Christopher blev blind af kanonslag

Den 29. december 2001 ændrede 15-årige Christophers liv sig for altid. Et kanonslag sprang få meter fra ham og kostede ham synet. Et øjebliks letsindighed fik livslange konsekvenser. Nu advarer han andre.

Kanonslaget springer, idet lunten tændes, og trykbølgen kaster Christopher flere meter bagud. Cocio-flasken, hvori kanonslaget er placeret, eksploderer med et kæmpe brag, og de knuste glasskår gennemborer Christophers dunjakke og splintres i øjnene. Alt sortner, og han hører kun en høj hyletone. Fortumlet tager Christopher sig til hovedet og kan mærke en varm klistret substans. Det er blod.

Sammen med fire kammerater løber de i fuld fart til den nærmeste tankstation for at ringe efter hjælp. Christopher kan ikke mærke smerten, fordi adrenalinen pumper i kroppen. Han ved bare, den er helt gal, for han kan kun lige skimte, at der står Shell på skiltet.

”Jeg var i chok og kunne slet ikke forstå, hvad der skete. Det eneste, jeg husker fra minutterne efter, var en høj hyletone. På det tidspunkt tænkte jeg ikke over konsekvenserne. Jeg vidste bare, der var noget galt, for jeg blødte meget”, siger Christopher Jensen, som i dag er 36 år.

Det var den 29. december 2001, at Christophers liv ændrede sig på et splitsekund. Et øjebliks letsindighed fik livslange konsekvenser.

Den barske besked

Christophers far haster til Køge Sygehus, hvor Christopher med det samme bliver overført til Rigshospitalet i ambulance. Her står et hold af læger og sygeplejersker klar til at tage imod dem. Christopher gennemgår en ni timer lang operation, hvor lægerne kæmper for at redde noget af Christophers syn. Der er dog ikke noget at gøre.

”Overlægen kommer ind og siger, at han har en god og en dårlig nyhed. Den dårlige er, at jeg aldrig kommer til at spille håndbold igen, og at jeg bliver blind en dag, men at jeg cirka vil have fem år med lidt syn”, forklarer Christopher, som en uge efter fyrværkeriulykken fik fjernet sit venstre øje og erstattet det med et glasøje. Han havde derfor kun 1% syn i øverste del af øjet.

”Det var en hård besked at få og svært at forholde sig til. Men jeg var faktisk mest påvirket over, at jeg havde gjort mine forældre og nærmeste ked af det. Jeg havde så dårlig samvittighed over, at jeg var skyld i deres sorg, så jeg forholdt mig slet ikke til, at jeg skulle leve som synshandicappet. Det var først noget tid efter, at det for alvor gik op for mig”, siger Christopher.

Alt skal læres på ny

Synstabet betød, at Christopher måtte give afkald på sin vante hverdag. Han måtte opgive drømmen om at blive en af landets bedste håndboldspillere og vænne sig til en hverdag, hvor han skulle lære alt på ny.

Helt blind

Den største krise ramte dog, da Christopher var omkring 20 år og blev helt blind. Det gik nemlig, som lægen i sin tid havde forudsagt, at Christopher ville miste synet helt. Den smule synsrest, han havde tilbage efter ulykken, kunne han derfor ikke længere bruge, og han skulle lære alt på ny.

”Det sværeste tidspunkt var, da jeg mistede synet helt. Jeg havde en kæmpe identitetskrise og kunne ikke finde mig selv, for jeg skulle pludselig forholde mig til en ny situation. Jeg havde lige lært at være svagsynet og kunne klare mig selv, men så skulle jeg pludselig til at forholde mig til at være helt blind og lære alt forfra igen”, siger Christopher, der skulle vænne sig til en hverdag, der krævede god støtte og opbakning fra familie, venner og nyindkøbte hjælpemidler.

Christopher flyttede ind på IBOS, hvor han afprøvede blindesporten goalball. Han var faktisk så god, at han hurtigt kom på landsholdet, og samtidig begyndte han på massøruddannelsen.

Nytter ikke at dvæle ved fortiden

Det er netop, hvad der kendetegner Christopher. Hans stædighed og gåpåmod. Han nægter at lade sig slå ud, men fokuserer i stedet på det, han kan ændre.

”Lige meget hvad jeg gennemgår, forholder jeg mig til det, jeg kan arbejde med og ikke det, jeg ikke kan ændre. Selvom det ser sort ud, finder jeg altid et lille lyspunkt. Ellers kan jeg nemt blive grebet af negative tanker, hvor den ene dårlige tanke afløser den næste. Og den vej vil jeg ikke gå”, fortæller Christopher, som derfor ikke fokuserer på, hvordan hans liv kunne have set ud, hvis ikke ulykken var sket. Han fokuserer derimod på nutiden.

”Det vigtigste, jeg har lært, er at tilgive mig selv. Hvis jeg bare hænger mig i det, der er sket, kommer jeg aldrig videre. I sommer var jeg på ferie til Madagaskar, hvor der er meget smuk natur, hvis ellers man kan se det. Men det var nok tyve minutter samlet på en tre ugers ferie, hvor jeg tænkte, bare jeg kunne se”, smiler Christopher.

Advarer krudtglade unge

Der gik heller ikke mere end et par uger efter ulykken, før Christopher indvilligede i at lade sig følge af et filmhold. Christopher har nemlig en mission: At andre unge skal lære af hans ulykke. Filmen ”Stoffers øjeblik” fulgte Christopher det første halve år efter ulykken og blev udsendt til landets skoler, hvor han også holdt foredrag i håb om at forebygge lignende fyrværkeriulykker.

”Jeg håber, at andre unge kan tage ved lære af min historie. At de husker at passe på hinanden, tænker sig om og husker beskyttelsesbrillerne. Jeg ønsker ikke, at andre skal udsættes for det samme som mig”, lyder det fra Christopher.

Hans bedste råd til nytårsaften er derfor ganske enkelt:  

”Husk at tage beskyttelsesbrillerne på. De gør ikke meget gavn hjemme i skuffen. Hav respekt for fyrværkeri og hold jer fra kanonslag og krysantemumbomber”.