Da synet blev mindre, blev lyden større
Da Morten gradvist mistede synet, fik lyd en større betydning i hans liv. I dag bruger han lyd til at orientere sig, finde ro og opleve detaljer, han aldrig tidligere lagde mærke til.
Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær
En solsort synger bag ham.
Morten standser et øjeblik. Uden at vende sig kan han nogenlunde vurdere, hvor højt oppe fuglen sidder. Tidligere ville han næppe have skænket fuglesangen en tanke. I dag lægger han mærke til langt flere lyde, der omgiver ham.
”Jeg tror ikke, jeg ville have lagt mærke til det, hvis jeg havde haft mit fulde syn. Når synet langsomt forsvinder, bliver lyd en langt vigtigere forbindelse til verden”, siger Morten Bonde.
Det er 24 år siden, Morten fik konstateret øjensygdommen Retinitis Pigmentosa. Dengang var han 29 år og arbejdede som art director i reklamebranchen. Synet var afgørende for hans arbejde, og derfor skubbede han diagnosen fra sig.
”Jeg tænkte, det er ikke et problem nu, det tager vi, når det kommer”, fortæller Morten, der fortsatte sit liv.
Men sygdommen udviklede sig langsomt. År for år brugte han mere energi på at kompensere for det syn, han havde mistet, uden selv at være klar over det. Til sidst sagde kroppen stop. Stress og depression tvang ham til at genoverveje sit liv.
Da synet ikke længere var nok
Med tiden kunne Morten ikke længere stole på sit syn. Han havde kun et lille syn tilbage og så derfor kun brudstykker af verden omkring sig. Hjernen forsøgte at fortolke resten.
Han husker en dag, hvor hans kone pegede ud over en mark og sagde se.
”Jeg kiggede ud og beskrev noget helt andet end det, der var. Først da hun fortalte mig, hvad hun så, faldt brikkerne på plads. Min hjerne udfyldte selv de huller, jeg ikke længere kunne se”, forklarer Morten.
Samtidig begyndte en anden sans at fylde mere. Uden egentlig at være bevidst om det, blev lyde vigtigere i forhold til at orientere sig og opleve verden på.
Kunsten at lytte
Mange tror, at blinde har en bedre høresans, men det er ikke tilfældet. Ifølge Morten handler det i stedet om, at hjernen reorganiserer sig, så områder, der normalt bruges til synet, i højere grad kan bearbejde information fra andre sanser, som for eksempel hørelsen.
”Min hørelse er ikke blevet bedre rent fysisk. Faktisk har jeg tinnitus efter mange års høj musik. Til gengæld er min hjerne blevet bedre til at udnytte min høresans”, siger Morten.
Han oplever, at lyd ikke længere kun registreres med ørerne, men også som en kropslig fornemmelse. Gennem årene er han blevet langt bedre til at lytte aktivt, og i dag opfanger han små nuancer i lydbilledet, som mange andre ikke lægger mærke til.
Det oplever han blandt andet, når han lytter til musik. Han kan for eksempel hurtigt høre, hvis ledningerne er monteret forkert på højttalerne.
Han sammenligner det med en muskel, man træner:
”Jo mere man bruger evnen til at lytte, desto bedre bliver man til det”, fortæller Morten.
Derfor mener han også, at alle kan blive bedre til at lytte. For ham er udviklingen kommet som en naturlig følge af synstabet, men alle kan træne og forfine deres evne til at lytte, hvis de er nysgerrige og øver sig.
”Det handler ikke om særlige evner, men om øvelse og interesse”, siger Morten.
Fra støj til ro
Selvom hørelsen blev en styrke, blev den også en udfordring. For da synet blev dårligere, reagerede Morten automatisk på alle lydene omkring ham. Hvis nogen tabte en kniv i kantinen, eller en dør smækkede, forsøgte han straks at finde ud af, hvor lyden kom fra. Men med et centralt synsfelt på kun omkring fire grader og lidt restsyn i den ydre periferi var det umuligt.
Morten brugte derfor meget energi på at orientere sig om alverdens lyde, indtil han begyndte at arbejde med mindfulness og lærte at sortere i lydene.
”I stedet for automatisk at reagere på alting spurgte jeg mig selv: Er det en vigtig lyd, jeg skal forholde mig til?”, forklarer Morten.
Den enkle øvelse gjorde en stor forskel og sænkede Mortens stressniveau markant. Han lærte, at han godt kunne registrere en lyd uden nødvendigvis at reagere på den.
Et soundtrack til livet
Musik har altid været en fast følgesvend i Mortens liv og fyldt en del. Som 17-årig arbejdede han som fejedreng og sparede penge til sine første kvalitetshøjtalere fra DALI. Siden har musikken været et fast holdepunkt gennem både svære og gode perioder.
Men når livet gjorde ondt, var det ikke den glade musik, han satte på. Tværtimod. Han lyttede til melankolsk musik og metal, fordi det gav plads til følelserne.
”Musikken mødte mig der, hvor jeg var. Den forsøgte ikke at trække mig væk fra følelsen, men gav mig en oplevelse af, at jeg ikke var alene”, siger Morten.
I dag betyder musik måske endnu mere.
Tidligere tog Morten ofte til koncerter, men i dag kræver det meget energi at komme afsted. Med et svigtende syn er det blevet mere udfordrende at tage offentlig transport, finde vej med blindestokken og orientere sig blandt mange mennesker. Derfor er koncertoplevelsen flyttet hjem i stuen.
”Jeg sætter en livekoncert på anlægget og lukker øjnene. Så føles det næsten som at sidde til koncerten, og jeg undgår fleres dages restitution bagefter”, fortæller Morten.
Se med andre sanser
Synstabet har ændret Mortens liv på utallige måder, men det har også lært ham at værdsætte det, han stadig har.
”Jeg kan vælge at fokusere på det syn, jeg har mistet. Men i stedet er jeg taknemmelig for de få grader syn, jeg stadig har tilbage”, siger Morten.
Den samme taknemmelighed gælder hørelsen.
”Jeg lægger mærke til detaljer, jeg ellers aldrig ville have registreret. Fuglene, vinden eller de små nuancer i et stykke musik. På den måde har synstabet lært mig at opleve verden på en ny måde”, smiler Morten.