Edis samler på oplevelser, der giver mod på mere
Edis elsker at rejse, udfordre sig selv og få nye oplevelser. I DR-programmet Eventyr i blinde tager han på nye eventyr gennem Sydeuropa med fire andre blinde og håber samtidig at give seerne et mere nuanceret billede af livet som blind.

Tekst: Caroline Larsen Foto: Peter Ramsø/DR
Vandet skvulper mod gondolen, mens den glider gennem de smalle kanaler i Venedig. Fra gaderne høres stemmer fra fodgængere, der krydser de lave stenbroer. Bygningerne ligger tæt på begge sider.
Edis har været i Venedig før, men det er første gang, han sejler gennem kanalerne i en gondol sammen med sine fire rejsekammerater.
”Det var en virkelig fed oplevelse og en god måde at opleve Venedig på. Det er noget helt andet at sejle rundt i kanalerne mellem bygningerne”, siger 35-årige Edis Adilovic.
Gondolturen er blot én af mange oplevelser på den ti dage lange rejse gennem Sydeuropa i DR-programmet Eventyr i blinde. Her rejser Edis sammen med Cæcilie, Christina, Frank og Mohammed gennem Frankrig, Italien og Østrig.
Fælles for dem er, at ingen af dem kan se. Men deres måder at møde verden på er vidt forskellige.

Vil vise, hvad der er muligt
Da Edis blev spurgt, om han ville medvirke i programmet, var det ikke kun udsigten til nye oplevelser, der fik ham til at sige ja. Han ville også gerne vise, hvordan man kan rejse, opleve verden og leve et aktivt liv, når man ikke kan se.
”Jeg ville selvfølgelig gerne have oplevelsen, men jeg vil også gerne være med til at vise, at det godt kan lade sig gøre at rejse, selvom man er blind. Jeg håber, at programmet kan være med til at nedbryde nogle af de barrierer og forestillinger, der er om livet som blind”, fortæller Edis.
Han har været blind, siden han var to år, men det har aldrig afholdt ham fra at udleve sine drømme. Derfor er eventyrlyst ikke noget nyt for ham. Han har blandt andet boet alene et halvt år i New York, sprunget i faldskærm, løbet maraton og vandret Caminoen alene.
For ham er rejser en mulighed for at få nye indtryk og perspektiver.
”Jeg elsker at rejse og opleve nyt. Det åbner for så mange indtryk og perspektiver, som jeg bliver klogere af. Det giver mig energi og udvikler mig”, forklarer Edis.
Mere end øjet ser
Men hvad får man egentlig ud af at rejse til Marseille, Venedig eller Wien, når man ikke kan se bygningerne, udsigterne og landskaberne?
Rigtig meget, hvis man spørger Edis. For et sted består af langt mere end det, øjet kan opfange.

”Man kan jo sige at gå på en gade i Marseille, er det samme som at gå på en gade i Odense. Det er i princippet rigtigt, hvis det kun er fliserne, man tager udgangspunkt i, men så er der alt det andet”, siger Edis.
Sproget fra forbipasserende, duftene, maden og lydene. Underlaget under fødderne. Stemningen og mødet med mennesker.
”Det giver nogle fantastiske oplevelser, der ikke kun er afhængige af synet, hvis man er opmærksom på alle sine sanser”, uddyber Edis.
Han tror samtidig, at han nogle gange oplever et nyt sted i et andet tempo end mennesker, der kan se.
Hvor en seende turist måske bevæger sig op til et udsigtspunkt, tager et billede og fortsætter videre, begynder oplevelsen for Edis allerede på vejen derop. Han skal i højere grad planlægge, hvordan han kommer frem, orientere sig undervejs og måske spørge andre om hjælp.
”Jeg tror, vi er mere langsommelige i vores rejser og måder at opleve på. Vejen derhen bliver også en del af oplevelsen frem for udelukkende seværdigheden”, siger Edis.
På udebane uden syn
Selvom Edis gerne vil vise alt det, der er muligt som synshandicappet, lægger han ikke skjul på, at det også kan være krævende at rejse som blind. Når han bevæger sig rundt derhjemme, kender han sine faste ruter og ved, hvordan han kommer fra A til B. I en fremmed by skal han hele tiden forholde sig til nye omgivelser.
”Det kræver rigtig meget energi og overskud at færdes et nyt sted og faktisk også mod. Man skal turde række ud og spørge om hjælp”, siger Edis.
Omgivelserne kan også gøre det mere eller mindre vanskeligt at færdes uden syn. Smalle og ujævne fortove, høje kantsten, tæt trafik og andre forhindringer kan gøre det svært at navigere. Det samme kan en tur gennem en tætpakket gågade - især når man er fem blinde, der skal følges ad.

”Hvis Frank for eksempel går ved siden af mig, lytter jeg efter, hvor han går. Problemet er bare, at Frank også lytter efter, hvor jeg går. Så ender vi med hele tiden at gå ind mod hinanden og støde sammen”, griner Edis.
Netop de situationer synes han også er vigtige at få med i Eventyr i blinde. For ham er det vigtigt, at programmet afspejler forskellige sider af livet uden syn.
”Det medfører udfordringer at være blind. Det er vigtigt at være ærlig omkring dem, men der er også masser af muligheder. Den balance synes jeg, programmet rammer godt”, siger Edis.
På egen hånd i New York
Rejselysten og nysgerrigheden på nye oplevelser har fulgt Edis længe. Han kan godt lide at udfordre sig selv og kaste sig ud i nye situationer. For hver gang det lykkes, vokser troen på egne evner og modet til at kaste sig ud i noget nyt.
Det oplevede han blandt andet, da han tog et halvt år på udveksling i New York. Dagen efter sin ankomst vågnede han alene i en fremmed storby klar til at udforske byens mange muligheder.
”Det var både skræmmende og spændende på samme tid. Jeg elskede at gå på opdagelse i New York, suge alle indtrykkene til mig og opleve de mange kontraster i byen. Jeg blev klogere på mig selv og fik afprøvet mine egne grænser”, fortæller Edis.

Kort efter sin ankomst fik han mobilityundervisning, så han kunne lære at færdes selvstændigt. Sammen med en underviser og sin hvide stok lærte han ruterne til metroen, busstoppestederne og det nærmeste supermarked. Derfra udvidede han gradvist sin radius og udforskede byen på egen hånd med Google Maps og ved at spørge forbipasserende til råds.
Mod på nye eventyr
I 2023 kastede han sig ud i en endnu større udfordring: at vandre Caminoen alene.
Her tilbagelagde han 800 kilometer på 35 dage med sin blindestok, talende telefon og hjælp fra andre vandrere, han mødte på sin vej.
Begge oplevelser har lært ham noget om, hvor meget han kan, men også om betydningen af at turde prøve.

”Jeg samler på succesoplevelser, da de styrker selvtilliden og giver mod på at prøve noget nyt”, fortæller Edis.
Men det næste store eventyr skulle vise sig at vente derhjemme. Siden optagelserne af Eventyr i blinde er Edis nemlig blevet far for første gang til en lille pige.
”Det er noget af et eventyr, men heldigvis et af de gode. Det føles helt fantastisk at være blevet far”, siger Edis.
Vil rykke ved forestillinger om blinde
Edis vil gerne inspirere andre med synshandicap og give dem mod på at rejse. Det behøver hverken at være 800 kilometer på Caminoen eller et halvt år i New York. Det vigtigste er at begynde et sted, hvor man føler sig tryg.
”Start med at gøre det sammen med nogen, du er tryg ved. Det kan være en tur til Bornholm eller et andet sted, hvor du kan prøve dig frem. Det vigtigste er at finde ud af, hvad der giver dig ro og tryghed og være forberedt på uforudsete situationer”, anbefaler Edis.

Han håber også, at Eventyr i blinde kan udfordre nogle af de fordomme, der stadig findes om livet med synshandicap. Han vil gerne gøre op med forestillingen om, at blinde lever et begrænset liv inden for hjemmets fire vægge.
”Jeg håber, at programmet kan være med til at give seerne en bredere forståelse af, at blinde ikke bare sidder derhjemme. Man kan sagtens være et helt menneske og leve et aktivt liv, selvom man har et synshandicap”, siger Edis.