Det er forfærdeligt, at man skal ønske, man var blevet blind noget før

Jytte må ofte takke nej til at deltage i fester og begivenheder, ligesom almindelige ting i hverdagen er svære, fordi hun ikke har en ledsager.

I august i år var 94-årige Jytte inviteret til et bryllup på et stort gods på Sydsjælland. Det lød som en dejlig fest, men selvom Jytte gerne ville deltage, så kom hun til den erkendelse, at det kunne hun ikke.

”Jeg kendte ikke godset eller kirken, og der var en reception et andet sted først. Jeg kunne slet ikke overskue, hvordan jeg skulle komme frem og tilbage på egen hånd. Bare at finde toilettet? Når man ikke kan se, så har man brug for en ledsager i den slags situationer, så jeg måtte sige nej”, fortæller Jytte.

Hun forstår ikke, at der skal være en aldersgrænse på ledsagerordning. Mennesker over 67 år kan ikke få en ledsager, medmindre de har nået at søge, inden de er fyldt 67 år.

”Det er fuldstændig sindssygt, at der er en aldersgrænse. Jeg har ikke haft en chance for at søge om ledsager. Jeg arbejdede, da jeg var 67 år, har klaret mig selv og kørt bil, indtil jeg blev 89, hvor jeg kunne mærke, at synet begyndte at svigte. Jeg var næsten 90, da jeg mistede synet. Skulle jeg så sidde og ønske, at jeg var blevet blind eller dårligt seende noget før? Det var da en forfærdelig tanke. Men så kunne jeg have haft en ledsagerordning nu”, siger Jytte.

Jeg skal have nye støttestrømper i en forretning inde i byen. Jeg tør ikke tage derind alene. Og jeg kan ikke køre med Flexkørsel hver gang. Så mange ture har vi ikke. Så det er min situation.

Jytte

DF vil sikre ledsagelse i ny finanslov

Dansk Folkeparti vil tage et forslag om ledsagerordning for mennesker, der er fyldt 67 år, med til forhandlingerne om finansloven. Venstre har bakket op om initiativet. Opnår forslaget politisk flertal, vil blinde og stærkt svagsynede over 67 år fremover kunne få en ledsagerordning. Den nyhed glæder Jytte.

”Det synes jeg lyder utrolig dejligt. Der er så mange ting, som jeg ikke kan, fordi jeg mangler den ledsager. Det ville gøre en stor forskel i mit liv. Nu står jeg for eksempel og skal i banken efter kontanter. Jeg kan ikke stå ude på gaden og hæve penge ved en automat. Og der er næsten ingen filialer med betjening. Jeg skal rejse med to busser, og det er svært for mig”, forklarer Jytte.

”Det er småting, som alle andre lige klarer, men som jeg ikke kan selv. I øjeblikket er jeg lidt usikker på mine ben. En af hjemmehjælperne har desværre fået ødelagt en af de der tapper på mit armbånd, og det skal jeg hen til guldsmeden og have lavet. Jeg tør ikke gå derhen. Jeg skal have nye støttestrømper i en forretning inde i byen. Jeg tør ikke tage derind alene. Og jeg kan ikke køre med Flexkørsel hver gang. Så mange ture har vi ikke. Så det er min situation”, siger Jytte.

Vil ikke være til besvær

Hun har tidligere søgt om en besøgsven gennem Røde Kors, men har ventet flere måneder, uden der er sket noget. En sygeplejerske hos Jyttes læge har skaffet en bekendt til at hjælpe Jytte, men det er ikke altid lige nemt at bede om hjælp.

”Jeg vil ikke være til besvær. Jeg kan ikke lide at ringe til hende hele tiden. Forstår I det? At bede nogle andre om hjælp og om at gøre noget for mig. Vil du køre mig derhen eller gå med herhen? Det er ikke sjovt. Jeg bryder mig ikke om det. Jeg ville foretrække, at det var en, der gerne ville gøre det og havde det som et arbejde”, forklarer Jytte.

”Jeg har heller ingen familie i nærheden, så der er jeg også helt afskåret. Jeg får ikke min søn på Grønland til at flyve ned for at gå i byen med mig. Han ville da tro, at jeg skulle indlægges”, griner Jytte.

”Men jeg ville nu gerne en tur i byen. Gå en tur i et stormagasin og se, om der var noget, man havde brug for. Eller gå i teateret eller til en koncert om vinteren. Bare komme lidt ud og opleve noget nyt. Hvorfor skal jeg ikke kunne det, fordi mit syn først blev så dårligt, efter jeg var fyldt 67 år. Det synes jeg altså er latterligt. Fuldkommen latterligt” siger Jytte.