Et nyt fællesskab gav Mimi livsglæden tilbage

I to år sad Mimi alene derhjemme, mens hendes verden blev mindre på grund af et alvorligt synstab. Men et møde med Dansk Blindesamfund blev vendepunktet. I dag har hun fået nye venner, et stærkt fællesskab og livsglæden tilbage.

Portræt af smilende mimi i sin stur. På sin blazer sidder en badge, hvor der står svagtseende

Tekst: Caroline Larsen Foto: Henrik Frydkjær

Der har altid været krudt i Mimi. Hun har spillet badminton og tennis, gået til dans, rejst en del, bagt til naboerne og haft et hjem fyldt med gæster. Hun har aldrig været god til at sidde stille. Men efterhånden som hendes syn blev dårligere, måtte hun give afkald på flere af de aktiviteter, der tidligere havde fyldt hendes hverdag med indhold og glæde.

Til sidst blev dagene lange og ensomme. I to år sad hun alene hjemme og savnede det aktive og sociale liv, hun altid havde været vant til.

”Jeg var meget ked af det. Jeg havde ikke så mange tilbage i min vennekreds, så der mærkede jeg virkelig ensomheden. Det var forfærdeligt. Jeg sad og græd”, siger 94-årige Mimi Pedersen.  

Svært at give slip på selvstændigheden

Mimis synsproblemer begyndte i 2010, hvor hun fik konstateret grå stær. I første omgang hjalp en operation, men synet blev gradvist dårligere. Senere fik hun også øjensygdommen tør AMD, og i 2023 fik hun at vide, at øjenlægerne ikke kunne gøre mere. I dag har hun kun seks til otte procent syn tilbage.

Det medfører mange vanskeligheder i hverdagen. Hun kan ikke længere genkende ansigter. Derfor kan hun gå forbi mennesker, hun kender, uden at hilse på dem. Det er også blevet sværere at færdes på egen hånd, da hun ikke kan se kantsten og trapper og derfor er faldet flere gange. Hun kan heller ikke længere læse bøger eller se undertekster på fjernsynet.

Mimi sidder i sin lænestol. På sin blazer sidder en badge, hvor der står svagtseende
Mimi har altid været et aktivt og socialt menneske. Gennem Synsnet har hun igen fået mennesker omkring sig og noget at glæde sig til i hverdagen.

”Jeg har altid været vant til at klare mig selv, og nu er jeg blevet mere afhængig af andre. Det er svært at acceptere, for jeg vil helst selv”, fortæller Mimi.

Synstabet har også betydet, at hun har måttet opgive bagningen, som hun holdt så meget af. Tidligere elskede hun at glæde naboerne i opgangen med sit hjemmebag, men i dag kan hun ikke længere læse opskrifterne, og det er blevet for besværligt at afveje ingredienserne. Nu køber hun i stedet kager.

”Jeg har altid været i gang med rengøring, madlavning og bagning og holdt meget af at passe mit hjem. Det kan jeg desværre ikke længere, så jeg har hyret en ung pige, der kan hjælpe mig”, forklarer Mimi.

Da verden blev mindre

Mimi har også måttet sige farvel til sit elskede sommerhus i Karrebæksminde, som hun og hendes mand havde i 28 år. Her tilbragte de utallige timer med venner og familie. Der var altid åbent hus, mennesker omkring dem og gymnastik i haven. Men til sidst måtte Mimi opgive sommerhuset, da hun ikke længere kunne passe det og havde svært ved at komme frem og tilbage.

”Det var et stort savn og svært at give afkald på. Vi har haft så mange gode stunder i sommerhuset”, siger Mimi.

Daisy sidder ved sit spisebord og afspiller lydbøger på sin Daisy-afspiller
Når dagene derhjemme bliver lange, lytter Mimi til lydbøger på sin Daisy-afspiller

Det værste var dog stilheden. For mange af Mimis gamle venner er faldet fra, og for et menneske, der hele sit liv har været vant til at være omgivet af andre, føltes dagene derhjemme meget lange.

”Min verden blev meget mindre, efter at mit syn blev dårligt. Jeg har aldrig været god til at sidde stille, så det er svært for mig bare at sidde derhjemme”, fortæller Mimi.

Den bedste julegave

Den 8. december 2024 tog Mimis liv en ny drejning. Hun vidste ikke, hvor hun skulle hen, da Mona, der er konsulent i Dansk Blindesamfund, bankede på hendes dør. Hun kom for at hente Mimi og invitere hende med til Synsnet, et fællesskab for mennesker.

Her mødte Mimi andre, der kendte til mange af de udfordringer, hun selv oplevede i hverdagen. Hun faldt hurtigt til og oplevede igen glæden ved at være omgivet af mennesker.

”Det er den bedste julegave, jeg nogensinde har fået. Det blev min redning. Mona er guld værd, og hun har hjulpet mig så meget”, fortæller Mimi.

Mimi sidder i sin lænestol. Ved siden af står en vase med grangrene, hvor der hænger julepynt på
Mimi er med til at sætte ansigt på Dansk Blindesamfunds juleindsamling, der sætter fokus på ensomhed blandt mennesker med synshandicap.

I dag glæder hun sig til hver eneste onsdag, hvor hun bliver hentet derhjemme og tilbringer dagen sammen med de andre i Synsnet.

”Jeg glæder mig til at komme og sige godmorgen til alle. Jeg går rundt og giver kram og snakker med folk. Jeg føler virkelig, at jeg hører til”, siger Mimi.

Dagene byder blandt andet på gode snakke, kaffe, stolegymnastik, gåture og foredrag. Men for Mimi er det vigtigste ikke aktiviteterne. Det er samværet med andre mennesker og følelsen af at være en del af et fællesskab.

Nye venskaber og fælles forståelse

I Synsnet har Mimi mødt andre, der kender til de udfordringer, som følger med et synshandicap. Her kan hun dele sine oplevelser og bekymringer med andre, der forstår, hvordan det er, når synet svigter.

”Vi taler om vores syn, hjælpemidler og de udfordringer, vi møder i hverdagen. Vi lytter og forstår hinanden. Det betyder rigtig meget”, forklarer Mimi.

Konsulent Mona, Mimi, Oluf og Annelise
Mimi sammen med konsulenten Mona fra Dansk Blindesamfund og to andre deltagere i Synsnet. Det var Mona, der hjalp Mimi ind i fællesskabet, som i dag betyder alverden for hende.

Fællesskabet har også givet hende nye venskaber, som rækker langt ud over de ugentlige møder. Hun har blandt andet fået tre nye veninder. De taler sammen i telefonen, besøger hinanden og inviterer til fødselsdage.

Da Synsnet holdt sommerferie, savnede deltagerne hinanden så meget, at Mimi var med til at arrangere et fælles restaurantbesøg. Hele 22 mennesker mødte op på den lokale kinesiske restaurant.

”Vi kunne simpelthen ikke undvære hinanden. Vi kommer så godt ud af det med hinanden og har det rigtig sjovt sammen”, fortæller Mimi.

Livsglæden er vendt tilbage

Selvom synet fortsat sætter begrænsninger, er Mimis hverdag i dag en helt anden. Hver onsdag vender hun træt, men glad hjem fra Synsnet efter en dag fyldt med snakke, grin og fællesskab. Også familien har mærket forskellen. Hendes barnebarn har blandt andet bemærket, at hun er blevet gladere.

”Før sad jeg alene hjemme og var ked af det. Nu har jeg fået et netværk og nye venner. Noget at glæde mig til. Det har givet mig livsglæden tilbage”, siger Mimi.

Mimi sidder i sin lænestol og holder årets julepynt fra Dansk Blindesamfund frem. Det forestiller to nisser, der rækker hænderne frem mod hinanden i rødt karton
Mimi holder årets julepynt fra Dansk Blindesamfund, der symboliserer den håndsrækning, som kan gøre en stor forskel for mennesker med synshandicap.

Hun kalder Synsnet sit andet hjem. For her handler det ikke kun om at komme ud blandt andre, men også om igen at kunne være den udadvendte og livsglade Mimi, hun altid har været.

”Når jeg kommer i Synsnet, kan jeg være den Mimi, jeg altid har været. Jeg kan snakke med mennesker, grine, hjælpe andre og være en del af et fællesskab. Det betyder alverden for mig”, smiler Mimi.