Frank tog på eventyr og lærte at opleve verden på egne præmisser

Efter mere end 40 år uden syn troede Frank, at han kendte de fleste teknikker. Men rejsen gennem Sydeuropa med fire andre blinde lærte ham nye måder at bruge sanserne på og gjorde ham mere bevidst om muligheder og udfordringer ved et liv uden syn.

Frank spiller på trommer

Tekst: Caroline Larsen Foto: Peter Ramsø/DR

Saxofonisten tager ordet og præsenterer bandets næste gæst: Frank.

Han griber trommestikkerne og sætter sig til hjemmevant til rette bag trommesættet. Omkring ham står en gruppe italienske jazzmusikere, han aldrig har spillet sammen med. Foran ham sidder hans fire rejsekammerater, mens tv-kameraerne ruller.

Frank har spillet trommer i størstedelen af sit liv og underviser i dag selv i musik. Alligevel kan han mærke nervøsiteten.

”Det pressede mig at skulle spille med nogen, jeg aldrig havde mødt før, mens kameraerne rullede. Så da vi var færdige, og det var gået godt, var jeg virkelig glad og lettet”, siger 56-årige Frank Gliese.

Musikken er Franks store passion, så derfor er det ikke en tilfældighed, at det netop er en musikalsk oplevelse, han har valgt at dele med de andre deltagere i DR-programmet Eventyr i blinde.

På opdagelse med hænderne

Men det er ikke kun musikalske oplevelser, Frank får med hjem efter ti dage gennem Sydeuropa. For selvom han har været blind, siden han var 13 år og troede, at han kendte de fleste tricks til at opleve verden uden syn, opdager han undervejs noget nyt.

Han kan bruge hænderne endnu mere. Han behøver ikke altid få verden beskrevet og forklaret af andre. Nogle gange kan han ganske enkelt række hænderne frem og selv gå på opdagelse.

Cæcilie og frank rører ved et træ i en olivenlund i Provence

”Jeg troede egentlig, at jeg allerede gjorde det, men på turen fandt jeg ud af, at jeg kan gøre det endnu mere. Det giver mig nogle mere umiddelbare og sanselige oplevelser på mine egne præmisser”, forklarer Frank.

Han rejser normalt med familie og venner, der kan se, så derfor var han nysgerrig på, hvordan det var at rejse med en gruppe blinde.

På egne præmisser

Frank har tidligere kunnet se, og derfor har beskrivelser ofte været en naturlig måde for ham at opleve steder og genstande på. Når andre fortæller, hvordan noget ser ud, kan han danne sig et billede af det i hovedet.

Men på rejsen begyndte han i højere grad selv at undersøge omgivelserne. Især Christina inspirerede ham til at være mere nysgerrig og bruge hænderne.

Det lyder måske som en lille forskel, men for Frank har erkendelsen sat tanker i gang om den måde, han typisk rejser med sin familie på.

Tidligere har han ofte forsøgt at indrette sig efter de seendes måde at opleve på. Ikke fordi familien ikke tager hensyn til hans synshandicap, men fordi han ikke har ønsket, at det skulle fylde for meget. Derfor har han ofte fået omgivelserne beskrevet.

Paradoksalt nok kan det have haft den modsatte effekt, så synshandicappet er kommet til at fylde mere.

”Hvis jeg i højere grad oplever tingene på mine egne præmisser, vil mit synshandicap måske fylde mindre Jeg behøver ikke få alting forklaret. Nogle gange skal jeg bare have hænderne på og danne min egen oplevelse”, siger Frank.

Med i spillet

Efter optagelserne fik Frank mulighed for at afprøve den nye tilgang, da han var på ferie med sin familie.

Hans datter havde købt to terninger med følbare tal. Frank havde faktisk selv haft en lignende terning liggende i årevis, men aldrig fået den brugt.

På ferien blev terningerne fundet frem, og Frank lærte at spille Meyer. Han blev endda så god, at han vandt de fleste gange. Det kan umiddelbart lyde som en lille ting. Men for Frank blev det alligevel et meget konkret eksempel på, hvad han havde taget med sig hjem fra Eventyr i blinde.

Frank kaster bolden i petanque. Ved siden af står Edis, Cæcilie og Christina

”Når man sidder et hyggeligt sted på ferie med hele familien, et glas vin om aftenen og spiller Meyer, betyder det noget at kunne være med i stedet for at sidde på sidelinjen”, fortæller Frank.

Samtidig opdagede han, at det var meget nemmere at være med, end han havde forestillet sig.

”Det er et eksempel på, hvordan sådan en rejse kan ruske op i ens vaner og lære en gammel ræv som mig noget nyt”, forklarer Frank.  

Musikken fik en ny betydning

Musik har altid været en del af Franks liv, men den fik en helt særlig betydning, da han mistede synet som 13-årig til en nethindeløsning. Pludselig kunne han ikke længere spille fodbold og køre traktor, så han måtte finde nye ting at kaste sig over.

Her blev musikken et nyt holdepunkt, men den blev også en vej ind i fællesskaber.

”Musik betyder utrolig meget for mig. Jeg har altid lyttet, spillet, festet og elsket musik hele mit liv. Når jeg ser tilbage, går det op for mig, hvor mange af mine venskaber, fællesskaber og tætte relationer, der har musikken som omdrejningspunkt”, siger Frank.

Musikken blev blandt andet noget, han delte med sin søster i tiden efter synstabet. Hun lyttede meget til musik, så de tog sammen til koncerter med hendes venner. Senere fulgte musikhøjskole, undervisning i musik og optrædener med forskellige bands.

Derfor var det også gennem musikken, han ville give sine fire rejsekammerater en særlig oplevelse på den italienske riviera.

Når to centimeter gør en forskel

Rejsen lærte ikke kun Frank noget om at opsøge flere sanselige oplevelser. Den gjorde ham også mere bevidst om de teknikker, han normalt bruger uden at tænke over dem - og hvor lidt der skal til, før en ellers simpel opgave bliver vanskelig.

”Når man har levet uden syn i mange år, bliver det bare den verden, man lever i. Man tænker ikke nødvendigvis over, hvordan man gør tingene, selvom mange ting tager længere tid, er sværere og kræver mere energi”, forklarer Frank.

Det oplever seerne for eksempel i det første afsnit, hvor Frank har svært ved at finde sit hotelværelse og orientere sig om indretningen på hotelværelset.

Frank og Edis drikker øl i poolen

”Den scene illustrer meget godt, at selv de mindste ting kan blive svære. Jeg kan selvfølgelig undskylde mig med, at vi lige var landet, jeg var træt, og det var første dag med kameraer. Men det viser, at to centimeter kan være rigtig meget, når man er blind”, siger Frank og forklarer, at hvis hans fingre er bare et par centimeter fra det, han leder efter, kan han tro, at det slet ikke er der.

For seende kan det være svært at forstå, så derfor oplever Frank både at blive over- og undervurderet som blind.

Hverken superhelt eller hjælpeløs

På den ene side møder han forestillinger om, at når man mister synet, får man nærmest ekstraordinære evner. At blinde hører bedre end alle andre eller udvikler en særlig sjette sans.

”Når folk hører, at jeg spiller musik som blind, tror folk, at jeg er lige så dygtig som Stevie Wonder. Det er dog ikke tilfældet”, griner Frank.

På den anden side møder han mennesker, som bliver overrasket over, at blinde kan arbejde, tage en uddannelse, dyrke sport og klare praktiske gøremål.

Cæcilie, Christina, Frank, Mohammed og Edis kommer gående med hver deres blindestok. I baggrunden ses et stort skilt, hvor der står Marseille. Solen er ved at gå ned

Derfor håber Frank, at Eventyr i blinde kan være med til at nuancere seernes forestillinger om, hvordan det er at leve uden synet.

”Jeg håber, at programmet kan justere lidt på begge forestillinger. For man kan utrolig mange ting, selvom man ikke kan se. Men der er også små ting, som seende tager for givet, der kan give store udfordringer”, siger Frank.

På udebane

Men Frank forstår godt, hvor misforståelserne kommer fra. Hvis seende får bind for øjnene, kan de have svært ved at forestille sig, hvordan det er muligt at krydse en vej, lave mad eller passe et arbejde uden syn.

Men sådan oplever Frank ikke sin hverdag. Efter mere end 40 år uden syn har han udviklet sine egne strategier og teknikker.

”Men man skal ikke glemme, at det stadig kan være udfordrende. Jeg kan misse en ledelinje, gå forbi den rigtige opgang eller miste orienteringen”, siger Frank.

Især når han bevæger sig uden for de vante rammer, blive forskellen tydelig. Hjemme kender han sine ruter og pejlemærker, men i en fremmed by er han på udebane. Her bruger han i højere grad GPS eller er afhængig af hjælp.

Rejselyst med en bagside

Det er også en af grundene til, at Frank har et lidt blandet forhold til at rejse. For ligesom de fleste andre nyder han at komme væk fra hverdagen og opleve nye kulturer, dufte, smage og omgivelser. Men ferie er ikke nødvendigvis ren afslapning, når man ikke kan se.

”Det er dejligt at opleve noget nyt, men det er også udfordrende at orientere sig nye steder. Når man ikke kan se, kræver det ekstra energi at være på udebane”, siger Frank.

Det har han blandt andet oplevet på tidligere ferier med familien, især da børnene var små. Her skulle Franks kone ikke bare holde styr på børnene, men også hjælpe ham i ukendte omgivelser. Hvis familien for eksempel boede i en ferielejlighed i en fremmed by, kunne Frank ikke bare gå ud og købe ind, som han kan derhjemme.

Oplev med alle sanser

Frank håber, at seerne også får noget med sig fra rejsen. Ikke mindst at de fem deltagere viser, at der ikke findes én bestemt måde at være blind på. De har forskellige baggrunde, evner, personligheder og måder at håndtere deres synshandicap på - og er lige så forskellige som alle andre.

Cæcilie og Frank på Markuspladsen i Venedig

Men han håber også, at programmet kan inspirere seende til at være mere opmærksomme på deres egne sanser.

Hvorfor skynde sig fra den ene seværdighed til den næste på ferie, når man kan bruge en hel eftermiddag på at gå på opdagelse på et marked, lytte til lydene, mærke stemningen og lægge mærke til duftene. Opleve verden med alle sanserne.

”Øjet er hurtigt til at opfange og fordøje omgivelserne. Derfor tror jeg, at programmet kan gøre folk opmærksomme på værdien ved at sætte tempoet ned og opleve på en anden måde”, siger Frank.