“Det får mig til at glemme al ensomhed, jeg nogensinde har haft”

Chantal og Jean de Dieu lever som blinde forældre i Rwanda. En tilværelse, der hver dag er fuld af udfordringer og bekymringer, men hvor kærlighed og tro overskygger alt.

Livshistorie fra 21. oktober 2025. Tekst og foto: Jakob Kaldahl Friberg

Tre kvarter nord for Rwandas pulserende hovedstad Kigali bor det blinde forældrepar Chantal og Jean de Dieu. Deres hjem ligger på toppen af en bakke, ad en rød grussti fuld af dybe huller, hvor vores taxa flere gange mister vejgrebet på vej derop. Efter længere tids kamp og en fæl lugt af brændt kobling når vi endelig toppen, hvor Jean de Dieu står og venter med stort smil sammen med hans søn Uwukunda Keven Kyrie. Sønnen på to et halvt år, der til dagligt bare kaldes Kyrie, står med store åbne øjne bag sit fars ene ben og ser mig an fra top til tå.

Det er næsten tre år siden, jeg sidst besøgte Chantal og Jean de Dieu og hørte historien om, hvordan deres kærlighed til hinanden opstod. Dengang var Chantal gravid med Kyrie, og parret så meget frem til deres nye roller som forældre. Det er den rolle, jeg nu er kommet til Rwanda for at høre mere om.

Jeg træder ind i deres nye hjem, som består af to lige store kvadratiske rum: et køkken, som også fungerer som soveværelse, og en stue med en sofa og et simpelt sofabord. Det er noget mindre end det gamle, jeg sidste gang besøgte dem i, og Jean de Dieu forklarer mig, at det andet ville blive for dyrt at beholde i leje, når Kyrie kom, hvis der også skulle være råd til babyting.

Da vi træder ind i stuen, hænger Jean de Dieus malerier rundt om på væggene. Jean de Dieu, som kun kan se svagt med det ene øje, arbejder som portrætmaler om natten, hvor han bedre kan ane motiverne i sine portrætter. Chantal er helt blind. Mens jeg fascineret betragter malerierne, kan jeg dufte og høre lyden af aluminiumsgryder i kog inde fra rummet ved siden af. Kort efter kommer Chantal ind med et varmt smil og en gryde mad i hånden og byder mig velkommen tilbage til Rwanda.

Udfordringerne som blind forælder

Den treårige Kyrie, der modsat sine forældre er fuldt seende, er nu blødt helt op for den første generthed og har stillet sig ved siden af mig. Jeg viser ham, hvordan mit kamera fungerer, mens han med store øjne følger med og lyser op i stor begejstring, da han ser et billede af sig selv på displayet. Jeg spørger Chantal og Jean de Dieu, hvordan han er:

“Han er som alle andre børn. Han er slet ikke genert. Han er bare altid glad og så er han virkelig drillesyg. Han ved, at jeg intet kan se, og derfor prøver han grænser af hele tiden. Han kan for eksempel finde på at putte ting i maden, jeg laver. Og jeg har også lagt mærke til, at når jeg kalder på ham, kan han finde på at ignorere mig, og så må jeg prøve at følge efter lyden af hans skridt. Så det viser i hvert fald, at han er klar over, at hans mor er blind”, fortæller Chantal.

Blikket er drillende, som Chantal beskriver, men det lyser også af intelligens og nysgerrighed på livet, som jeg kan forestille mig kræver noget ekstra som forældre.

“Fordi han er så drillesyg, forsøger vi at få gjort pligterne og de vigtigste ting, mens han stadig sover. For når han først vågner, bliver det svært, fordi han hele tiden er op og ned af os og vi skal lege med ham. Så vi vågner kl. 6, og han vågner kl. 7.30. Og nogle gange tager vi ham også over til hans bedstemor, mens vi klarer pligterne”

Men de daglige udfordringer stopper ikke ved hjemmets døre. Samfundets forventninger og fordomme til blinde i Rwanda er endnu en udfordring, fortæller Mugisha Jacques, administrerende direktør for Rwanda Union of the Blind:

“I samfundet er du en del af en familie med opgaver, du forventes at tage dig af. Men mange i samfundet ved ikke noget om synshandicap og tror derfor, at blinde ikke kan klare de opgaver, bare fordi de er blinde. Det får folk i lokalsamfundet til ofte at se ned på dem og tro, de er dummere, end de er – og det ender desværre for mange blinde med følelser af isolation og mindreværd”, forklarer Mugisha Jacques.

Og særligt for kvinder og mødre ligger der et ekstra pres, fortæller han:

“I rwandisk kultur er det normalt kvinden, der står for alle opgaver i hjemmet – lave mad, rede senge, opdrage børnene og sørge for det hele i huset. Så når du er blind kvinde, og samfundet heller ikke tror på dig, kræver det virkelig, at du er mentalt rigtig stærk.”

Bekymringer for fremtiden

Et pres, som Chantal også tydeligt mærker i hendes daglige gøren som blind mor:

“Den største udfordring for mig som blind mor er at skulle opdrage et barn. Det er meget hårdt, og nogle gange føler jeg, at jeg fejler. Vi har ikke nogen hjælp, og som mor har jeg mange ansvarsområder som at lave mad og vaske, samtidig med at jeg skal kigge efter Kyrie. Det synes jeg som blind er meget udfordrende.”

Jeg kigger på Chantal med en klump i maven, mens hun sidder i sofaen overfor mig med bekymrede panderynker og lav stemme. Hun er som altid velklædt og fremstår utrolig værdig, og jeg kan mærke, at bekymringerne gør ondt på en ny måde, end da jeg sidst mødte hende, hvor hun endnu ikke var blevet mor til Kyrie.

“Fordi vi er økonomisk ustabile, er min største frygt, at han kan miste chancen for at komme i skole, som det skete for mig selv”, siger Chantal og sænker hovedet.

Selvom den nærmeste familie hjælper til, hvor de kan, fornemmer det blinde ægtepar også ofte bekymringerne hos dem, fortæller Jean de Dieu:

“Min bedstemors hus er ved siden af vores, og hun er altid bekymret for os – hvordan vi vil overleve og opdrage Kyrie. Hun er trist over, at vores søn kan møde udfordringer, fordi vi er blinde forældre, så hun er altid i nærheden af os for at sikre, at han er okay”.

“Min familie er også bekymret. De ringer altid til os og hører, hvordan det går med opdragelsen og forældrerollen, når vi er blinde. Men de ringer for at tjekke op på os og tilbyde deres hjælp, når vi har brug for det”, fortæller Chantal.

En altovervindende kærlighed

Mens vi sidder lidt i stilhed ovenpå Chantals beretning om de udfordrende kendsgerninger som blind mor i Rwanda, har lille Kyrie bevæget sig over i skødet på hende. Han synes nok, det er en smule kedeligt med alt den snak og kravler nu rundt på skød og skuldre, mens han nysgerrigt piller ved hendes ansigt. Jeg kan se, hvordan Chantals sindsstemning skifter på få sekunder fra panderynker til et smil fuld af kærlighed.

“Jeg føler mig ekstremt glad, når vi leger sammen – når han rører mit ansigt eller kravler på mine skuldre. Det får mig til at føle, at jeg kan se igen, fordi jeg forestiller mig, hvad han gør. Det får mig til at glemme alt ensomhed, jeg nogensinde har haft.”

Jeg bliver berørt over Chantals kommentar, mens jeg ser mor og søn sidde der i sofaen lege fuld af smil og kærlighed til hinanden. Jean de Dieu fortsætter med hans perspektiv på deres nye roller:

“Glædesfuldt. Forældreskabet vil jeg beskrive som glædesfulde momenter. En, som er uvurderlig, er kommet ind i vores liv.”

Og det er tydeligt at se, at den lille Kyries energi og lyst til livet smitter af på de to forældre, der stolt beretter om de mange ting, han er god til.

“Jeg handler ind med ham eller spiller fodbold med ham. Han kan også virkelig godt lide at danse, og det gør mig glad, når han gør det. Dans får en til at føle sig glad, fordi man bare nyder musikken og glemmer alle bekymringer. Så jeg danser også tit sammen med ham,” fortæller Jean de Dieu og smiler stort, mens Chantal nikker med et smil og tilføjer: “Når jeg hører dem danse, bliver jeg også glad.”

Jean de Dieu skubber det lille sofabord i midten af stuen til side og trykker nogle gange på en gammel fjernbetjening, hvorefter en lokal sang begynder at lyde fra en lille højttaler i hjørnet af stuen. Han tager Kyrie i hænderne, og de to begynder at danse. Kyrie kigger først lidt genert over på mig, men kigger så op på hans fars store smil og giver sig så ind til dansen og glemmer for et par minutter min tilstedeværelse. Chantal sidder med et smil i sofaen ved siden af, og bekymringerne fra før virker helt væk – erstattet af glæde og selvforglemmelse i musikken og kærligheden mellem forældre og barn.

Lokalsamfundets nye syn

En anden positiv ting, der er fulgt med forældreskabet som blind i Rwanda, er ifølge Jean de Dieu en større anerkendelse fra lokalsamfundet over den måde, han og Chantal på trods af deres handicap formår at få tingene til at løbe rundt på egen hånd:

“Den måde folk plejede at behandle mig på, er ikke den samme i dag. Folk ser på mig med mere respekt, fordi jeg nu er far og har en familie. Lokalsamfundet synes, vi er meget ekstraordinære, at vi klarer det. For eksempel at jeg som blind er kunstner og ikke tigger foran deres huse. Og når de ser, hvor smuk Kyrie er, siger de: ‘Se hvordan deres dreng har det godt og ser godt ud. Det er en gave fra Gud”, siger Jean de Dieu.

Fremtidsdrømme og håb for Kyrie

I den lille stue er vi blevet færdige med Chantals velsmagende måltid. Ude på gårdspladsen sparker Kyrie til en bold, mens hans far prøver at færdiggøre et portræt og samtidig deltager lidt i legen. Jeg kan se, at begge forældre smiler over hans små hvin og latter, som de kan høre, mens han leger under den skyfri himmel.

De håber begge, at de kan skåne Kyrie for de mange bekymringer, der kan følge med livet som barn i Rwanda med blinde forældre, så han i stedet kan vokse op til at blive en udadvendt og selvforsørgende mand med hjertet det rette sted:

“Jeg håber, Kyrie vil blive kærlig og tage en uddannelse, så han kan blive økonomisk stabil,” siger Chantal med en seriøs stemme, og Jean de Dieu fortsætter:

 “Jeg håber, Kyrie kommer til at rejse til mange forskellige lande og lave velgørenhedsarbejde. Faktisk betyder hans navn Kyrie uskyldig og godhjertet, så jeg tror, han vil blive god mod andre mennesker.”

Solen har efterhånden lagt sig lavt på himlen over Kigali, og jeg er så småt på vej til at sige farvel til den lille familie. Kyrie har efter en lang dag med leg og aktiviteter i det lille hus fået et bad af sin mor – noget han så ud til at nyde til fulde – og er nu nyvasket, men ser også en smule træt ud. De to forældre derimod sidder i deres lille sofa med oprejst attitude og store smil efter en lang dags varmt samvær.

Jeg forundres endnu engang over, hvor deres enorme tro på dem selv kommer fra, og spørger dem til, hvad de vil sige til andre blinde, der overvejer at blive forældre, men måske går med nogle bekymringer omkring det:

“Det første de bør gøre, er at tro på dem selv. Find selvværd på trods af deres handicap og tro på Gud,” lyder det fra Chantal, som virkelig virker som en, der gør netop det, hun råder til.

Og Jean de Dieu følger op med et råd til mændene:

 “Til mændene vil jeg sige, at de virkelig skal tage sig af deres kone og have dyb kærlighed til hende. Og så skal man være ærlige og åbne overfor hinanden”.

Og trods alt det hårde arbejde og de bekymringer, der oftest følger med i livet som blinde forældre i Rwanda, mærker jeg lige som sidst, jeg besøgte parret, Jean de Dieus urokkelige tro på, at alt nok skal gå. Og når sønnen engang er blevet en voksen, kærlig og selvforsynende mand, har han da også allerede svaret klar, hvis han skulle spørge sine forældre, hvordan de klarede det:

“Kærligheden guidede os. Og den gav os mere selvtillid og styrkede os. Det var sådan, vi klarede det”, smiler Jean de Dieu.