Det eneste, jeg ikke kan, er at køre rustvogn

Som blind bedemand gør Thomas op med fordomme og bruger sin blindhed som en styrke i mødet med sorg

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Det var aldrig planen, at Thomas skulle være bedemand. Faktisk var det lidt af en tilfældighed, at han overhovedet endte i faget. I dag, 12 år senere, kan han ikke forestille sig at lave andet.
Som Danmarks første blinde bedemand har han skabt sin egen vej ind i en branche, hvor nærvær, overblik og tillid er afgørende – og hvor hans blindhed både har stillet krav og vist sig at være en styrke.

Blind som 9-årig

Thomas blev født med en sjælden arvelig øjensygdom. Han var blind på det ene øje og havde nedsat syn på det andet. Allerede som halvandet årig blev han indlagt med nethindeløsning, og som 9-årig kunne lægerne ikke gøre mere. Siden har han været helt blind.

Alligevel blev han ikke pakket ind i vat som barn. Han klatrede i træer, byggede huler og spillede rundbold med kammeraterne. De skulle bare vænne sig til at give ham en albue, når de skulle rundt, men ellers krævede det ikke de store tilpasninger.  

”Jeg blev ikke pakket ind, og det har helt sikkert lært mig, at man bare skal kaste sig ud i tingene. Det skal nok gå. Der er altid en løsning”, siger Thomas Wetche.

Bedemand ved et tilfælde

Det var ikke nogen barndomsdrøm at blive bedemand. Vejen ind i bedemandsfaget opstod, da han efter finanskrisen stod uden arbejde. På en årlig sommerlejr tog han initiativ og spurgte alle, om de manglede en som ham. En bekendt nævnte, at en af hans kammerater var ved at starte en kæde af lokale begravelsesforretninger i hele landet. Måske kunne Thomas bidrage til det initiativ.

Han begyndte derfor at overveje, hvad jobbet egentlig krævede.

”Logistik, planlægning og overblik havde jeg styr på. Og evnen til at tale med mennesker og være empatisk mente jeg også, at jeg havde. Så jeg tænkte, at der måske ikke var så mange forhindringer, som man umiddelbart skulle tro”, fortæller Thomas.

Han tog en seks ugers uddannelse, blev certificeret bedemand og startede sin egen lokale forretning op som franchisetager i kæden. Efter et halvt år valgte han at gå solo og etablere sin egen forretning i Vejle. I dag driver han stadig virksomheden og har to ansatte.

Blindhed er en styrke

Når en afdød skal hentes og lægges i kiste, er samarbejdet afgørende. Thomas er med hele vejen. Han arbejder altid sammen med en kollega. Kommunikation og faste rutiner gør arbejdet muligt. Han lytter, følger instruktionerne og er en aktiv del af opgaven, når afdøde løftes i kisten. Det eneste, han ikke kan, er at køre rustvognen.

Når Thomas møder familierne til samtaler, fortæller han ikke, at han er blind. Det er et helt bevidst valg.

”Det er ikke mig, der skal være i centrum. Det er dem. Hvis jeg siger det fra begyndelsen, kan det skabe utryghed, og mit job er jo netop at skabe tryghed”, siger Thomas.

Han fortæller det kun, hvis nogen spørger. Reaktionen er ofte undren over, hvordan det kan lade sig gøre. Men egentlig er der ikke så mange udfordringer. Thomas oplever faktisk, at hans manglende syn kan være en fordel.

Han lytter sig frem til mennesker og stemninger, både i telefonen og i mødet med familierne.

”Jeg opfanger nuancer i stemmer og stemninger, og det giver en helt særlig nærhed, som familierne bemærker. De føler sig mødt og lyttet til”, fortæller Thomas.

Mere end døden

I en branche hvor mennesker er i sorg og vildrede, betyder det meget at blive grebet med ro og nærvær. Derfor er døden heller ikke det, der fylder mest i hans arbejde.

”Mange tænker, at det må være et trist job, men sådan er det ikke. Døden fylder faktisk mindst. Det handler om at gøre en forskel for mennesker, der står i ensvær situation”, siger Thomas.

Det er netop det, der giver arbejdet mening for ham.

”Jeg kan bruge mig selv og mine evner. Jeg skal ikke bare løse en masse logistikudfordringer, da der også er et menneskeligt aspekt, jeg godt kan lide”, fortæller Thomas.

Fordomme spænder ben

Thomas har selv oplevet, hvor svært det er for blinde og svagsynede at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Inden han blev selvstændig, havde han sendt utallige ansøgninger uden held.

”Der har været meget snak om det rummelige arbejdsmarked, men det har jeg ikke oplevet. Nærmest tværtimod. Der er stadig mange fordomme om blinde, der spænder ben for, at vi kan bidrage på arbejdsmarkedet”, siger Thomas.

Han har derfor et klart budskab til arbejdsgiverne: Se mennesket før handicappet.

”Det er ikke så farligt. Der findes masser af hjælpemidler, støtteordninger og kompetencer. I står ikke alene med ansvaret. Den synshandicappede medbringer typisk selv sine hjælpemidler”, forklarer Thomas, der til daglig bruger blindestok og tale på computeren.

Mod og forberedelse

Selvom Thomas i dag kan kalde sig Danmarks første blinde bedemand, er vejen dertil ikke kommet af sig selv. Det har krævet stædighed, forberedelse og lysten til at gå forrest.

Derfor har han også et råd til andre blinde og svagsynede, der drømmer om at starte selv:

”Man skal turde gøre det og forfølge sine drømme, men også forberede sig ordentligt. Sætte sig ind i, hvad der kræves, både fagligt, økonomisk og synskompenserende, og trække på sit netværk. Det handler om forberedelse og gåpåmod”, siger Thomas.