Fra ensomhed til et trygt liv

Når Jane Mechula, der er konsulent i Dansk Blindesamfund, besøger nye medlemmer første gang, skal der fortælles om muligheder og hjælpemidler, men først og fremmest skal hun lytte og tale om de frustrationer og sorger, enhver med synshandicap oplever.

Klong klong klong! Jane trækker sin kuffert efter sig over fortovet. Den er tung, for den er fyldt op med alle mulige slags hjælpemidler, der kan gøre hverdagen lettere for blinde og svagsynede. Her er badges til tøjet, en Victor Reader (en speciel bogoplæser til mennesker med synshandicap), forskellige ure, svagsynspapir, kalender med store bogstaver og meget mere. Hun har kufferten med, hver gang hun besøger et nyt medlem.

I dag er det Benthe Hansen, der er født i 1928, som venter på et besøg fra Jane. Hun tager imod ved døren til den beskyttede bolig, hvor hun har boet de sidste tre år, og snakken indledes hurtigt.

”Hvor mange år er det nu, du har set dårligt, Benthe?”, spørger Jane. ”Uha, det er mange år, og det er noget forfærdeligt noget at gå rundt og ikke kan se,” svarer Benthe fra den lænestol, hvor hun opholder sig det meste af dagen.

Hendes syn er inden for de seneste år blevet markant dårligere, og hun er stærkt svagsynet. Hun har også problemer med hørelsen og svage led og knogler, så hun går med en rollator, når hun skal omkring. Men ud kommer hun aldrig mere alene. ”Jeg tør ikke, for jeg er bange for at falde,” fortæller Benthe. Jane kan tydeligt se en forskel fra tidligere, hvor hun mødte Benthe.

Det er ikke længe siden, Benthe tog en tur på badeværelsesgulvet og lå der til langt op ad næste formiddag, hvor hun blev fundet. Netop derfor ønsker Benthe mere end noget andet at komme på plejehjemmet Solgaven i Næstved, hvor hun kan få den nødvendige pleje og kontakt til andre mennesker.

Jane lover at gøre alt, hvad hun kan for at hjælpe, og hun taler trøstende til Benthe. ”Jeg kan selvfølgelig ikke trylle, men jeg har min daglige gang på Solgaven i Næstved. De kender mig, og de stoler på min vurdering, når jeg har været på hjemmebesøg. De lytter selvfølgelig, når jeg giver dem et referat af mit møde her hos dig,” beroliger Jane.

Og det bliver dagens største opgave for konsulenten at trøste og berolige Benthe med, at hun forhåbentlig snart bliver visiteret til en plejehjemsplads, så hun kan komme ud af den ensomhed, som hendes synshandicap har bragt med sig.

Et nyt menneske med nye behov

Inden vi kommer over til Benthe, fortæller Jane, at det faktisk var lidt et tilfælde, at hun fik kontakt til Benthe, og sådan er det tit. ”Det sker indimellem, at folk ikke hører om os, selvom synet er så dårligt, at de kan blive medlem. Og det er så ærgerligt, for ofte er det meget små ting, der skal til for at give lidt indhold i tilværelsen igen,” siger Jane.

Benthes tætte veninde Vibeke havde godt bemærket, at Benthes syn var blevet dårligere, og derfor havde hun arrangeret et besøg for Benthe på Solgaven i Næstved, som er et bo- og dagtilbud specielt målrettet ældre med synshandicap, der ikke kan klare sig selv. Her er personalet specialuddannet til at yde omsorg, pleje og aktivitet for synshandicappede. Og det var her, Jane tilfældigt stødte ind i hende. En ansat spurgte Jane, om hun ville hilse på Benthe, der hverken gennem læge, kommune eller Synscentralen var blevet rådet til at kontakte Dansk Blindesamfund. Det ville Jane selvfølgelig gerne.

Under samtalen med Benthe og ikke mindst veninden Vibeke, der er Benthes faste holdepunkt og hjælp i hverdagen, pejlede Jane sig ind på situationen og fik sat skub i tingene. ”Vi aftalte et besøg, men inden da var der allerede mange andre ting, jeg kunne sørge for. Jeg afmærkede straks Benthes rollator, så andre kan se, hun er dårligt seende. Derefter tjekkede jeg med lægen, hvor dårligt hun faktisk ser, og eftersom hendes syn er nede på 3/60 (det betyder, at Benthe kun kan se 5% af, hvad en person med normalt syn kan, og at det, andre personer kan se på 60 meters afstand, kan Benthe kun se, hvis hun er 3 meter væk), kunne jeg melde hende ind i Dansk Blindesamfund. Det betyder også, at Benthe kan blive fritaget for at betale licens, for det er alle Dansk Blindesamfunds medlemmer.”

Det er ikke alle, der vil have besøg

”Det er langt fra alle, der har det lige så dårligt som Benthe,” forklarer Jane. ”Der er også nye medlemmer, der ikke vil have besøg. Når der så er gået et år, ringer jeg til dem igen og følger op, og sådan gør jeg år efter år. De skal vide, de kan få hjælp, og at jeg er til rådighed, hvis de ønsker det. Der er også dem, der siger nej, men som faktisk har brug for hjælpen. Dem spotter jeg normalt med det samme og bruger lidt ekstra tid på at fortælle, hvordan jeg kan hjælpe dem,” siger Jane. ”Det kan nemlig være rigtig svært at indrømme, at man har et synshandicap. Mange ser det som en virkelig falliterklæring at indrømme, hvor galt det egentlig står til.”

Hjælp til at høre klokken

”Hvad er klokken?”, spørger Benthe, efter hun har stirret på sit eget armbåndsur. Det er et perfekt tegn til Jane, der efter at have talt lidt om Benthes syn, familieforhold og generelle trivsel i hverdagen, spørger, om Benthe ikke har et ur, der kan fortælle klokken. Det har Benthe ikke. Hun har godt nok haft besøg af synscentralen og fået en læseskærm og en telefon, men andet har hun ikke fået.

Jane tager straks tre slags ure frem, viser dem til Benthe og forklarer igen og igen, hvordan de virker.

”Skal jeg søge efter sådan et ur til dig?”, spørger Jane, og Benthe takker ja, for hun vil gerne selv kunne finde ud af, hvad klokken er. Bagefter viser Jane, hvordan en Victor Reader, som er en speciel fremstillet bogoplæser til synshandicappede, fungerer.

En ven i ventetiden

Mange nye medlemmer takker i begyndelsen nej til både hjælpemidler og de tilbud, der findes om arrangementer og sociale klubber og sammenkomster.

”Folk fortæller, at de ikke er de udadvendte typer, det har de aldrig været, og derfor har de heller ikke lyst til at deltage i ting,” fortæller Jane om mange af de afslag, hun får, når hun fortæller nye medlemmer om de tilbud, der findes.

Og får hun et nej, så accepterer hun det. Men hun mærker også efter og taler varmt for at være social med andre uden at presse på. Hun ved nemlig, både fra sig selv og sin erfaring gennem de over 25 år, hun har arbejdet som konsulent, at med synet ryger også følelsen af tryghed og nærhed. ”Man bliver altså ensom på den ene eller den anden måde, når synet svigter,” siger Jane og fortsætter: ”Når folk så alligevel takker ja til et arrangement eller melder sig ind i en klub, bliver de glade for det.”

Jane foreslår også Benthe, at hun får en besøgsven eller en gå-tur-ven. Det kan lette lidt på ensomheden, og det vil Benthe gerne høre mere om, når de mødes igen næste gang, hvor også veninden Vibeke er med.

Under besøget får Benthe lettet sit hjerte, og Jane lytter og spørger ind til Benthes liv. Sådan er jobbet som konsulent også, det har mange facetter og handler ikke kun om hjælpemidler og praktiske løsninger.

---

Efter Janes besøg er Benthe visiteret til en plads på Solgaven i Næstved. Indtil da er Benthe startet i dagtilbuddet, og hun nyder selskabet fra de andre beboere, den dejlige mad og muligheden for en mere aktiv tilværelse.