En god konsulent er guld værd

For Jane Mechula, der er konsulent i Dansk Blindesamfund, findes der ikke noget mere vigtigt end at hjælpe stærkt svagsynede og blinde godt på vej, når de har brug for et råd og en god snak. Hun står altid klar til at svare på spørgsmål og grine, når alt andet i livet er noget rod.

Snakken går, så snart døren går op, og Jane tager imod Bente, der i dag skal med ud at kigge nærmere på de dagtilbud, der findes for folk med synshandicap på plejehjemmet Solgaven i Næstved.

De kender allerede hinanden, for Jane på 61 år, der er ansat hos Dansk Blindesamfund, har i et stykke tid været Bentes faste konsulent. Og i dag er der nok at tale om, for selvom Bentes syn i mange år har været skidt, er det på det seneste begyndt at blive meget dårligt. Det efterlader en masse spørgsmål, og dem kan Jane heldigvis svare på.

”Du skal have en mobility-stok, siger Jane til Bente, da de sammen går fra Bentes hus ud til den ventende bil. Bente bor i et lille hus på landet med en ujævn indkørsel og grusvej. Så uden en stok går det ikke”, mener Jane.

Men Bente ved ikke, hvordan hun skal bruge den.

”Det skal synscentralen i Vordingborg hjælpe dig med”, siger Jane, der lover, hun nok skal tale med dem om det. Bente fortæller, at hun stadig går ud for enden af grusvejen og tilbage igen. Længere tør hun ikke gå, men hun har brug for motionen:

”Hvis ikke man passer på, farer alle musklerne jo op og sætter sig som fedt på maven”, griner Bente, og Jane falder i. Det er svært pludselig at skulle geare ned.

”Ja, jeg har altid levet et vildt og inderligt liv, og så kan man jo ikke bare sætte sig og falde hen”, siger Bente.

En snak om følelser

Turen til Næstved varer en halv times tid, og undervejs bruger Bente og Jane tiden på at få afklaret et par praktiske ting og grinet en masse. Det letter stemningen og gør, at de alvorlige emner og svære tanker er til at overkomme.

”Når jeg går ud til vejen, tænker jeg altid: ”Er det i dag, jeg skal køres over”,” siger Bente, og Jane forklarer, hvordan hun selv klarer at gå alene omkring på vejene og derhjemme. Men fortæller også, at det indimellem går galt for hende:

”Forleden rendte jeg lige ind i væggen derhjemme. Bum!”

Hendes Daisy-afspiller havde derefter brug for førstehjælp, og væggen skulle lappes, men Jane fik heldigvis ingen skader.

Bente er altså ikke den eneste, der kan føle sig usikker til fods, men, som Jane siger, hjælper det meget med stokken.

I samme vending foreslår hun Bente, at hun får en besøgsven, der kan gå tur med hende.

Det har Bente ikke selv tænkt på. Det vil hun overveje, for hun kan ikke bede sin familie om altid at stå til rådighed.

”Vi har et tæt familieforhold, men jeg tænker meget over ikke at belaste dem”, siger Bente om sine børn. Hendes mand er død.

”Føler du da, at du gør det?”, spørger Jane, og Bente tøver lidt, inden hun svarer, at det gør hun egentlig ikke. Men hun tænker jo også netop meget over ikke at gøre det.

Giver sig tid til lange snakke

Tidligere på dagen fortæller Jane, da vi møder hende i hjemmet i Faxe Ladeplads, at hun har været konsulent siden 1989.

Hun har set dårligt siden 1968 og har sammen med sine tre andre søskende sygdommen AMD, der langsomt nedsætter synet over år. Jane har altid forsøgt at arbejde med sygdommen. Derfor sagde hun også ja tak, da den tidligere konsulent i hendes område spurgte, om hun ville overtage jobbet.

Det er på 18,5 timer om ugen. Men Jane bruger meget mere tid end det på at besøge folk, tale i telefon og ordne kontorarbejde.

”Kontorarbejdet tager jo tid, for jeg klarer selv alt skrivearbejdet og bruger mange timer på det. Men jeg slipper for at sidde med ansøgningerne til hjælpemidler, fordi kommunerne her i området arbejder godt sammen med synscentralen, som ordner ansøgningerne”, siger hun.

Det er langt fra i alle kommuner, hvor samarbejdet går så smertefrit. Og Jane sætter pris på det, for det giver hende mere tid til de vigtige ting, når hun besøger folk, fortæller hun:

”Jeg har ikke en fast tid på, hvor længe jeg er ude hos folk, når jeg besøger dem. Indimellem er folk kede af det og triste, og så har de bare brug for at snakke. De har ikke altid energi til at tale om dagtilbud og klubber, eller hvordan problemer bedst afhjælpes i hverdagen. Der kan gå flere år, før folk er klar til at få hjælp eller tage af sted til for eksempel et dagcenter, som Bente skal i dag. Men når de er klar, er det min opgave at tage med som ledsagerassistance, og det gør jeg gerne. Så siger de: ”Hvorfor har jeg ikke gjort det noget før”.”

Jane gør meget ud af at møde folk der, hvor de er, og skabe en tryg stemning. Langsomt vænner den blinde, nyblinde eller stærkt svagsynede sig som regel til det faktum, at synet ikke kommer tilbage. Imens følger Jane altid med på sidelinjen, klar til at træde til, når der er behov både følelsesmæssigt og praktisk.

Rent praktisk giver hun råd om alt, der kan gøre livet lettere, hun tager også fat i synscentralen, kommunen eller visitationen, hvis der er behov for det.

”Jeg har telefontid to timer mandag til torsdag, og meget af mit arbejde foregår faktisk over telefonen, når vores medlemmer ringer og skal have et godt råd. Det kan for eksempel være, om jeg kan anbefale et fjernsyn, der er velegnet til folk med synshandicap”, fortsætter Jane.

En varm velkomst

Da Jane og Bente ankommer til Solgaven, har de grinet og snakket af, og de er nu klar til at kigge indenfor.

Indenfor på Solgaven, der er fyldt med folk, som strikker, hækler, kigger tøj og snakker, støtter Bente sig til Jane. Hun kender både vejen og de mennesker, der er der, så hun præsenterer Bente og forklarer, hvorfor de er på besøg. Hun viser Bente, hvilke ting hun kan foretage sig og sørger for, at der kommer gang i gode samtaler med de andre brugere.

Bente, der i starten er forsigtig og holder godt fast i Jane, bløder nemt op, når hun bliver præsenteret for andre, og hun snakker med de kvinder og mænd, der byder hende velkommen. De vil glæde sig til at se hende igen, siger de. Og det gør Bente glad.

Jane forklarer, hvordan dagen som regel går, når brugerne kommer på Solgaven. Hun viser Bente rundt, de hyggesnakker og afklarer et par private ting. De er fortrolige, og Jane deler ud af både sig selv og sine erfaringer, noget, der ikke bare hjælper Bente, men også giver hende mere mod på livet:

”Heldigvis, at jeg har Jane. Hende kunne jeg ikke klare mig uden”, siger Bente, før vi overlader hende og Jane til sig selv.