Cæcilie lader ikke synstabet begrænse sin rejselyst
I DR-programmet Eventyr i blinde rejser Cæcilie gennem Sydeuropa med fire andre blinde. Undervejs bliver hun udfordret, får nye perspektiver og viser, at verden stadig er fuld af oplevelser, selvom man ikke kan se den.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Peter Ramsø/DR
Motorcykler suser forbi, poser bliver langet over disken, og handlende råber til hinanden mellem boderne. Duften af frisk frugt og grønt blander sig med lugten af fisk i et sandt sansebombardement. Midt i mylderet prøver Cæcilie med sin blindestok at navigere uden om boder, kasser på jorden og lokale på indkøb.
Hun kan ikke se det pulserende madmarked i Marseille, men hun kan høre, dufte og mærke livet omkring sig.
”Der var virkelig mange indtryk. Folk stod og råbte til hinanden fra den ene side af boderne til den anden, og man kunne fornemme, at mange af dem kendte hinanden. Og så var der alle duftene, der ændrede sig, alt efter hvor vi bevægede os hen”, siger 29-årige Cæcilie Valla Broman.
Det er hende, der har inviteret de andre rejsemakkere med på markedet i det nye DR-program Eventyr i blinde. Her rejser hun sammen med fire andre blinde gennem Sydeuropa og oplever verden uden at kunne se den.
Verden skal stadig opleves
Da muligheden bød sig, var Cæcilie slet ikke i tvivl om, at hun skulle takke ja og begive sig ud på eventyr med de fire andre deltagere: Mohammed, Edis, Christina og Frank. For hun har altid elsket at rejse og opleve nye steder.
Siden Cæcilie var barn, har hun rejst verden rundt med sin familie, og den rejselyst har hun taget med sig ind i voksenlivet.
”At rejse er noget af det, der betyder rigtig meget for mig og fylder i mit liv. Det giver mig nye perspektiver at møde andre mennesker og kulturer og opleve hvordan de lever, hvad de spiser, og hvordan deres hverdag ser ud”, forklarer Cæcilie.

Alligevel møder hun jævnligt spørgsmålet: Hvorfor rejse, når du ikke kan se?
Det var en af grundene til, at hun gerne ville medvirke i programmet. Hun vil gerne gøre seerne klogere på livet med synshandicap og vise, at verden stadig er fuld af oplevelser, selvom man ikke kan se den.
”Mange spørger mig, om det er fedt at rejse, når jeg ikke kan se, og om jeg ikke går glip af en masse, når jeg ikke får det visuelle med. Derfor ville jeg gerne medvirke, så jeg kan vise, at det er lige så sjovt at rejse uden synet. Man lægger måske mærke til nogle andre ting, men oplevelserne og glæden ved at rejse er den samme”, fortæller Cæcilie.
Hun har tidligere været fuldt seende, men som 17-årig mistede hun først synet på det ene øje og senere på det andet i to separate ulykker. I tiden efter synstabet var Cæcilie taknemmelig for alle de steder, hun havde nået at se. Men hun opdagede hurtigt, at rejseoplevelser ikke kun handler om det visuelle.
Når hun besøger et nyt sted i dag, danner hun sine egne indre billeder ud fra lyde, dufte, stemninger og beskrivelser.
”Når jeg tænker tilbage på de rejser, jeg har været på, efter jeg mistede synet, føler jeg stadig, at jeg har set stederne, fordi jeg har dannet billeder af dem i hovedet”, forklarer Cæcilie.
Et særligt fællesskab
Selvom Cæcilie er en erfaren rejsende, var Eventyr i blinde alligevel anderledes. Normalt rejser hun med sin mand, familie eller venner, der kan se. Derfor var det første gang, hun var af sted med fire andre, der ligesom hende navigerer uden synet. Det gav et helt særligt sammenhold.
”Vi havde alle det samme udgangspunkt. Ingen af os kunne se, hvad der skete omkring os. Det gjorde, at vi lagde mærke til nogle andre ting, som vi navigerede ud fra. Det var virkelig fedt at have det til fælles”, siger Cæcilie.
De talte om lydene omkring dem, duftene og de forestillinger, de hver især dannede sig. Da gruppen boede i en villa i Provence, udforskede de for eksempel stedet sammen ved at tælle skridt omkring poolen og dele deres indtryk af omgivelserne.
Cæcilie blev også inspireret af de andres forskellige måder at opleve verden på. For selvom de havde synshandicappet til fælles, havde de forskellige erfaringer og strategier til at navigere i verden. Nogle af deltagerne har for eksempel været blinde hele livet og er derfor mere vant til at bruge følesansen og mærke sig frem, end Cæcilie selv er.

Men især én ting tager hun med sig hjem: at sætte tempoet ned.
Cæcilie er normalt typen, der gerne vil opleve meget, når hun rejser. Men sammen med de andre opdagede hun værdien i ikke hele tiden at skulle videre. Det mærkede hun blandt andet i en olivenlund i Provence.
”Vi gik bare rundt og undersøgte, hvad der var. Det handlede om at være i sanserne og være til stede i stedet for hele tiden at skulle videre til det næste. Det vil jeg gerne tage med mig videre”, siger Cæcilie.
Med andre sanser som vejviser
Der var også øjeblikke, hvor det var udfordrende at rejse uden syn. Især Venedig satte deltagernes evne til at finde vej på prøve.
På et tidspunkt skulle Cæcilie, Frank og Mohammed finde et sted at spise frokost. De forsøgte at finde vej med GPS’en, men mellem Venedigs smalle gader og mange kanaler var den ikke til meget hjælp. I stedet måtte de spørge forbipasserende om vej og bruge lugtesansen til at finde et sted, hvor der duftede af mad.
”Vi var helt lost. GPS’en virkede ikke, og folk havde travlt eller var på guidede ture. Det var virkelig besværligt, men også rigtig sjovt”, fortæller Cæcilie.

Generelt kræver det mere energi at færdes nye steder, når man ikke kan se. Ujævne fortove og parkerede motorcykler kan gøre det mere besværligt at komme rundt end hjemme i Danmark. Når hun ankommer til et nyt hotel, skal hun også danne sig et billede af, hvordan stedet er indrettet.
Det var især krævende i tiden efter, hun havde mistet synet. Et halvt år efter synstabet rejste hun rundt med sin familie i Italien og boede på flere forskellige hoteller. Dengang blev hun drænet af hele tiden at skulle lære nye omgivelser at kende. I dag er det anderledes.
”Jeg har fundet nogle teknikker, så jeg hurtigt kan danne et billede i hovedet af stedet. Derfor var det ikke så krævende at omstille sig til nye omgivelser på turen med programmet, selvom vi sjældent var det samme sted mere end to dage”, siger Cæcilie.
Klar på nye eventyr
Synstabet har ikke gjort Cæcilies verden mindre. Tværtimod. Hun rejser fortsat ofte med sin mand, familie og venner. Hun foretrækker aktive ferier som vandreture.
For nylig var hun med sin familie i Hokkaido i Japan, hvor de tog på en guidet vandretur i bjergene. De skulle klatre over klipper og bestige nogle af områdets højeste bjerge. Men på intet tidspunkt blev Cæcilies manglende syn betragtet som en hindring.

”Guiderne var virkelig cool omkring det. Deres tilgang var, at selvfølgelig kunne jeg det samme som alle andre. Mit synshandicap fyldte slet ikke. Det var en god oplevelse”, fortæller Cæcilie, der snart skal af sted på et nyt eventyr.
Til efteråret skal Cæcilie og hendes mand nemlig på bryllupsrejse til Peru og Argentina, hvor de blandt andet skal vandre til Machu Picchu.
Kast dig ud i det
Cæcilie håber, at hendes medvirken i programmet Eventyr i blinde kan nuancere forestillingen om, hvad det vil sige at leve med et synshandicap.
”Jeg håber, at seerne bliver inspireret til at se muligheder frem for begrænsninger. At de opdager, at et synshandicap ikke behøver stå i vejen for at rejse og kaste sig ud i nye ting. Vi er ligesom alle andre, der gerne vil opleve verden og være en del af fællesskabet”, siger Cæcilie.
Hun håber også, at programmet kan nedbryde noget af den berøringsangst, hun oplever omkring blindhed og inspirere andre til at kaste sig ud i nye oplevelser.

Til andre blinde og svagsynede, der drømmer om at rejse og opleve verden, har hun et enkelt råd: Kast dig ud i det.
”Tag af sted med en, du er tryg ved og prøv nogle ting af. Man lærer rigtig meget om sig selv og om, hvad man er i stand til, når man prøver noget nyt”, smiler Cæcilie.
Derfor har Cæcilie heller ikke tænkt sig at stoppe med at udforske verden. For hver rejse vokser nysgerrigheden og lysten til nye oplevelser.
”Når man opdager, at det kunne man faktisk godt, får man mod på at prøve noget nyt igen. På den måde udvider man hele tiden sin verden”, siger Cæcilie.
Se Eventyr i blinde
I DR-programmet Eventyr i blinde rejser fem blinde danskere gennem Sydeuropa, hvor de oplever pulserende storbyer, storslået natur og historiske steder på deres egne præmisser.
Programmet består af fem afsnit, der sendes mandag på DR1 klokken 20:30 og kan ses på DRTV. Alle afsnit kan ses med synstolkning.