerhunde er trænet og godkendt efter de højeste internationale krav - og at brugerne får den sikkerhed og tillid, de har brug for i hverdagen.
”Jeg er stolt af at være en del af det gode selskab. Det er sejt. Den internationale anerkendelse er et kvalitetsstempel for Dansk Blindesamfunds førerhunde”, forklarer Tijana.
Bedsteven og trofast følgesvend
Der er ingen tvivl om, at Buster er noget helt særligt for Tijana – og omvendt. Han har en stor plads i hendes hjerte og er en uundværlig støtte i hverdagen. Derfor håber hun også, at Buster vinder titlen som Årets Førerhund 2025. Men for hende er han allerede en vinder. Buster har beriget hendes liv, givet hende friheden tilbage og gør en verden til forskel for, at hun kan færdes trygt og selvstændigt.
”Det bedste ved Buster er, at han altid er der for mig, og jeg er der for ham. Det er en gensidig kærlighed. Han er en forlængelse af mig. Jeg kan ikke gå ud uden ham. Vi smelter sammen og forstår hinandens signaler, og det er guld værd”, smiler Tijana.