Det er følelsen af at være fri
Sådan beskriver 35-årige Jacob Carsting, hvad der er det bedste ved at sejle i havkajak. Jacob har netop sammen med seks andre kursister været på kajakkursus på Fuglsangcentret.

Jacob har altid været svagsynet, men har kunnet se godt og har ikke haft brug for hverken hjælpemidler eller undervisning målrettet mennesker med synshandicap. Det ændrede sig dog for knap to år siden, hvor Jacob Carsting fra Hillerød mistede det meste af sit syn som følge af celleforandringer i nethinden. Derfor er Jacob nu i gang med at genopfinde sig selv og identificere sig selv som synshandicappet.
”Jeg har altid været fysisk aktiv, og jeg elsker at bruge min krop og udfordre mine kræfter. Det er blevet meget sværere, efter at mit syn næsten er forsvundet helt. Jeg er derfor i gang med at prøve forskellige sportsgrene og træningsformer af for at finde ud af, hvad jeg kan, og hvad jeg kan lide”, fortæller Jacob efter den første dag med kajaktræning i Lillebælt.
Ved vandkanten på stranden ved Fredericia Kajakklub er der udsigt til de to Lillebæltsbroer til den ene side, den jyske kyststrækning til den anden og lige ovre på den anden side af bæltet ligger Fyn. Det er her, Jacob sammen med de seks andre kursister skal prøve kræfter med havkajak på havet. På kursets første dag øvede de teknikker og redningsøvelser i trygge rammer i svømmehallen på Fuglsangcentret.
Svært at finde fodfæste

Jacob har glædet sig til at skulle på kajakkursus. Da han første gang hørte om, at kurset ville blive til noget, skyndte han sig at bede om ferie på sit job som sundhedssagsbehandler hos Falck. ”Jeg skulle bare med på kurset”, siger Jacob. For ti år siden, da han stadig havde en del mere af sit syn, roede Jacob også kajak i en kajakklub, men det var svært at finde fodfæste i klubben, fordi det var svært at formidle, hvilke behov han havde på grund af sit dårlige syn. Klubkammeraterne var hjælpsomme, men forstod ikke helt, til hvad og hvornår Jacob havde brug for en ekstra hånd – eller et par øjne.
”Jeg oplevede, at det var svært at være med på lige fod i træningen i klubben. Derfor er det her projekt superrelevant, fordi vi alle sammen har et synshandicap. Ingen er marginaliseret. Det er ok at spørge en ekstra gang. Som den eneste med synshandicap i en almindelig kajakklub – eller hvilken som helst anden idrætsklub for den sags skyld, kan man hurtigt komme til at føle sig udsat. Og jeg bryder mig i al fald ikke om at være den udsatte,” siger Jacob.
Efter erfaringerne i kajakklubben har Jacob fundet andre idrætsformer, som passer bedre til ham. Når han er færdig med at passe sit job som sagsbehandler hos Falck i København, spiller han showdown – en slags bordtennis for blinde og stærkt svagsynede – i den lokale klub i Hillerød, og så svømmer han fast en gang om ugen med en kammerat i Vesterbro svømmehal.
Det første kajakkursus for blinde

Drømmen om at padle gennem havet i en kajak lever dog stadig i Jacob og hos flere andre medlemmer af Dansk Blindesamfund, hvilket er grunden til, at Dansk Blindesamfund begyndte at planlægge et kursus.
Kajakkurset, som Jacob deltager på, er første forsøg med at arrangere et kajakkursus i et samarbejde mellem Dansk Blindesamfund og Kano- og Kajakforbundet i Danmark. Tre instruktører fra Odense og Fredericia Kajakklub står for undervisningen af syv medlemmer af Dansk Blindesamfund. Ambitionen med kurset er at give medlemmerne mulighed for at lære basale færdigheder, så de får lettere ved at blive medlem af en kajakklub i lokalområdet.
”Jeg vil helt sikkert gerne ro mere efter kurset”, siger Jacob og fortsætter: ”Men jeg vil gerne være medlem af en kajakklub, så jeg kan følges med nogen på ture og være en del af det sociale fællesskab. Men jeg bor ikke lige i nærheden af en kajakklub, så det kan hurtigt blive lidt udfordrende at komme dertil. Derfor kunne det være fedt, hvis man kunne følges med nogen.”
Ved at deltage i et kajakkursus målrettet blinde og stærkt svagsynede kan man som ny kajakroer komme lidt på forkant og kende de basale teknikker og øvelser, så de lokale kajakklubber hurtigt kan se, at den blinde eller stærkt svagsynede har helt styr på både sig selv, kajak og pagaj. Jacob ved derfor nu, at han roer rigtig godt med en såkaldt grønlænder-pagaj i træ i stedet for en uskivet pagaj i plastik. ”Den (grønlænderpagajen) var bare virkelig god at ro med, og træet var blødt og lækkert at røre ved. Den var rigtig fed”, fortæller Jacob, som også satte stor pris på de tekniske øvelser. Kurset var bygget op omkring de standardkrav, som langt de fleste kajakklubber stiller til nye medlemmer, når de skal ro på åbent hav – de såkaldte IPP2-certifikater.
Ud over de forskellige tag og greb på pagajen er der også et stort fokus på redningsøvelser, så den enkelte kajakroer kan redde sig selv eller sin makker op af vandet, hvis man mister balancen og falder ud af kajakken. Det krævede lige en ekstra vejrtrækning ned i maven, første gang Jacob med vilje skulle vælte sig til siden og ned i vandet uden at kunne nå bunden.
”Jeg kunne godt mærke en snert af panik, indtil jeg kom op til vandoverfladen og fik fat i kajakken igen. Og det var supersvært første gang at komme op i kajakken igen, fordi jeg både skulle have styr på retningen af kajakken, holde balancen, imens jeg kravlede op, og følge med i instruktionerne fra instruktøren. Men allerede anden gang kunne jeg mærke, at det var lettere. Det krævede virkelig også godt samarbejde at lave makkerredning, hvor vi skulle hjælpe hinanden med at få tømt kajakken for vand og komme op i kajakken bagefter. Men det var så fedt, når det lykkedes”, fortæller Jacob begejstret.
Positiv selvopfattelse

Efter Jacob mistede sit syn, er han også begyndt at komme mere på Fuglsangcentret til både kurser og til sociale arrangementer. Ligesom han er begyndt at involvere sig mere i foreningsarbejde i både Dansk Blindesamfunds Ungdom og i Blinde og Svagsynedes Interessegruppe for Erhverv og Uddannelse. ”Det er så fedt at komme på Fuglsangcentret. Man får en positiv selvopfattelse af at være på kursus her, fordi kurserne er tilrettelagt for blinde og stærkt svagsynede. Vi er ligestillede, og der bliver taget højde for, at vi ikke kan se. For eksempel var det helt fantastisk at have den første træning i svømmehallen, hvor der var kanter, og instruktøren stod i vandet lige ved siden af. Det gjorde, at jeg ikke følte mig utryg ved at skulle ud på havet i dag”, siger Jacob, som oplever, at han er blevet langt bedre til at give udtryk for sine behov, efter han er begyndt at deltage i kurser og arrangementer på Fuglsangcentret.
Følelsen af frihed

Det var på en skiferie i Norge, at Jacob første gang hørte om kajakkurset, og han skyndte sig at bede om ferie, da han var tilbage fra skiferien. Selvom Jacob er begejstret for kajak-roning, kan det ikke måle sig med at stå på ski – endnu. ”Ridderrennet (langrendsskiløb for synshandicappede i Beitostølen i Norge) var nok den bedste uge af mit liv. Jeg føler mig helt fri, når jeg står på ski. Jeg kører selv, og jeg bestemmer selv tempoet. Men den samme følelse af frihed har jeg også mærket nogle gange i dag, hvor jeg bare har roet afsted, og der har ikke været nogle begrænsninger, udover hvad min krop kan præstere”, slår Jacob fast.
Det lader nu ikke til, at Jacob lader sig begrænse af sit manglende syn i dagligheden, som byder på en del rejser. Han har flere gange været i Grønland med en flok venner for at besøge en anden god kammerat, og i maj tog han turen nordpå alene. Han mødte dog sin grænse på toppen af bjerget Lille Marlene i Nuuk. ”Det var jo hele tiden, at jeg skulle have at vide, hvor jeg kunne sætte min fod, og det var ret anstrengende, at jeg ikke vidste, om foden ville glide på nogle sten, når jeg flyttede den. Men det var sjovt at prøve,” griner Jacob.
Sommerferien byder på endnu en ny oplevelse på vand og forhåbentlig en følelse af frihed, når Jacob i en uge skal være matros om bord på et Tall Ship. Sejladsen går fra Edinburgh og via kysten og Themsen til London. Hvert år får en gruppe mennesker med forskellige typer fysiske handicap fra hele Europa mulighed for at påmønstre den tre-mastede kvadrat-rigger Lord Nelson, som er bygget, så både kørestolsbrugere og blinde kan færdes ombord. I fem dage skal Jacob og den øvrige besætning hjælpe til med blandt andet at sætte sejl, lave mad og det øvrige liv om bord på et stort sejlskib. ”Jeg glæder mig til turen og til at opleve følelsen af frihed på vandet – ligesom i de her dage i havkajakken”, smiler Jacob.