Førerhunden Pluto er et pragteksemplar
Kan du genkende Pluto fra årsmagneten? Vi har fulgt Danmarks måske gladeste hund og hans uddannelsesfærd mod titlen som førerhund
En lys labrador iført førerhundebøjle følges fint med sin instruktør på Fredericia station. Han ænser ikke de forbipasserende, men går målrettet efter at markere trappen til perronen, som han har fået besked på af instruktøren. Halen logrer konstant fra side til side.
Den koncentrerede hund hedder Pluto, er knap to år og godt på vej til at blive en rigtig dygtig førerhund. Pluto er nemlig i slutspurten af sin træningsperiode og skal snart til godkendelsesprøve, hvor han skal vise alt det, han har lært det seneste halve år. Derfor er førerhundeinstruktøren Pia i fuld gang med at finpudse teknikken og kommandoerne, så Pluto er helt klar til et nyt kapitel som firbenet hjælper for en blind eller stærkt svagsynet.
Danmarks gladeste hund
”Pluto bliver en god førerhund, fordi han er ivrig efter at lære nyt og med glæde udfører sit arbejde. Når jeg finder førerhundebøjlen frem, logrer han altid med halen. Jeg tror, han er Danmarks gladeste hund”, siger Pia Rix, der er veterinærsygeplejerske og har været førerhundeinstruktør i Dansk Blindesamfund gennem fem år.
Pia har haft særligt fokus på at gå mange og lange ture med Pluto, da det er en vigtig egenskab for førerhunde. De første to en halv måned, hun har haft Pluto i træning, har hun udelukkende gået med Pluto, og først derefter har hun udvidet førerhundepensummet med kommandoer. Pia har nemlig oplevet, at hundene synes, det er kedeligt bare at gå, hvis de tidligt i forløbet øver kommandoer.
”Jeg har aldrig haft så stort et skoforbrug, som efter jeg blev instruktør. Jeg slider skoene op. Jeg kan også nemt gå 10 kilometer om dagen i al slags vejr”, forklarer Pia, som nu har fokus på, at Pluto kan lystre 34 kommandoer, der dækker over finde- og retningskommandoer. Det kan for eksempel være find trappe, nærmeste dør eller ledig plads i bussen. Alt sammen noget, der skal gøre hverdagen lettere og tryggere at navigere i, når synet svigter.
Lystrer 34 kommandoer
Der udvikles hele tiden nye kommandoer, efterhånden som behovet opstår. I dag kan førerhunde for eksempel finde rejsekortstandere, som hunden skal markere med snuden. Det øver Pia med Pluto i dag og generelt at færdes trygt på perroner.
”Der er mange hunde, som synes, at tog er store, larmende og farlige, men ikke ham her, han er helt ugeneret. Der skal meget til at hyle ham ud af den”, siger Pia, mens Pluto ganske ubesværet finder rejsekortstanderen samt går ind og ud af det holdende tog. Det kan ellers være en udfordring, da der er stor højdeforskel på trapperne, og nogle gange er der også et stort mellemrum mellem perron og tog, som førerhundene skal være opmærksomme på.
”Tog, andre hunde og forbipasserende, der gerne vil hilse, er nok de største udfordringer for en førerhund”, fortæller Pia, der hver uge mødes med fire andre instruktører i Fredericia og træner førerhunde, da det er et godt sted at træne ind- og udstigning af tog. Hundene registrerer, at der er andre hunde, men ellers arbejder de koncentreret, indtil de får førerhundebøjlen af og er lige så legesyge som andre hunde. Førerhundebøjlen er deres arbejdstøj, så når de har bøjlen på, koncentrerer de firbenede hjælpere sig om at føre brugeren sikkert omkring.
Sikkert fra A til B
Det ses tydeligt, da Pluto fører Pia omkring i Fredericia by. Han fører Pia trygt og sikkert uden om forhindringer som butiksskilte og væltede cykler. På kommandoen "find felt" fører den lyse labrador Pia hen til en fodgængerovergang, hvor han resolut standser, indtil han får besked på, at de må gå. Når de cirka er halvvejs over vejen, får Pluto at vide, at han skal finde kant. Denne gang stopper han dog ikke, men fortsætter ind på fortovet.
”Førerhunde er trænet til automatisk at stoppe ved nedadgående kanter. De skal derimod ikke stoppe ved opadgående kanter, for her gælder det bare om, at førerhund og bruger kommer i sikkerhed hurtigst muligt”, forklarer Pia og understreger, at det er hundens opgave at finde fodgængerovergangen, mens det er brugerens ansvar at sige, hvornår de må gå. Førerhunde kan nemlig ikke kende forskel på rødt og grønt trafiklys eller holde øje med trafikken.
Foderværter skaber et godt fundament
På hjemturen passerer de en larmende gravemaskine, men det påvirker ikke Pluto. Han fortsætter uforstyrret sin rute.
”Pluto kommer fra en god foderværtsfamilie, som har gjort meget ud af at have ham med i byen, så han er ligeglad med mennesker og ting, der sker omkring ham. Det er foderværterne, der skaber et godt fundament for hundenes kommende førerhundekarriere, mens vi tilføjer alle kommandoerne og giver dem bøjle på, da det er vigtigt, at de ikke får en negativ oplevelse med det”, siger Pia, der træner Pluto med masser af ros og godbidder, så han lærer glæden ved at samarbejde.
Den afgørende eksamen
Om en måned skal Pluto til den endelige godkendelsesprøve, han skal bestå, inden han officielt kan kalde sig førerhund og gøre en forskel for en blind eller stærkt svagsynet. Derfor arbejder Pluto og førerhundeinstruktøren intenst på at få styr på de sidste detaljer.
Pia er slet ikke i tvivl om, at Pluto bliver en rigtig dygtig førerhund. Han har nemlig helt styr på det tekniske med at føre uden om forhindringer, stoppe ved nedadgående kanter og lystrer alle kommandoer. Plutos styrke er hans rolige væsen, gode koncentration og glæde ved at føre. Han mangler bare at være mere rolig i frifasen uden snor, da Pluto har mere travlt med at jage fugle og katte i stedet for at komme, når der bliver kaldt.
Godkendelsesprøven begynder på Fredericia station, hvor Pluto skal gå i venstre side, finde rejsekortstander, føre ind og ud af tog samt finde en ledig plads. Det samme gentager sig i en bus. Bagefter skal Pia gå en rute med bind for øjnene, så Pluto kan vise, at han kan tage styringen uden instruktørens syn. Det er et krav, der blev indført, efter at Dansk Blindesamfunds førerhunde blev optaget i den internationale førerhundeordning, IGDF. Derefter står den på lydighedsøvelser, en tur i gågaden, besøg i en butik og til sidst slutter de af på en café, hvor Pluto skal vise, at han kan forholde sig i ro. Her får Pluto endelig at vide, om han har bestået og kan glæde sig til en fremtid som firbenet hjælper.
Førerhunde giver frihed
”Verdens bedste hund hedder Pluto, så han skal nok klare det rigtig godt. Pluto kommer til at sørge for, at hans kommende bruger kan bevæge sig sikkert, frit og uafhængigt i trafikken. Og så kan han glæde sig til et spændende og varierende hundeliv. Førerhunde er jo næsten aldrig alene hjemme og får lov til at lave det, de er bedst til: At føre deres bruger”, fortæller Pia, der ikke glæder sig til at sige farvel til Pluto, når han er færdiguddannet og flytter hjem til bruger. Det hjælper dog, at hun ved, hvor stor en forskel Pluto kommer til at gøre for et menneske med alvorligt synshandicap.
”Det giver så meget mening. Jeg er førerhundeinstruktør for at give frihed og selvstændighed til mennesker med synshandicap. Det er fantastisk at opleve den forskel, hundene gør, og se brugerne vokse og få selvtillid til at begive sig ud i bybilledet igen”, siger Pia.