Førerhundetræf: Hvalpe og veteraner lærer nye tricks, når førerhunde og brugere mødes i hyggelige rammer
Den står på socialt samvær og sparring om livet med førerhund, når der er førerhundetræf på Fuglsangcentret i Fredericia. Og det er ikke kun nye og gamle brugere, der får noget ud af den hyggelige weekend. Det gør førerhundeinstruktører, foderværter og førerhunde i den grad også.
Dråberne flyver ud fra den sorte labradors pels i en flot regnbyge, mens hunden hurtigt drejer kroppen fra side til side, så hundehår og ører i et øjeblik er i frit fald, indtil de dasker ind mod kroppen igen. Hundenes tørringsmanøvre på vej op af vandet har indtil videre resulteret i en håndfuld våde T-shirts og en masse smil blandt brugere og andre besøgende ved vandet.
Vi befinder os på stranden ved Trelde Næs i Fredericia. Omkring 35 førerhunde af racerne labrador, golden retriever og schäfer – unge som gamle, ivrige og rolige – har lige løbet, leget og logret med halerne i vandet. Hundene er her med deres brugere til årets førerhundetræf, der er arrangeret af Landsforeningen af Førerhundebrugere (LAF). Førerhundeinstruktører og foderværter, der passer hundene, mens de er små, deltager også i træffet.
”Man bliver helt høj af det,” smiler foderværten Bente Haagensen, mens hendes 11 måneder gamle labrador, Sigurd, ligger i græsset ved siden af hende og lader solen tørre de sidste våde dråber af den sorte pels. Bente blev fodervært i 2015 og er, sammenlignet med mange af de andre deltagere, stadig ny inden for førerhundeverdenen. Hun har deltaget i træffet de sidste tre år.
”Det er en stor fornøjelse. Det betyder rigtig meget at være med her, fordi vi går og hygger os. Og så lærer jeg meget ved at se på, hvad de blinde har brug for. Jeg får en masse guldkorn fra førerhundeinstruktørerne og de andre foderværter,” fortæller hun.
I græsset lidt ved siden af Bente sidder førerhundebrugeren Mark Sonne og nyder kaffe og kage, efter hundenes badetur er overstået. Hans sorte labrador Felix slænger sig i græsset med sin ene pote liggende under benet på en golden retriever.
33-årige Mark er stærkt svagsynet og har haft Felix i to år, men det er første gang, han er med til førerhundetræf. Han har tidligere på morgenen gået en tur i Føtex sammen med nogle af de andre brugere og en førerhundeinstruktør, der havde planlagt små øvelser undervejs.
”Jeg synes, det er rart at være sammen med andre brugere. Der er en anden ro, fordi folk godt ved, hvad det er for en hund, og hvad de kan forlange af den. Felix har også været godt tilfreds, fordi der er sket noget for ham. Det er en god mulighed for at komme ud og opleve verden,” siger han.
Han fortæller, at det giver ham en vis tilfredsstillelse, at hunden bliver brugt til det, den er trænet til. Og udover hyggen og samværet med de andre brugere er det netop en af de ting, der er fokus på ved førerhundetræffet.
Tre instruktører har tilsammen 119 års erfaring som førerhundetrænere
Både brugere og førerhunde er i trygge hænder hele weekenden. Med på træffet er nemlig de tre førerhundeinstruktører Hans Jørgen, Verner Elberg og John Lundberg, der har henholdsvis 44, 38 og 37 års erfaring med at træne førerhunde. Tilsammen har de trænet over 400 førerhunde og har sammenlagt 119 års erfaring som instruktører.
For dem er træffet en chance for at hilse på de hunde, de har haft i folden, og se, hvordan de har udviklet sig, samt om hundene kan huske deres træning. Førerhunde træner sammen med en instruktør i ca. et halvt år, før de bliver matchet med en bruger ud fra en vurdering af temperament, aktivitet i dagligdagen og kemi mellem bruger og hund.
John Lundberg har været førerhundeinstruktør siden 1981, og han har trænet ca. 2 førerhunde om året siden da. Det bliver til omkring 70 hunde. Hunden, han træner nu, hedder Messi, og den er oplært om ca. en måned. John fortæller om en episode i sidste måned, hvor en fodervært, som var en temmelig stor, granvoksen mand, skulle aflevere sin hund til ham. Det skete ikke uden tårer i øjenkrogen, bemærker han med et smil.
”Nogle af hundene knytter man sig særligt til. Og det bliver også svært for mig at aflevere Messi. Men det hjælper at tænke på den forskel, det gør for brugerne at få hunden,” siger han.
Nogle af hundene følger han senere hen og har kontakt med brugeren, mens der er andre, han ikke ser så meget til. Derfor er førerhundetræffet også en god, uformel anledning til at kaste et blik på hundene igen og se, om de stadig kan de vigtige kommandoer, instruktørerne har lært dem.
Det gør de blandt andet ved at arrangere små lydighedsøvelser i løbet af weekenden. Under en gåtur i skoven ved Fuglsangcentret går vi for eksempel under en tunnel, hvor alle deltagerne højt råber ”IUIUIU” for at se, om hundene reagerer på de høje lyde eller fortsætter med at holde fokus. Alle hundene klarer den lille øvelse fint.
En af dem, der har været med til at arrangere førerhundetræffet, er Jane Nielsen, der er bestyrelsesmedlem i LAF. Hun deltager selv i nogle af de små øvelser sammen med sin hund Saga, men understreger, at træffet ikke primært handler om at træne førerhunde.
”Hvis man får noget med hjem fra træffet, som man kan bruge i sit samarbejde med hunden i hverdagen, så er det godt, men det vigtigste er, at vi har en hyggelig weekend brugere og hunde imellem,” fortæller hun.
Hygge og hundeøvelser går hånd i hånd
Tilbage på stranden står Bue Vester-Andersen og lytter efter sin førerhund, Buller, ude i vandet. Den er en af de sidste hunde, der padler ind fra vandet igen.
”Hvis der bare er én anden hund tilbage, kan du være sikker på, at Buller er i vandet,” siger Bue.
Han har været med til førerhundetræf siden starten af 1990´erne. Dengang blev det afholdt oppe i Aarhus ved Mariendal Strand, fortæller han.
”Det er jo fedt. Det er lækkert med en tur på stranden, og vejret er super til det. Man hygger sig med de andre,” siger han.
Buller har efterhånden mistet interessen for vandet og efter at have brugt en masse energi, trasker den trofast tilbage til gruppen i græsset ved siden Bue. Da de sætter sig ned, udveksler Bue et par ord med førerhundetræner Verner om, hvordan han får hunden til at falde til ro.
Han bruger et redskab, der hedder en klikker til at få hundens opmærksomhed. Klikkeren holdes op foran Buller, og først når den er helt stille, klikker han og giver derefter hurtigt Buller en godbid.
”Klik, godbid, Klik, godbid. Det er en hurtig og effektiv måde at fortælle hunden, at den var rigtig god,” siger Bue. Det kan også bruges, når hunden piver. Et par af de andre deltagere byder ind med deres erfaringer med klikke-metoden, og hvornår de plejer at bruge den.
En af dem er Karen Madsen. Hun har været stærkt svagsynet i mange år og arbejder til daglig som konsulent i Dansk Blindesamfund. Men i denne weekend deltager hun ikke i træffet i arbejdsøjemed, det er som privatperson. Hun har sin hund Div Div på 7 år med.
”Hunden kunne næsten ikke styre sig, da vi stod af bussen og skulle herned på stranden. Hun elsker vand, så jeg måtte tage af sted denne weekend. Det er rigtig hyggeligt, og så får vi strukket ud på en lidt anden måde end sædvanligt,” fortæller Karen. Hun har været med til en del af træffene, men ikke alle, siden 2000.
Men også Karen har lært noget nyt i dag, da hun og Div Div om morgenen deltog i nogle øvelser i sansehaven ved Fuglsangcentret. Øvelserne gik ud på at kalde hundene ind, efter de havde fået lov til at lege frit, ligesom Div Div skulle blive liggende på jorden, mens Karen gik fra den.
”Det er noget af en øvelse, når der er så mange hunde,” fortæller Karen, inden turen igen går med bussen tilbage mod Fuglsangcentret.
Til førerhundetræf er der noget for alle
På vej ind i bussen står de tørre førerhunde, der for lidt siden boltrede sig i vandet, stille og roligt på rad og række, mens deres brugere finder en plads. Inde i bussen lægger de sig pænt til rette under deres brugeres fødder og giver ikke et vov fra sig.
På vej tilbage til Fuglsangcentret går snakken ellers lystigt mellem deltagerne på førerhundetræffet. De snakker om arrangementet indtil videre, hvilke planer de har i den kommende tid og joker om, hvorvidt alle kom med tilbage fra stranden. Det gjorde de, heldigvis.
Om aftenen står den på grill på Fuglsangcentret, og bagefter er der hygge og festlige indslag. Dagen før ankom deltagerne om eftermiddagen og blev indkvarteret, inden der blev serveret aftensmad. Efter maden var der arrangeret en velkomst med informationer om weekendens program og en efterfølgende samtale om livet med førerhund.
”Vi snakkede lidt om, hvilke forventninger vi som brugere har, når vi får en ny hund, hvor meget man bør bruge sin førerhund, og hvordan man aktiverer den, når den ikke er på arbejde. Vi talte også lidt om, hvordan det kan håndteres, når den tid kommer, hvor vores hund skal pensioneres. Vi er jo enormt tætte med hundene og får et helt specielt forhold til dem, så det havde vi nogle gode snakke om,” fortæller Jane Nielsen.
Om søndagen mødes førerhundebrugerne igen til morgenmad, og bagefter har førerhundeinstruktørerne lavet nogle forskellige aktiviteter. Weekenden rundes af med en evaluering af træffet og en frokost, inden turen går mod brugernes hjem rundt omkring i landet.
Tasja er Danmarks langsomste førerhund
To af dem, der har været med på træffet flere gange, er Alice og hendes hund Tasja. Tasja er fem år og har været med fire gange før. Førerhundeinstruktøren Hans Jørgen, der også er med i dag, kom med Alices første hund i 1991, og siden da har hun taget turen fra Malling til førerhundetræf med forskellige hunde.
Den første hund, Alice fik, havde hun kun i otte dage, fordi der ikke var et match mellem hende og hunden. Hunden var meget ivrig, og dens energiniveau passede ikke til Alices rytme i hverdagen. Det gør Tasja til gengæld.
”Vi plejer at kalde hende for Danmarks langsomste førerhund, fordi hun er meget stille og rolig og går i et tempo, der passer mig. Men når hun først får snoren af, så er hun Danmarks hurtigste,” griner Alice, mens hun kigger efter Tasja, der løber rundt blandt de andre førerhunde i Sansehaven.
Og det er helt sikkert ikke sidste gang, hverken Alice eller Tasja er på førerhundetræf. Det er Alices veninde, Lene, enig i. De har været på mange træf sammen, og, ligesom de andre deltagere, får de begge to noget ud af at komme her.
”Det er social hygge. Man får nogle tips fra de andre brugere. Og der er jo ikke andre hunde, der vil kunne klare sådan en weekend så fint, som de gør det,” siger Lene.
Hundene ser da også ud til at nyde det. Både hvalpe og veteraner hilser på hinanden, når deres brugere møder hinanden igen og siger ”hej” og ”tak for sidst”. Derfor er det nok heller ikke sidste gang, at Sigurd, Felix, Messi, Saga og Tasja kommer til at hilse på hinanden. Men måske støder der en ny til flokken næste gang?
En ting er helt sikkert: Både brugere og førerhunde går trætte i seng søndag aften, når de lægger sig på hovedpude og i hundekurv med nye oplevelser, bekendtskaber og nyttige tricks i bagagen.